Sådan kan prinsen vælte Blatter

Prins Ali fra Jordan har endelig besluttet sig - der bliver kampvalg om præsidentposten i FIFA

Prins Ali til højre viser Blatter mod udgangen. Foto. AP
Prins Ali til højre viser Blatter mod udgangen. Foto. AP

Endelig meldte der sig en troværdig modkandidat til Sepp Blatter, når FIFA i slutningen af maj skal vælge præsident for de kommende fire år. Tidligere i dag meddelte den 39-årige prins Ali fra Jordan, at han stiller op mod den 78-årige Blatter. Og det er godt for fodbolden.

FIFA har brug for nye vinde og nye ledere, og selv om prinsen i dag sidder som vicepræsident i FIFA, så er han alligevel uberørt af de mange korruptionsskandaler, der har martret international fodbold i de seneste år.

Prins Ali sad således  ikke med ved bordet tilbage i december 2010, hvor FIFA's eksekutivkomite besluttede at tildele Rusland VM i 2018 og Qatar i 2022. Afgørelser der siden er druknet i anklager og undersøgelser som svindel og korruption. 

Flyt dig, gamle klovn: Manden med det røde slips kan blive kompromis-kandidaten, der kan samle stemmer nok til at vise Sepp Blatter udgangen i FIFA's hovedkontor. (Foto: AP) Sport og Spil Prinsen der bør slå Blatter

Den unge prins fra Jordan er på ingen måde blandet ind i de smudshistorier. Han er først kommet med senere og har gjort noget af en kometkarriere i international fodbold. Her fremstår han som en ren mand, der siger de rigtige ting. Det har allerede givet ham mange venner i Europa, men han bliver ikke den eneste, der udfordrer Blatter.

Kandidater til præsidentposten skal melde sig inden 29. januar, og ud over prins Ali har også den den tidligere FIFA-ansatte, Jerome Champagne, meldt sig på banen. Champagne fungerede i sin tid i FIFA som Blatters personlige rådgiver, og han kan næppe samle ret megen opbakning. Han er i hvert fald ikke en mand, som europæerne står i kø for at støtte. I sær ikke efter at han for nylig i et interview med norske medier langede ud efter Michel Platini, som han beskyldte for at have været årsag til, at han for fem år siden blev smidt ud af FIFA. I øvrigt regnes Champagne af mange for stadig at være Blatters protegé.

Se også: Magtliderlig Blatter tromlede kongressen

Foruden de nu tre kendte kandidater går chileneren Harold Mayne-Nicholls og tæller på knapper. Han er rundt i verden for at søge opbakning, og finder han den, vil han sandsynligvis også melde sig som kandidat.

Det er FIFA's 209 medlemslande, som på kongressen i slutningen af maj skal vælge præsidenten.  Afrikas 54 medlemmer har allerede meddelt, at de vil stemme på Blatter. Det samme har præsidenten for Det Asiatiske Fodboldforbund, AFC, den modbydelige sheik Salman Al-Khalifa fra Bahrain. Det var manden, der fængslede sine egne landsholdsspillere og lod dem udsætte for tirtur. Det var også sheik Salman der som den første i verden opfordrede Sepp Blatter til at gå efter fire år mere.

I AFC er sheik Salman i åben krig med prins Ali, og udfaldet af det slag kan meget vel afgøre, hvem der bliver FIFA's næste præsident. Europa og Asien tæller tilsammen godt 100 lande, og det forventes, at de fleste af UEFA's medlemslande vil støtte prins Ali, med mindre Platini selv melder sig på banen i sidste øjeblik.

Det forventes også, at prins Ali kan hente mange stemmer fra landene i Nordamerika, Mellemamerika og Caribien, hvor Sepp Blatter ikke står i høj kurs.   

I prins Alis egen kreds var det forventet, at han først ville melde sig på banen om fire år, men i den seneste tid er han stået frem som reformator med stærke ønsker om at forny FIFA. I september i Manchester sagde han, at han håbede, at der ville komme en rigtig leder efter Blatter.

– Der skal gøres meget mere for græsrodsarbejdet, og indsatsen mod matchfixing skal intensiveres. Vi hører fra FIFA, at det går godt, fordi der er mange penge i kassen. Men penge er ikke alt. Vi er til for at tjene fodbolden i hele verden. Vi skal udvikle og forbedre os.

– Der er brug for reformer i FIFA. Der burde indføres regler for, hvor længe man kan sidde på posterne. Ikke kun præsidenten, men også medlemmerne af eksekutivkomiteen, sagde prinsen ved den lejlighed.

Han støtter kravet om, at Michael Garcias rapport om Qatar og Rusland skal offentliggøres i sin fulde længde, og her er han på bølgelængde med UEFA’s præsident Michael Platini og med fodboldledere i Caribien og Nordamerika.

Plus Blatters russiske forbindelser

Selv arbejder han for græsrods- og kvindefodbolden, hvilket kan være noget af en udfordring i en række af de muslimske lande. I 2012 etablerede han organisationen The Asian Football Development Project, AFDP, som netop arbejder for pige-, kvinde- og græsrodsfodbold i regionen. Projektet får støtte fra mange kanaler, blandt andet UEFA. Men ikke FIFA.

Siden oprettelsen har AFDP lavet pilotprojekter i Australien, Butan, Cambodja, Mongoliet, Burma, Taiwan, Vietnam, Indien, Irak, Palæstina, Tadsjikistan, Jordan og Syrien. Overalt har det drejet sig om at give børn og unge af begge køn mulighed for at spille fodbold.

Det er en flot mission og en verden, som ligger langt fra, hvor Sepp Blatter befinder sig. Han lever hele sit liv på første klasse, mødes kun med præsidenter og statsledere, og han skal helst have en orden eller en pris for at stille op. Til gengæld udskriver han millioner af dollar til de lokale fodboldpræsidenters egne projekter, så han kan sikre sig deres stemmer ved valget i maj.

Men det begynder at smuldre for Blatter, og med prins Ali på banen er der for første gang i mange år lagt op til et regulært kampvalg i FIFA. Måtte det blive enden på Blatters regime.


I dette videoklip kan du se prins Ali og Sepp Blatter mødes (video: AP/SNTV)

0 kommentarer
Vis kommentarer
Mest læste i sport
Seneste i sport
Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere