Overtalsspillet var nøglen i gyseren mod Tyskland

Efter sejren på 26-25 over vores naboer er det danske landshold snublende tæt på semifinalen

Så er det knytnæver over hele linien. Danmark er nu tæt på semifinalen. Foto: Lars Poulsen.
Så er det knytnæver over hele linien. Danmark er nu tæt på semifinalen. Foto: Lars Poulsen.

DANMARK er efter det nervepirrende og enormt taktisk prægede opgør mod Tyskland uhyre tæt på at nå den semifinale, som har været det første mål ved EM. Sejren over Tyskland betyder, at vi selv kan afgøre vores skæbne i den sidste kamp mod Makedonien på onsdag.   

HELT SOM forventet blev kampen mod Tyskland et tæt opgør med forholdsvis få mål. Målmændene og de to forsvar var eminente i lange perioder. Niklas Landin lukkede fuldstændig af i kampens indledning, og det varede ikke længe, før hans kollega fra Kiel, Andreas Wolff, fulgte trop i den modsatte. Desværre kunne Landin ikke holde niveauet gennem hele kampen. Han mangler stadig at stå en hel kamp på den store klinge.

I DET danske midterforsvar knoklede brødrene Toft som altid, og de var også en medvirkende årsag til at holde den tyske scoring nede.    

I DET etablerede angrebsspil have vores skytter uhyre svært ved at komme til kvalificerede afslutninger foran det kompakte tyske forsvar. På højre back havde Peter Balling store problemer med at finde plads og heller ikke Mikkel Hansen kunne længe få timet sit tilløb og skud.

VI KOM blot til 18 afslutninger i de første 30 minutter, og vi brændte de 10. Heraf var to af dem for tomt mål. Hverken Niklas Landin eller Rasmus Lauge kunne fra egen felt ramme det tomme tyske mål. Det var skidt, og det var den afgørende årsag til, at Tyskland kunne gå til pause med en etmålsføring.

BEGGE HOLDS trænere forsøgte sig med at spille syv mod seks i et forsøg på at lukke de kompakte forsvar op. Men med blandet udbytte. Michael Damgaard scorede en enkelt gang i overtal, men han missede også et par bolde.

HAN virkede ellers til at være en mand, der kunne dirke den tyske defensiv op. Med sit hurtige fodskifte fik han også fintet sig til skud eller en overtalssituation. Men han sjuskede for meget med den sidste aflevering.  

DET VAR på kanterne, der var muligheder. Her kom vi til de frie muligheder, men både Hans Lindberg og Casper U. Mortensen brændte flere store chancer i første halvleg. Men efter pausen svigtede Lindberg ikke. Han var iskold både på straffe og på de muligheder, han fik fra fløjen. Fortjent blev han kåret som kampens spiller.

OG SÅ MÅ man rose Nikolaj Jacobsen for at have modet til at holde Lasse Svan ude. Manden der scorede 11 mål mod Slovenien. Men det viser blot, at vi har to fløje i højre side, som er blandt verdens bedste.

I ANDEN HALVLEG valgte landstræneren stort set konsekvent at spille syv mod seks, og da han dannede formationen med Lauge, Mikkel Hansen og Morten Olsen i bagkæden, kom der struktur på systemet. Fine indspil til stregen og gode udspil til Hans Lindberg på fløjen. Og så fik Morten Olsen og Mikkel Hansen også selv den plads, de skulle bruge til frie skud eller gennembrud. Vi var bedre til at spille syv mod seks end tyskerne. Det var med til at afgøre kampen.

Se også: Kong Hans sendte Tyskland i knæ

Se også: EM-vanvid: Danmark straffet for at bære forkerte shorts

2 kommentarer
Vis kommentarer