Platini er blot en kopi af Blatter

FIFA har brug for en ny og ren præsident, og det er ikke den 60-årige franskmand

Så glad var Platini, da Blatter i maj blev genvalgt som FIFA-præsident. Foto: AP
Så glad var Platini, da Blatter i maj blev genvalgt som FIFA-præsident. Foto: AP

DA SEPP Blatter blev genvalgt som præsident for FIFA på kongressen i Zürich 29. maj, var Michel Platini den første til at lykønske den gamle slyngel.

Platini virkede nærmest begejstret, og det kan undre, når man tænker på, at den tidligere franske stjernespiller blot nogle få dage forinden havde bedt Blatter om at trække sig.

Men det var blot en form for skuespil. I virkeligheden er Blatter og Platini gamle venner, og sådan har det været siden 1998, hvor Blatter som nyvalgt præsident for FIFA straks udpegede Platini til at være sin fodboldrådgiver.

Siden har de hængt sammen som ærtehalm, og nu hvor Blatter har valgt at trække sig, har Platini besluttet at stille op som hans afløser.

– Om det er Blatter eller Platini, der er præsident for FIFA, er som at vælge mellem pest eller kolera.

Citatet er fra Eric Cantona tidligere fransk landsholdsspiller og et af de største navne, der nogen sinde har spillet i Manchester United.

Meget tyder på, at Cantona har ret.

FIFA BEFINDER sig i fodboldhistoriens største krise, og derfor er det ikke lige meget, hvem der vinder valget ved den ekstraordinære kongres 26. februar i Zürich.

Kandidater kan melde sig frem til 26. oktober, og for at kunne stille op, kræves det, at man er en del af fodboldmiljøet, samt at man har opbakning fra fem af FIFA’s 209 medlemslande.

Platini var hurtigt ude med sit kandidatur. Lidt overraskende, når man tænker på, at han i maj ikke ville stille op mod Blatter.

I stedet ville han koncentrere sig om sit arbejde som præsident for UEFA, hvor han i foråret uden modkandidater blev genvalgt for en ny fireårig periode.

Se også: DBU til Platini-kritikere: Hvem skal vi så stemme på?

MEN FOR trods alt at give det hele et skær af demokrati fik Platini og andre kræfter prins Ali fra Jordan til at stille op mod Blatter. Som forventet fik Ali tæsk, og Platini jublede med Blatter.

Jeg var næppe den eneste i salen i Zürich der fik en dårlig smag i munden. Jeg mindes også, at flere europæiske fodboldledere gav udtryk for det samme. Men nu støtter de Platini. Herunder DBU’s formand Jesper Møller.

Det forstår jeg ikke. Platini er ikke nogen reformator eller fornyer. Han har være pot og pande med Blatter gennem alle årene. Blatter trak Platini ind i FIFA’s eksekutivkomite i 2002, og han hjalp franskmanden til at blive præsident for UEFA i 2007, en post der samtidig gjorde Platini til vicepræsident i FIFA.

60-ÅRIGE Platini har således i 13 år været med i alle de vigtige beslutninger i verdensfodbolden. Han har været tæt på alle de personer i FIFA, som nu er blevet fældet for korruption. Tilsyneladende uden at opdage noget som helst.

Han er også selv fedtet ind. I december 2010 stemte han for, at Qatar skulle havde VM i 2022. Det skete efter en middag hos den daværende franske præsident Sarkozy, hvor også Qatars nuværende emir deltog.

Sepp Blatter styrer stadig FIFA, forklarer Jan Jensen (Foto: AP) Jan Jensen - 20. jul. 2015 - kl. 20:20 Trods exit: Sådan kører Blatter rundt med FIFA

Efterfølgende købte Qatar PSG, og Platinis søn Laurent fik job i et af Qatars store investeringsselskaber.

De slavelignende forhold, som de mange migrantarbejdere i Qatar lever under, og de mere end 1400 dødsfald i lejrene og på byggepladserne, mener Platini ikke er et problem for FIFA. Han går med sheikerne hele vejen.

PLATINI STEMTE også på Rusland som vært for det kommende VM i 2018. Heller ikke det fortryder han. At Rusland fører krig mod Ukraine betyder ingenting. At Rusland mod både UEFA og FIFA’s regler har overført tre ukrainske klubber fra Krimhalvøen til den russiske liga får heller ikke Platini til at rømme sig. Han er nemlig glad for russerne. Især for pengene fra Gazprom, som er blandt UEFA’s helt store sponsorer.

I sin tid som præsident for UEFA har Platini stor ære af, at Champions League er blevet verdens bedste klubturnering. Det er også blevet en pengemaskine, og derfor er de største klubber blevet et yndet investeringsmål for oligarker, sheiker og lignende typer med for mange penge på lommen.

Det blev så grelt, at Platini for et par år siden følte sig nødsaget til at indføre det, han kalder for finansiel fairplay. Der skulle være sammenhæng mellem indtægter og udgifter i klubberne, ellers kunne de blive sanktioneret og udelukket fra de europæiske turneringer.

Men igen er der forskel på folk. Ifølge den anerkendte engelske blogger Ouriel Daskal havde Zenit Sankt Petersborg i sæsonen 2013/14 en gæld på næsten en halv milliard kroner. Dobbelt så meget som Dynamo Moskva, der blev udelukket fra Europa League. Zenit derimod fik lov til at spille med i Champions Legaue. Måske fordi klubben ejes af Gazprom.

MICHEL PLATINI skylder stadig af fortælle, hvad han vil, hvis han bliver præsident for FIFA. Han har ikke udsendt nogen form for program, og det er da også svært at tro, at han vil andet end fortsætte Blatters linje.

Det bygger jeg blandt andet på resultaterne af den kongres, som FIFA holdt på Mauritius i 2013. Op til kongressen var der mange gode tanker om reformer, men det lykkedes Blatter at forhindre stort set dem alle. Med hjælp fra Platini. Således stemte franskmanden mod, at uafhængige eksperter skulle få adgang til FIFA’s eksekutivkomites møder. Han var med til at forhindre, at vi fik indsigt i, hvor mange millioner Blatter og hans venner aflønner sig selv med.

Blot to dage før kongressen fik Blatter og Platini afværget et forslag om en aldersgrænse for arbejdet i FIFA, ligesom de heller ikke ønskede en begrænsning på, hvor mange perioder en præsident og medlemmerne af eksekutivkomiteen kan sidde.

Forslaget lød på, at præsidenten kun skulle kunne sidde i to perioder af fire år.

HVORFOR STEMTE Platini imod? Jeg tror, svaret er ret enkelt. Fordi Platini hele tiden har tænkt sig, at han skal være præsident for FIFA, og han vil ikke nøjes med at sidde i otte år. Han er en kopi af Blatter.

SYDKOREANER VIL SLÅ PLATINI

Glem alt om Maradona, Zico, Figo, Ginola og alle de andre tidligere stjernespillere, som har meldt sig eller meldes på vej til at deltage i præsidentkapløbet i FIFA.

De bliver ikke andet end pauseunderholdning, men det er da sjovt, at der er så mange 10’ere imellem.

Michel Platinis spindoktorer har indtil videre gjort ham til storfavorit, men når man går bag om de mange luftige udtalelser, så er der ikke ret meget at bygge på.

Der er stadig plads til andre kandidater, og en af dem kan meget vel være den 63-årige sydkoreanske milliardær og storaktionær i Hyundai-koncernen, Chung Mong-joon.

Han har tidligere været vicepræsident i FIFA, og tilbage i 2002 forsøgte han at vælte Blatter.

Sammen med flere andre fra FIFA’s eksekutivkomite prøvede Chung Mong-joon også at få rejst en sag mod Blatter, som de mente på ulovlig vis brugte fodboldens penge til at føre valgkamp.

Den kamp tabte sydkoreaneren, og en del år senere røg han selvfølgelig ud af FIFA. Blatter tåler ikke modstandere omkring sig.

Men nu vender Chung Mong-joon tilbage til fodboldens slagmark, og det sker med stærke angreb på både Blatter og Platini.

Sydkoreaneren kalder Blatter for en lille møgunge, som kører FIFA som et diktatur.

– Blatter er som en kannibal, der æder sine egne forældre og bagefter græder og klynker over, at han er forældreløs. Han giver altid andre skylden. Det er aldrig ham selv, siger Chung Mong-joon.

Om Platini hedder det, at han blot er Blatters lærling.

– Platini vil ikke blive en god præsident for FIFA. Han er et produkt af det nuværende system.

I næste uge rejser sydkoreaneren til Europa for at snakke med en række fodboldledere, og 17. august vil han i Paris officielt meddele, at han stiller op mod Platini.

Hans problem er at overbevise folk om, at han mener det her alvorligt. Han har tidligere siddet 16 år i FIFA’s eksekutivkomite uden at have forandret noget som helst.

Han stemte også på Qatar som VM-vært i december 2010, inden han året efter røg ud af FIFA.

 

7 kommentarer
Vis kommentarer