Ophidset fodboldboss er udspillet

I den fortsatte kamp om magten og pengene i international fodbold ser UEFA ud til at trække det længste strå

Infantino skælder og smælder, men det er Ceferin til venstre, der har fat i den lange ende i tvekampen mellem FIFA og UEFA. Foto: Getty Images.
Infantino skælder og smælder, men det er Ceferin til venstre, der har fat i den lange ende i tvekampen mellem FIFA og UEFA. Foto: Getty Images.

FOTOET illustrerer på glimrende vis den tvekamp, der foregår mellem UEFA og FIFA om magten og indflydelsen i international fodbold. Jeg kan vel lige så godt tilføje, at det i høj grad også handler om penge.

På billedet ser vi en gestikulerende og, ligner det, en noget ophidset FIFA-præsident Gianni Infantino sende en salve afsted mod en noget roligere UEFA-præsident Aleksander Ceferin.

SITUATIONEN blev fanget af fotografen i august i Tallin i Estland, hvor Real Madrig mødte Atlético Madrid i UEFA’s Super Cup-finale. Men hvorfor denne ophidselse?

Svaret er enkelt. Fordi Ceferin med UEFA i ryggen har blokeret for FIFA-præsidentens planer om at lave et nyt VM for klubhold og en ny verdensomspændende Nations Legaue. 

EGENTLIG var det Gianni Infantinos hensigt, at planerne skulle have været ført ud i livet på FIFA’s bestyrelsesmøde i Moskva i juni sidste år i forbindelse med fodbold-VM. Men her afviste Ceferin overhovedet at diskutere emnet. Begrundelsen var, at han ikke var tilstrækkelig informeret om indholdet.

Sådan har situationen været lige siden. Selv har jeg dækket UEFA og FIFA i en årrække, og sammen med kolleger fra en række europæiske lande var jeg i forrige uge til UEFA’s kongres i Rom. Her var Infantino også til stede, men fodboldens førstemand nedlod sig ikke til at svare på pressens spørgsmål om sine planer.

Artiklen fortsætter under billedet...

Det er ikke første gang, at Infantino og Ceferin vender ryggen til hinanden.
Det er ikke første gang, at Infantino og Ceferin vender ryggen til hinanden.
 

SÅ HER ER, hvad vi tror, vi ved: Den japanske Soft Bank, som delvist er udstyret med penge fra Saudi-Arabien, har tilbudt at smide 25 milliarder dollar i et nyt klub-VM med 24 hold og en ny nationsturnering. Gianni Infantino skulle være parat til at lade investorerne eje op til 49 procent af de to turneringer, hvilket vil være at sælge ud af fodbolden.

Det har jeg skrevet tidligere, og hver gang får jeg efterfølgende af kilder i FIFA at vide, at mine oplysninger ikke er fuldstændig korrekte. Når jeg spørger, hvad der så er korrekt, er svaret tavshed. Mine udenlandske kolleger oplever præcis det samme.

MIN FORNEMMELSE er, at UEFA’s Aleksander Ceferin ved betydeligt mere, end han giver udtryk for. Hans modstand skal i højere grad ses som et forsvar for UEFA’s Champions League og for de øvrige europæiske turneringer. I global sammenhæng er UEFA den fede kat. Det er her i Europa langt de fleste af fodboldens penge findes, og hvorfor risikere at sætte noget af det over styr?

Ceferin har haft stor succes med sin taktik. I denne uge fik han de europæiske klubber og de europæiske ligaers underskrift på en udtalelse, der i utvetydige vendinger fortalte FIFA-præsidenten, at hans forslag til de to nye turneringer er uacceptable. Endvidere hedder det, at potentielle nye turneringer tidligst kan blive aktuelle efter 2024. Det er noget af en lussing til fodboldens førstemand.

GIANNI INFANTINO blev i 2016 valgt som FIFA-præsident, fordi han lovede fodbolden flere penge og flere turneringer. Det løfte kommer han ikke til indfri inden FIFA’s kongres i juni i Paris. Han er ganske vist sikker på genvalg – fordi ingen modkandidater har meldt sig på banen - men han har i høj grad mistet troværdighed. Det kan godt være, at han selv føler sig som verdens mægtigste fodboldleder, men det er altså UEFA, der kører med klatten.

Se også: Rædselskabinettet: DBU-bossens skumle selskab

Se også: DBU giver FIFA-præsident den kolde skulder

Se også: DBU-formand scorer millionpost

10 kommentarer
Vis kommentarer

Skærm

Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere