Skæbnetime for Gudmundur og Wilbek

Presset er voldsomt på landstræneren inden aftenens OL-kvalifikationskamp mod Kroatien i Boxen i Herning

Nu er presset for alvor på Gudmundur Gudmundsson. Foto: Ernst Van Norde
Nu er presset for alvor på Gudmundur Gudmundsson. Foto: Ernst Van Norde

VI NÆRMER os hastigt skæbnetimen for Gudmundur Gudmundsson og det danske landshold. Og for den sags skyld også for sportschefen, den kommende borgmesterkandidat i Viborg, Ulrik Wilbek. For det var som bekendt Wilbek, der opfandt islændingen som dansk landstræner.

OL-kvalifikationen i denne weekend må ikke glippe, for ellers er Danmark pludselig bombet langt tilbage i rækkerne. Også mentalt. Vores selvforståelse er stadig sådan, at vi bør spille med om medaljerne ved hver eneste slutrunde. Det formåede vi ikke ved VM i Qatar i 2015 og ej heller ved januars EM i Polen.

HER BLEV vi overhalet af både Kroatien og Norge, de to nationer vi i Herning skal fægte med for at komme til OL i brasilianske Rio i august. Turneringens fjerde hold, Bahrain, er kun med som det tynde øl.

Glipper OL-kvalifikationen, kan det resultere i en fyring. (Foto: AP) Håndbold - 8. apr. 2016 - kl. 10:20 Kl. 22 lørdag kan han være fyret

Den ene gode nyhed fra Boxen i aftes er, at stort set alle trænede med. Også de ellers sønderslidte Kasper Søndergaard og Henrik Møllgaard. Dynamitstangen Michael Damgaard var dog kun på skånekost, fordi han følte sig lidt sløj.

Artiklen fortsætter under billedet.

Husk nu parader i forsvaret. Foto: Ernst Van Norde
Husk nu parader i forsvaret. Foto: Ernst Van Norde
 

Den anden gode nyhed er, at der er udsolgt i Boxen til kampene mod Kroatien i aften og Norge i morgen. Det vil sige 12.000 tilskuere, og Danmark har brug for massiv opbakning i forsøget på at undgå de uforståelige nedbrud, som vi oplevede ved EM i Polen. Her havde Danmark alle muligheder for at spille sig frem til de sjove kampe, men gik i stedet i stå mod både Sverige og Tyskland.

GENERALPRØVEN i lørdags i Tyskland var bortset fra de første ti minutter en rædselsfuld oplevelse. Så lavt et bundniveau havde jeg ikke i min vildeste fantasi tiltroet det danske landshold. Intet fungerede i hverken forsvar eller angreb. Til tider var det direkte pinligt. Især med tanke på det potentiale, som holdet råder over. Bevares vi var uden Mikkel Hansen og Henrik Møllgaard, men det kan ikke bruges som en undskyldning for den generelt svage indsats.

Artiklen fortsætter under billedet.

Wilbek har talt Gudmundur træt. Foto: Ernst Van Norde.
Wilbek har talt Gudmundur træt. Foto: Ernst Van Norde.
 

Et OL i Rio uden dansk deltagelse i håndboldturneringen vil være en fiasko. Så enkelt er det. For Gudmundur Gudmundsson vil det formentlig betyde, at han skal ud og finde et andet arbejde. Nu har han haft to slutrunder til at løfte holdet og præge det med sine ideer. Der har været rigtig gode kampe undervejs, men holdet har ikke leveret på et stabilt højt niveau. Hvad værre er, så har vi mistet evnen til at afgøre de helt tætte kampe til vores egen fordel.

Efter træningen i aftes i Boxen sagde landstræneren, at netop den del - og det mentale - har truppen brugt mange samtaler på. Gudmundsson har arbejdet på at forberede spillerne bedre til kampene, netop fordi de fleste opgør i dag er meget tætte og ofte bliver afgjort med blot et enkelt mål.

Se også: Gudmundur overrasker: Sender målmand ud af OL-truppen

JEG FORUDSER meget tætte opgør mod Kroatien og Norge. Det er i den slags kampe, hvor vi forventer, at Mikkel Hansen og Niklas Landin gør forskellen. Vores to verdensstjerner. Mikkel Hansen havde ikke noget fantastisk EM og mod Sverige tabte han den duel om bolden, der måske var afgørende for, at vi ikke vandt det opgør. Men siden har Mikkel Hansen leveret store kampe for sin franske klub, PSG, og på samme måde har Niklas Landin været en afgørende faktor for Kiel.

Nu skal de også levere på landsholdet. For nu er det den onde lyne mig alvor. For Gudmundsson, Landin, Mikkel Hansen og for hele den danske håndboldnation. OL må vi ikke kikse.

Husk, du kan følge Danmark-Kroatien LIVE her hos Ekstra Bladet i aften.

3 kommentarer
Vis kommentarer

Skærm

Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere