Ryster på hovedet af forrykt indtog i UEFA

PSG's ejer fra den lille, men stinkende rige ørkennation får på trods af mange sager en central plads i hjertet af europæisk fodbold

Nasser Al-Khelaifi som her præsenterer Neymar får plads i UEFA's eksekutivkomite. Foto: AP
Nasser Al-Khelaifi som her præsenterer Neymar får plads i UEFA's eksekutivkomite. Foto: AP

ROM (Ekstra Bladet): I weekenden vandt Qatar for første gang i historien de asiatiske mesterskaber i fodbold. I finalen blev Japan slået 3-1, og det japanske mål var det første, der blev scoret mod Qatar i hele turneringen.

På ganske få år er Qatar, der som bekendt skal være vært for VM i 2022, rykket fra røven af fjerde division til at være det suverænt bedste hold i en region, der trods alt tæller kendte VM-deltagere som Australien, Iran, Sydkorea og Japan.

QATAR har præsteret det umulige. På mange fronter. Det lille, men stinkende rige land har siden 2010 brugt ufatteligt mange milliarder kroner på at sikre sig indflydelse i international fodbold. Og selv om Qatar, alene af geografiske årsager, ikke burde have nogen form for indflydelse på fodbolden i vores del af verden, er det alligevel det, der vil ske på torsdag, når Nasser Al-Khelaifi efter al sandsynlighed får plads i UEFA’s eksekutivkomite.

Al-Khelaifi er fra Qatar. Han er bedste ven med landets emir, Sheikh Tamim bin Hamad Al-Thani, som han blandt andet spiller tennis med. Al-Khelaifi er også formand for Qatars Sportsinvesteringsfond, som stod bag købet af den store franske klub PSG.  Her har Al-Khelaifi brugt voldsomt mange penge på spillerindkøb.

HER STOPPER Al-Khelaifis magt ikke. Han er også i spidsen for den Qatar-ejede sportskanal BeIN Sport, som i stor stil har købt TV-rettigheder til UEFA’s guldæg, Champions League. Vi har altså at gøre med en mand, som har mange jern i ilden. Han er, i sin egenskab af PSG-præsident, i bestyrelsen for sammenslutningen af europæiske klubber, ECA. En forening, der tæller danske klubber som Brøndby, FCK og AaB i medlemskredsen.

På UEFA’s seneste kongres blev det vedtaget, at ECA har ret til at udpege to personer til UEFA’s eksekutivkomite. De gik i første omgang til Juventusejeren, Andrea Agnelli, og til direktøren i Arsenal, Ivan Gazidis. Men da Gazidis siden er skiftet til AC Milan, og da Italien ikke kan råde over to pladser, har ECA utroligt nok valgt at udpege Al-Khelaifi til den ledige plads i UEFA.

Artiklen fortsætter under billedet...

Juventusejeren Andrea Agnelli trækker Al-Khelaifi med ind i UEFA. Foto: All Over
Juventusejeren Andrea Agnelli trækker Al-Khelaifi med ind i UEFA. Foto: All Over
 

DER ER mange grunde til, at Al-Khelaifi aldrig burde kunne komme i betragtning til et sæde i UEFA’s eksekutivkomite. Men der er stadig så mange tøsedrenge og efterplaprere i international fodbold, at kun få tør stå frem og pege på elefanten i rummet.

Den eneste, der har hævet stemmen, er præsidenten for den spanske liga, Javier Tebas. Han peger meget naturligt på, at det strider mod de etiske regler, at Al-Khelaifi, som er storindkøber af rettigheder hos UEFA, samtidig skal sidde i det bestemmende organ.

En anden ting er, at UEFA er ved at undersøge, om PSG har forbrudt sig mod UEFA’s regler om finansiel fairplay, da klubben, for astronomiske beløb, købte spillere som Neymar og Kylian Mbappé.

MEN HER stopper det ikke. Den schweiziske anklagemyndighed efterforsker, om Al-Khelaifi bestak den tidligere generalsekretær i FIFA, Jerome Valcke, for at BeIN kunne få adgang til TV-rettighederne til VM i 2026 og 2030.  

UEFA’s præsident Aleksander Ceferin har gjort sig stor umage for at gøre organisationen transparent. Han har ryddet op efter Michel Platini og andre lignende typer, der rendte efter pengene, og som så stort på moral og etik.

VED AT lukke Nasser Al-Khelaifi ind i UEFA’s eksekutivkomite dumper Aleksander Ceferin dog stort. Så er det igen pengemagten, der styrer. I øvrigt er det værd at nævne, at Nasser Al-Khelaifi også sidder i Qatars VM-komite.

Den organisation som i mange år har set gennem fingre med, at mere end en million migrantarbejdere i Qatar er blevet behandlet som slaver, mens de gør landet klar til VM i 2022. Flere tusinde migrantarbejdere er døde, siden Qatar 2. december 2010 fik tildelt VM i 2022.

Og for nu at slutte ringen. Hvorfor var det nu lige, at Qatar fik VM? Jo, det skyldtes ikke mindst, at emiren bad sin ven Al-Khelaifi om at købe PSG. Det glædede den daværende franske præsident Sarkozy så meget, at han fik Michel Platini og hans venner i UEFA til at stemme på Qatar som VM-vært i stedet for USA.

QATAR FIK VM på grund af lokumsaftaler indgået mellem Sarkozy og emiren i Élyséepalæet i Paris. Gad vide hvilke skumle aftaler der ligger til grund for, at Nasser Al-Khelaifi nu skal have en central plads i hjertet af europæisk fodbold? 

Se også: Først købte han Neymar - nu anklages han for bedrageri og bestikkelse

Se også: Storklub kan smides ud af Champions League: Nu svarer de igen

Se også: Afgørende afhøring: Qatar kan stadig miste VM

25 kommentarer
Vis kommentarer

Skærm

Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere