Seje piger bag fynsk fodboldtriumf

En raket på højrekanten stod bag 1-0-sejren i Ekstra Bladets skolefodboldturnering

Fynsk jubel efter Mie Jensens flotte scoring. (Foto: Claus Bonnerup)
Fynsk jubel efter Mie Jensens flotte scoring. (Foto: Claus Bonnerup)

Pigernes finale i Ekstra Bladets Skolefodboldturnering bliver altid imødeset med en vis forventning. Er niveauet hævet? Hvordan er den tekniske udvikling? Hvordan med det taktiske.

Lad det være sagt med det samme. Årets finale mellem Kroggårdsskolen fra Odense-forstaden Næsby og Engholmskolen fra Allerød var på de fleste parametre en af de bedre i mange år.

Det var til at se, at vi havde at gøre med piger, som spiller fodbold til dagligt. Tidligere års Bambi-på-glatis-attituder var der ikke mange af. 

Både teknisk og taktisk fungerede det fint på begge hold, og de var utroligt godt indstillede på hinanden. Selv om Allerød-pigerne havde en fordel i det rent fysiske, så formåede de alligevel kun sjældent at tiltvinge sig et overtag i kampen. To påpasselige forsvar gjorde, at det blev en meget chancefattig omgang.

Se også: Sådan kan du følge finalerne

I første halvleg var det kun Kroggårdsskolens ihærdige højrekant, Sarah Ølgaard, som formåede at skabe farlige situationer. Unge Ølgaard, som arbejdede hårdt begge veje, læste spillet flot og kom flere gange imellem Engholmskolens lidt langsomme opspil.

Og når den fynske fløj først havde opsnappet bolden, kendte hun kun en vej. Direkte mod baglinien og undervejs viftede hun både en og to modspillere af vejen. Desværre blev hendes flade indlæg ikke altid behandlet med samme høje klasse.

Engholmskolen havde nok bolden meget, men de var meget sjældne gæster hos det fynske forsvar.  Som en konsekvens af de manglende gennembrudsmuligheder forsøgte spillerne fra Allerød sig i stedet med skud fra distancen. Et udmærket våben, men præcisionen manglede, og derfor blev Louise Jensen i det fynske mål kun få gange sat på prøver.

Nyheder - 30. apr. 2015 - kl. 14:00 TV: Se stemningen på stadion

I øvrigt var det en fornøjelse at se, hvordan begge målvogtere også mestrede spillet med fødderne. Ikke noget med at losse væk i panik. I stedet blev bolden spillet fornuftigt rundt.       

I løbet af anden halvleg forsøgte Engholmskolen med deres bedre fysik at fastholde spillet omkring det fynske felt. Det lykkedes i perioder og med ganske flot positionsspil. Men rigtig farligt blev det aldrig. Dertil var spillet for lidt direkte.

Så var der straks anderledes drev i spillet, når fynboerne slog kontra. Og selvfølgelig var det den arbejdsivrige Sarah Ølgaard, der fremtvang kampens afgørelse. Knap et kvarter før kampens afslutning gik hun endnu engang til baglinien. Det udløste et hjørnespark, som forsvarskrumtappen, Mie Jensen, sikkert headede ned i det ene målhjørne.

Desværre blev den tætte kamp skæmmet af et uheld, hvor Engholmskolens anfører, Natasha Bugge, efter en tackling røg heldigt ned og tilsyneladende fik et vrid i nakken.

Helhedsindtrykket er dog stadig at de to hold leverede en meget intens og til tider velspillet kamp, som fynboerne vandt, fordi de formåede af skabe kampens få reelle muligheder.

Nyheder - 30. apr. 2015 - kl. 19:33 Minut for minut: Guld til Kroggård og Skovbo

2 kommentarer
Vis kommentarer
Mest læste i sport
Seneste i sport
Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere