Sådan blev sporten bedraget i Baku

Aserbajdsjan har købt sig til en plads blandt verdens mægtigste sportsnationer

Præsident Ilham Aliyev, i midten sammen med sin kone, har brugt 65 milliarder på sit forlorne sportsshow i Baku. Foto: AP
Præsident Ilham Aliyev, i midten sammen med sin kone, har brugt 65 milliarder på sit forlorne sportsshow i Baku. Foto: AP

Med endnu et pompøst fyrværkeri sluttede historiens første europæiske lege i går i Aserbajdsjans hovedstad, Baku. Landets præsident, den diktatoriske Ilham Aliyev, kan med tilfredshed notere sig, at hans lille nation med blot 10 millioner indbyggere har indskrevet sig i historien som en af sportens sværvægtere.

De få der har fulgt med i legene har været vidner til en sensation. Fra at spille en yderst perifer rolle i international idræt er Aserbajdsjan nu en nation, vi må tage alvorligt. Se blot på medaljestatistikken fra Baku.

Rusland vandt suverænt nationskonkurrencen med i alt 164 medaljer, heraf de 79 af guld.

Aserbajdsjan blev nummer to med 56 medaljer. 21 guld, 15 sølv og 20 gange bronze.

Det lille værtsland slog således stormagter som England, Tyskland, Frankrig og Italien. Det er helt uhørt.

Og meget overraskende når vi for eksempel ser på medaljefordelingen ved det seneste OL i London i 2012. Jeg ved godt, at vi ikke direkte kan sammenligne de to begivenheder, men der er dog visse fællestræk og en række discipliner, som går igen.

I London endte Aserbajdsjan som nummer 30, i øvrigt lige efter Danmark. I den engelske hovedstad vandt Aserbajdsjan to gange guld, to gange sølv og seks bronzemedaljer.

Se også: Manden bag legene i Baku: Den irske OL-fantast

Vi har således overværet et kvantespring af dimensioner, og sporten har fået et nyt problem. Aserbajdsjans succes skyldes, at landet har så mange penge, at det har kunnet købe en lang række idrætsstjerner i udlandet. Det kan lade sig gøre fordi Den Internationale Olympiske Komite, IOC, kun opererer med tre års karantæne, når man skifter statsborgerskab.

Det havde flugtet bedre med idrættens grundidé, hvis Ilham Aliyev og hans bande af sportsledere havde brugt deres mange oliemilliarder på at fostre deres egne talenter.

Men det har de ikke haft tid til at vente på. I stedet har de med knitrende dollarsedler overtalt atleter fra Brasilien, USA, Jamaica, Etiopien, Ungarn, Holland, Ukraine, Rusland, Cuba og Moldova til at skifte statsborgerskab.

Oliepumperne kører døgnet rundt og er med til at sikre, at præsident Aliyev kan bruge milliarder på sit propagandashow. Foto: Ole Steen Anden sport - 11. jun. 2015 - kl. 12:28 Europæisk OL-kvalme: En ansigtsløftning til 65 milliarder

Flere blandt de mange indkøb leverede varen. Således vandt gymnasten Oleg Stepko fem medaljer ved legene. Han er født i Ukraine, men er nu den mest vindende sportsmand i Aserbajdsjan.

En anden lokal helt er letweltervægtsbokseren, Collazo Sotomayor, som vandt guld i Baku med en sikker sejr på point i finalen over en italiensk modstander. Sotomayor er født i Cuba og er hans onkel er såmænd den legendariske højdespringer Javier Sotomayor, som stadig er indehaver af verdensrekorden med et spring på 2,45 meter.

Collaza Sotomayer flyttede til Baku i 2013 og hans drøm er nu at vinde en medalje for Aserbajdsjan ved de olympiske lege næste sommer i Rio De Janeiro i Brasilien.

Det er ikke første gang, at vi ser små rige dikaturer føre sig frem på den internationale sportscene med købte og nationaliserede aktører. Seneste eksempel er fra VM i håndbold i januar i Qatar, hvor hjemmeholdet vandt sølv med et hold bestående af spillere fra Nordafrika, Spanien, Frankrig og fra landene på Balkan.

Med 25 meters mellemrum står soldaterne i den stegende varme og passer på pressen i Baku. Foto: Ole Steen Anden sport - 10. jun. 2015 - kl. 14:00 Vanvid ved europæisk sports-show: Folk er flygtet og fængslet

IOC bliver nødt til at ændre reglerne, så det bliver sværere at stille op for et nyt land. Man kunne følge eksemplet fra fodbolden, hvor man ikke kan stille op for et nyt land, hvis man først har spillet en A-landskamp for sit eget land. Skifter spilleren uden at have opnået en A-landskamp er der - som jeg forstår FIFA's regler - en karantæneperiode på syv år, før han kan stille op for sit nye land.

De mange indkøb hjalp Aserbajdsjan til mere end en tredjedel af landets samlede medaljehøst. Hertil kommer en lang række førstepladser i atletikken, som blev afviklet som en nationskonkurrence. Løbere som er født i Etiopien, men som nu stiller op for Aserbajdsjan, vandt stort set alle mellem- og langdistanceløbene.

Den blot 18-årige Beju Chaltu vandt 3.000 meter forhindringsløb med hele 25 sekunder ned til nummer to. Det viste sig at være for godt til at være sandt. Chaltu blev blot den anden ved legene i Baku, som blev knaldet for doping.

Det kunne dog ikke overskygge glæden hos landets præsident Ilham Aliyev.

Han har brugt 65 milliarder kroner på legene, og han fik sit show og sine medaljer. Men jeg er næppe den eneste, der fik en grim smag i munden. Sporten blev bedraget i Baku.      

5 kommentarer
Vis kommentarer
Mest læste i sport
Seneste i sport
Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere