Russiske hyklere: Knyt sylten!

Rusland kommer ikke med til De Paralympiske Lege, hvilket er Putin og kompagnis egen skyld

Craven i kørestolenhar tidligere rost Rusland for Vinter-OL i Sochi i 2014, men det var før han opdagede, at de snød med dopingtestene. Foto: AP
Craven i kørestolenhar tidligere rost Rusland for Vinter-OL i Sochi i 2014, men det var før han opdagede, at de snød med dopingtestene. Foto: AP

HELDIGVIS får Rusland ikke lov til at deltage i De Paralympiske Lege, som begynder i Rio 7. september. Desværre afholder det dog ikke russerne fra at sætte en en ny olympisk rekord: Denne gang i hykleri.

Afsløringerne af Ruslands statsstyrede dopingprogram fik i begyndelsen af august Den Internationale Paralympiske Komité, IPC, til at udelukke samtlige russiske atleter fra De Paralympiske Lege. Rusland protesterede og bragte afgørelsen for Den Internationale Sportsdomstol, CAS. Her fik russerne i tirsdags en lang næse og er dermed ude i kulden.

MEN SÅ skal jeg da love for, at den russiske præsident, Vladimir Putin, fik sendt sine håndgangne mænd på banen. Eder og forbandelser kom i en lind strøm fra både premierminister Dmitrij Medvedev – det var ham, som engang var stand in som præsident for Putin – og den russiske sportsminister, Vitaly Mutko, som i sig selv er en russisk tragedie.

De to politikere har blot ikke noget at have deres vrede i. De burde i stedet skamme sig og undskylde for den skade, som den russiske stat har forvoldt ikke bare den internationale sportsverden, men også landets egne atleter.

RUSSERNE formåede at tryne IOC’s præsident, Thomas Bach, som er en nær ven af Putin, og den øvrige komité – herunder kronprins Frederik og Poul-Erik Høyer – til at lade Rusland stille op ved de netop overståede lege. Det var en gigantisk fejltagelse, som for kronprinsens vedkommende får et politisk efterspil i Folketinget.

Da kronprinsen i 2009 blev valgt ind i IOC, nedsatte daværende statsminister Anders Fogh Rasmussen en politisk følgegruppe, som blandt andet skulle sikre, at kronprinsen ikke i IOC indtager standpunkter, som strider mod den danske regerings politik.

BÅDE DANMARKS Idrætsforbund og Anti Doping Danmark opfordrede tidligere på sommeren IOC til at udelukke Rusland. Kultur- og sportsminister Bertel Haarder tog i dagene op til OL kraftigt afstand fra den russiske statsdoping og samlede endda en række af sine europæiske kolleger til en fælles udtalelse. Alligevel stemte kronprins Frederik for, at Rusland skulle have lov til at deltage ved OL.

De to ting harmonerer ikke, mener Enhedslistens Søren Søndergaard, som nu har stillet en række spørgsmål om sagen til statsminister Lars Løkke.

IPC LADER sig derimod ikke true af de russiske bøllemetoder. Her handler man på baggrund af fakta. IPC’s præsident, den 66-årige englænder Philip Craven, og hans komité traf beslutningen om at udelukke Rusland fra konkurrencerne i Rio efter afsløringerne af den russiske statsstøttede doping. Beviserne var at finde i den rapport fra Det Internationale Dopingagentur, WADA, som den canadiske advokat McLaren havde udarbejdet.

Ved De Paralympiske Vinterlege i Sochi i 2014 havde Rusland snydt med over 30 dopingprøver. Positive dopingtest blev med hjælp fra den russiske efterretningstjeneste byttet ud med rene prøver. Rusland vandt næsten halvdelen af alle guldmedaljerne ved legene. Svindel og humbug sat i system og ifølge McLaren styret fra det russiske sportsministerium.

DERFOR UDELUKKEDE IPC russernes 267 atleter fra De Paralympiske Lege i Rio. Og heldigvis stod CAS fast på beslutningen, blandt andet med den begrundelse, at russerne jo ikke havde fremlagt nogen former for materiale eller fakta, som kunne rokke ved den beslutning, IPC havde truffet.

Alligevel hyklede Dmitrij Medvedev på de sociale medier, hvor han kaldte afgørelsen fra CAS for kynisk og et slag i ansigtet på alle handicappede mennesker. Han tilføjede, at hele historien om den russiske doping for 80 procents vedkommende handler om politik.

Sportsminister Mutko, manden som har trukket i snorene, fulgte straks trop og kaldte afgørelsen for mere politisk end juridisk. Han gik så langt som til at sige, at de organisationer, som skulle forsvare de paralympiske atleter, i stedet straffer dem.

Artiklen fortsætter under billedet

Putin, Mutko og Craven. Kun en af dem er værd at samle på, og han er ikke russer. Foto. AP
Putin, Mutko og Craven. Kun en af dem er værd at samle på, og han er ikke russer. Foto. AP
 

DET ER ufatteligt, at Mutko stadig kan sidde i FIFA’s bestyrelse, og at IOC-præsident Thomas Bach og andre topledere gerne soler sig i hans selskab. I mindst fire år har det statsstyrede dopingprogram eksisteret. Det er en kolossal skandale, som bliver meget vanskelig at overgå.

Men den eneste af de internationale toplederne, der virkelig har haft modet til at sige fra, er Philip Craven, som ud over at være præsident for IPC også har et sæde i IOC.

Efter afgørelsen i CAS i tirsdags sagde Craven, at antidoping-systemet i Rusland er brudt sammen, korrumperet og totalt kompromitteret. Desuden anklagede han den russiske regering for i katastrofal grad at have svigtet landets paralympiske atleter.

- Landet sætter medaljer over moral. Det vækker afsky hos mig, sagde den stovte englænder.

Det ville være befriende, hvis flere havde det på samme måde. Om to år skal Rusland være vært for VM i fodbold. Med Mutko som leder af organisationskomitéen. Men kender jeg fodboldverdenen ret, så vender både DBU, UEFA og FIFA det blinde øje til.

Se og lær, Frederik: Her er en IOC-mand af ære

Romario fældede skiderikken