Nikolajs genistreg - nu kan vi mule resten!

Denne gang rystede landstræneren ikke på hånden, og så blev Spanien slået 25-22

Balling var Nikolajs genistreg. Foto: Lars Poulsen
Balling var Nikolajs genistreg. Foto: Lars Poulsen

SÅ KOM Danmark tilbage på sporet. Nok var Spanien tæt på et par gange, men nu hvor sveden er tørret af panden, kan vi konstatere, at der var godt styr på tingene gennem det meste af kampen. Nu er Danmark med de to vigtige point klar til mellemrunden, hvor vi selv kan afgøre, om målet om en semifinale bliver opfyldt.

MEN HVORFOR skulle vi ikke kunne gøre det? Efter dukkerten mod Tjekkiet var der igen kvalitet i stort set alt, hvad det danske landshold leverede, og når vi kan slå Spanien, kan vi også mule de kommende modstandere, som hedder Slovenien, Makedonien og Tyskland.  

EGENTLIG var der vel intet i det spanske spil som overraskede det danske forsvar. Alligevel hang de håndboldkloge spaniere på gennem hele første halvleg. Vi havde chancen for at slå et hul, da vi kom foran 12-8, men så lukkede vi selv Spanien ind i kampen igen fordi vi lavede alt for mange fejl.

DESUDEN TRAK Mikkel Hansen og Rasmus Lauge begge en dum udvisning. Lauge ved at smide bolden væk efter at de to ganske vist emsige russiske dommere havde fløjtet. Men sådan er reglerne og den slag unoder bør Lauge lægge på hylden. Han har stjernekvaliteter, men han laver stadig for mange tekniske fejl. Og på det her niveau koster det straks.        

VORES angrebsspil fungerede i det store og hele fint. Nikolaj Jacobsen havde valgt at spille Peter Balling ud som er es, og det fungerede fremragende. Balling var tydeligvis en størrelse, som Spanien ikke havde det store kendskab til. Det har de så nu. Han lavede flotte mål og var også med i fine kombinationer med Mikkel Hansen. Når der blev sat tempo på, fungerede det rigtig godt.

NÅR LANDSTRÆNEREN havde valgt Balling skyldtes det, at han ville have flere angreb på ydersiden af backerne. Og det fik han. Ikke uden grund blev den skarpt-skydende venstrehånd kåret som kampens spiller. Det var en genistreg fra Nikolaj Jacobsen, der gennem hele kampen styrede sit hold med sikker hånd.

DA SPANIEN ændrede forsvar og gik over til at dække 5:1 svarede Nikolaj Jacobsen resolut igen ved at spille syv mod seks. Det blev en blandet fornøjelse. Jeg har svært ved at forstå, hvorfor Mikkel Hansen i overtal selv bærer bolden op til skud. Det ser skidt ud når han så brænder. I stedet skal man selvfølgelig spille sig frem til en 100 procents chance.

I VORES eget forsvar havde Toft-brødrene godt styr på midterforsvaret, hvor kun Raul Entrerrios i kampens åbning havde held med at skyde hen over hovedet på dem. Unge Magnus Landin fik hel kampen som venstre back i defensiven. Han er en utrolig dygtig forsvarsspiller, og han er totalt uimponeret. Sikke et talent, vi har i ham.    

STOR ROS til det danske landshold for at spille en flot kamp med stor udstråling og masser af kampgejst. Denne gang havde Nikolaj Jacobsen valgt at spille smalt. Der var mange spillere, der blev sparet. Det bliver forhåbentligt en fordel, når det går løs mod Slovenien fredag, stadig her i Varazdin, som forhåbentligt bliver et dansk fort.   

Se også: Kæmpe forløsning: Ny dansker blev den store helt

Henrik Møllgaard afslører landsholdets hemmeligheder for Ekstra Bladets læsere. Foto: /ritzau/Lars Poulsen Sport og Spil Nikolaj, her er din trup

Se også: Fra ondt til værre: Avis publicerer nøgenbilleder af Nora Mørk

11 kommentarer
Vis kommentarer