Sædet brænder under Blatter

FIFA-skandalen vokser i omfang og nu rettes søgelyset for alvor mod den siddende præsident 

Blatter har god grund til bekymring. (Foto: AP)
Blatter har god grund til bekymring. (Foto: AP)

SELV OM både FBI og det schweiziske politi siden maj har endevendt FIFA i alle ender og kanter, så er de to myndigheder alligevel ikke nået halvvejs i efterforskningen. Det vil sige, at det, som i forvejen er sportshistoriens største skandale, risikerer at vokse til et nærmest ufatteligt omfang.

Det var den schweiziske statsanklager, Michael Lauber, som tidligere i dag på et fælles pressemøde med sin amerikanske kollega, Loretta Lynch, sammenlignede efterforskningen med en fodboldkamp på 90 minutter.

- Vi er endnu ikke nået til pausen, sagde den pænt gråhårede schweizer, som er i gang med sit livs største opgave.

Indtil videre har FIFA-skandalen udløst 14 sigtelser for skattesvindel, korruption og pengevask og til et samlet beløb på omkring en milliard kroner. 13 af de 14 er fængslet og oven i kommer så fire personer, som har tilstået og som i dag mere eller mindre samarbejder med myndighederne.

STADIG ER FIFA's præsident Sepp Blatter ikke direkte nævnt i de mange anklager, men sædet begynder at brænde under den 79-årige schweizer, som har meddelt, at han stiller sit mandat til rådighed på en ekstraordinær kongres i FIFA den 26. februar.

Se også: Undersøgelse af FIFA-korruption er langt fra færdig

I weekenden kunne schweizisk tv afsløre, at Blatter i 2005 på vegne af FIFA solgte tv-rettighederne til VM i 2010 og 2014 til visning i Caribien til sin gamle ven, FIFA's daværende vicepræsident, Jack Warner fra Trinidad Tobago.

Blatter var venlig og solgte rettighederne for 600.000 dollar, knap fire millioner kroner. Warner overførte rettighederne til sit eget selskab, og videresolgte dem for et sted mellem 100 og 130 millioner kroner. Blatter havde altså solgt langt under markedsprisen, og det må man ikke.

I mere end 30 år hang Blatter og Warner sammen som ærtehalm. Blatter skulle bruge de mange caribiske stemmer for at sikre sine genvalg som præsident, og Warner var leveringsdygtig. Men han tog sig åbenbart også godt betalt.

Se også: Derfor frygter Blatter kun FBI

I dag er Warner blandt de 14, som er sigtet af FBI. Samtidig er schweizisk politi ved at undersøge, om Blatter har handlet imod lovens bogstav. I følge den schweiziske juraprofessor, Mark Pieth, som tidligere har arbejdet for FIFA, kan myndighederne rejse en straffesag mod Blatter.

HVERKEN Michael Lauber eller Loretta Lynch ville på pressemødet i dag kommentere på enkeltpersoner. Men vi fik dog at vide:

  • at det schweiziske politi har ransaget en række lejligheder og huse i alperne. Ejendomme som har forbindelse til FIFA-personer. Investeringer i huse og lejligheder kan sløre pengevask, sagde Michael Lauber.
  • at schweizisk politi undersøger bevægelserne på 121 bankkonti.
  • at schweizisk politi under ransagninger i FIFA har rodet i computerne og beslaglagt 11 terrabite materiale. Det er vist ret meget.
  • at FBI's efterforskning hele tiden vokser i omfang
  • at FBI kommer til at rejse flere sigtelser. Mod både personer og organisationer.

Se også: FCK-profil: Vi kan ikke være VM i Qatar bekendt

SAMTIDIG med det voldsomme politiarbejde er FIFA ved at gøre klar til præsidentvalg. Kandidater kan melde sig frem til den 26. oktober. Indtil videre har vi et felt på ni personer. Kun sydkoreaneren Chung Mong-joon, en gammel kending i FIFA, har endnu fremlagt et program. Det var tyndt, og han indtager stadig kun en outsiderrolle.

UEFA's præsident Michel Platini er stadig den helt store favorit. Han har samlet alle UEFA's medlemmer omkring sig i disse dage på Malta, hvor det forventes, at han for første gang vil fortælle, hvad han vil stille op med FIFA, hvis han tager over efter Blatter.

Men forventningerne er ikke store. Platini er blot en kopi af Blatter, som i sin tid trak franskmanden ind i FIFA's cirkler. Og der er foregået rigtig meget snavs. En kultur som Platini indtil videre ikke har gjort noget for at ændre.  

 

Fakta om FIFA-gate

December 2010: På en og samme dag beslutter FIFA’s eksekutivkomite at tildele Rusland VM i 2018 og Qatar i 2022. Det skete kun få dage efter, at BBC havde afsløret at tre medlemmer af eksekutivkomiteen, Nicolas Leoz, Issa Hayatou og Ricardo Teixeira havde modtaget bestikkelse tilbage i 90’erne

Februar 2011: Eksekutivmedlemmerne Amos Adamu og Reynald Temarii bliver udelukket fra al fodbold i tre år. De blev afsløret som korrupte af Sunday Times.

Maj 2011: FIFA suspenderer præsidentkandidaten Mohamed Bin Hammam fra Qatar på grund af anklager om bestikkelse og korruption. Samtidig indleder FIFA en undersøgelse af vicepræsidenten Jack Warner fra Trinidad Tobago.

Maj 2011: Qatar afviser alle anklager om at have købt sig til VM 2022. Sheikerne siger, de er blevet trukket gennem mudderet helt uden grund.

Juni 2011: Bin Hammam udelukkes fra al fodbold på livstid. Jack Warner trækker sig fra FIFA, inden undersøgelsen er færdig.

Juli 2012: FIFA kan ikke længere sidde anklagerne om korruption overhørigt. Den tidligere statsanklager i New York, Michael Garcia, bliver ansat til at efterforske tildelingen af VM-slutrunderne til Rusland og Qatar.

Juni 2014: Sunday Times fortæller, at avisen har modtaget tusindvis af dokumenter, som beviser, at Bin Hammam har købt VM-slutrunden i 2022 til Qatar.

September 2014: Garcia færdiggør sin 430 sider lange rapport om korruptionsanklagerne. Rapporten sendes til FIFA.

November 2014: FIFA’s egen dommer, Hans-Joachim Eckert, offentliggør et 42 sider langt resume af Garcias rapport. Dommeren når frem til, at Rusland og Qatar kun i mindre tilfælde har forbrudt sig mod de etiske regler. De kan beholde deres slutrunder.

November 2014: Garcia kalder Eckerts resume for fordrejet og ufuldstændigt og appellerer dommerens konklusioner.

December 2014: Garcia taber sin appelsag og trækker sig øjeblikkeligt som FIFA’s efterforsker. Han siger ved samme lejlighed, at FIFA lider under manglende lederskab, og at han ikke alene kan ændre kulturen i fodboldens verdensforbund.

December 2014: FIFA’s eksekutivkomite fortæller, at de vil offentliggøre en større del af Garcias rapport. Det er stadig ikke sket.

Maj 2015: FBI rejser tiltale mod 14 personer - herunder ni ledende FIFA-folk for omfattende svindel og korruption. Syv FIFA-officials blev 27. maj anholdt i Zürich.

De anholdte personer er tiltalt for at have modtaget mere end en milliard kroner i bestikkelse.

De syv anholdte i Schweiz er:

1) Jeffrey Webb, Cayman Islands. Vicepræsident i FIFA.

2) Eugenio Figueredo, Uruguay. Tidligere præsident for Uruguays fodboldforbund og tidligere CONMEBOL-præsident.

3) Eduardo Li, Costa Rica. Medlem af FIFA's eksekutivkomite.

4) Julio Rocha, Nicaragua. Udviklingsofficer i FIFA og tidligere præsident for det centralamerikanske fodboldforbund.

5) Costas Takkas, Cayman Islands. Attaché for CONCACAF's præsident.

6) Rafael Esquivel, Venezuela. Præsident for Venezuelas fodboldforbund og eksekutivmedlem i CONMEBOL.

7) José Maria Marin, Brasilien. Tidligere præsident for det brasilianske fodboldforbund og tidligere guvernør i São Paulo.

Nicolás Leoz, Paraguay, tidligere medlem af FIFA’s eksekutivkomite og Jack Warner, Trinidad Tobago, tidligere vicepræsident i FIFA er også tiltalt i sagen.

Maj 2015: De schweiziske myndigheder indleder en undersøgelse i forbindelse med tildelingen af VM-værtsskaberne til Rusland og Qatar. FIFA's hovedkvarter endevendes for elektronisk data og dokumenter.

Maj 2015: Sepp Blatter genvælges som præsident for FIFA. Han slår prins Ali fra Jordan ved afstemningen.

Juni 2015: Sepp Blatter indkalder til pressemøde og meddeler, at han stiller sit mandat til rådighed på en ekstraordinær kongres 26. februar næste år.

Juli 2015: FIFA’s eksekutivkomite nedsætter en reformkomite, som skal ledes af den 77-årige schweiziske advokat, Francois Carrard.

August 2014: Den schweiziske statsanklager meddeler, at han har modtaget 103 rapporter om mistænkelige pengeoverførsler med relation til tildelingen af VM til henholdsvis Rusland og Qatar.

September 2015: Generalsekretær i FIFA, Jérôme Valcke, bliver suspenderet. Han bliver undersøgt af FIFA's etiske komité for en række forhold - senest beskyldningen om, at han har været med til at arrangere salg af VM-billetter til overpris mod selv at få del i profitten.

September 2015: Den schweiziske statsanklager rejser sag mod Sepp Blatter for at have handlet illoyalt over for FIFA. Han har solgt tv-rettigheder langt under markedsprisen til sin tidligere vicepræsident Jack Warner. Desuden har han i 2011 udbetalt knap 14 millioner til Michel Platini for arbejde, som Platini angiveligt udførte for FIFA fra 1999 til 2002.

September 2015: Platini afhøres og betragtes af statsanklageren som en person, der svæver mellem at være vidne og være anklaget.

Oktober 2015: Fire af FIFA's hovedsponsorer, Coca-Cola, McDonald, Visa og Budweiser opfordrer på én og samme dag Sepp Blatter til at trække sig straks. Gennem sin amerikanske advokat afviser Blatter ønsket.

FIFA's juridiske kammer suspenderer præsident Sepp Blatter, UEFA-præsident Michel Platini og FIFA-generalsekretær Jerome Valcke i 90 dage. Præsidentkandidaten Chung Mong-joon fra Sydkorea udelukkes i seks år fra al fodbold.  

18 kommentarer
Vis kommentarer