Presset Klavs Bruun på ny medaljejagt

To kvalifikationskampe mod Tjekkiet skal bane vejen til EM i Frankrig 

Klavs Bruun er godt klar over, at forventningerne til hans hold er medaljer ved slutrunderne. Foto: Lars Poulsen
Klavs Bruun er godt klar over, at forventningerne til hans hold er medaljer ved slutrunderne. Foto: Lars Poulsen

FORVENTNINGERNE til de danske håndboldkvinder var ikke til at tage fejl af, da DHF præsenterede to nye hovedsponsorer, Sparekassen Kronjylland og internetudbyderen Waoo på landsholdets pressemøde på en solskinsmandag i Aarhus.

- VI SKAL i top fire. Vi skal vinde guld. Vi skal være en fast del af verdenstoppen. Sådan lød ordene fra både sponsorer og DHF’s generalsekretær Morten Stig Christensen.

SOM IAGTTAGER var det tydeligt at se, hvordan landstræner Klavs Bruun Jørgensen sank længere og længere ned i sin stol. Han er om nogen manden, der skal levere resultaterne, og flere vil måske mene, at han skylder efter tre medaljeløse slutrunder og en kikset OL-kvalifikation.

NU FÅR han muligheden igen. Onsdag ude og lørdag hjemme i Aarhus går det løs mod Tjekkiet i to kvalifikationskampe til EM i Frankrig til december. Ud over Tjekkiet og Danmark udgøres gruppen af Slovenien og Island. Danmark fører gruppen efter sejre over Slovenien og Island, og bliver det til sejre i dobbeltopgøret mod Tjekkiet, er Klavs Bruuns tropper stort set klar til slutrunden. Ikke mindst fordi vi har Island hjemme i den sidste kamp i gruppespillet, og Island kan ikke gøre nogen fortræd.

SELV SIGER landstræneren, at han lever fint med forventningerne, og han føler selv, at det hold, han stiller med, er spændende og med en god blanding af erfaring og ungdom. Alle vil det samme, nemlig vinde medaljer ved EM i Frankrig.

I FORHOLD til VM i Tyskland i december råder Klavs Bruun denne gang over Anne Mette Hansen og Mie Højlund. Begge var stærkt savnede ved slutrunden. Anne Mette Hansen for sin store fysik og skudstyrke og Mie Højlund for sit eminente overblik og evne til at komme på kant af forsvaret.

NYE I TRUPPEN er også Mia Rej, Lærke Nolsøe og Nadia Offendal. Der er afbud fra de skadede Maria Fisker og Lotte Grigel, mens Klavs Bruun denne gang har valgt at se helt bort fra Kristina Kristiansen. Hun er blevet overhalet af både Mia Rej og Mie Højlund.

Artiklen fortsætter under billedet

Mulle skal denne gang ikke se til fra bænken. Hun er nu helt ude af truppen. Foto: Rene Schütze
Mulle skal denne gang ikke se til fra bænken. Hun er nu helt ude af truppen. Foto: Rene Schütze
 

NÅR HAN nu alligevel ikke vil bruge hende, er der mening i at lade Kristina Kristiansen blive hjemme. Der er ingen grund til, at hun skal lide på bænken. En af hendes forcer er som igangsætter af kontraangrebene, et område, som landsholdet har mere end svært ved at profitere af. Vi så det ved VM. Hvor vi fik alt for lidt ud af kontraløbene. For mange spillere stivnede og løb ikke igennem, og det er et punkt, som Klavs Bruun nu satser meget på at forbedre. Landsholdet skal have flere af de lette mål.

LANDSTRÆNEREN har en tro på, at hans hold vil vinde stort set alle kampe, hvis spillerne hver gang kan levere 25-26 scoringer. Så meget stoler han på sine målmænd og sit forsvar. Kommer kontraspillet til at fungere mod Tjekkiet, og får vi flere mål fra vores gennembrudsstærke spillere, er det det svært at se, at tjekkerne skal kunne stoppe de danske forhåbninger om en plads ved EM. Og dermed får Klavs Bruun endnu et forsøg på at skaffe de medaljer, som DHF og sponsorerne har sat næsen op efter.    

Se også: Mulle indrømmer: Det har gjort ondt på mig

Se også: Svensk bøddel: Ikke så svinsk som jeg havde troet

Se også: VM-festen er forbi: Her er dommen efter svensk nedtur

kommentarer
Vis kommentarer
Mest læste i sport
Seneste i sport
Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere
Ved du noget? Tip Ekstra Bladet  -  E-mail 1224@eb.dk SMS til 1224 Tlf: 33111313
Ansv. chefredaktør:Poul Madsen