Slyngler slås om magtfulde poster i UEFA

Allan Hansen stopper samtidig med, at 13 mand på kongressen i Helsinki skal kæmpe om otte pladser i den vigtige eksekutivkomite  

Allan Hansen takker af i UEFA, og der bliver hård kamp om at overtage hans plads. Foto: Tariq Mikkel Khan.
Allan Hansen takker af i UEFA, og der bliver hård kamp om at overtage hans plads. Foto: Tariq Mikkel Khan.

NÅR UEFA afholder kongres i Helsinki i begyndelsen af april, vil interessen især samle sig om valget til forbundets magtfulde eksekutivkomite. Her sidder den tidligere DBU-formand Allan Hansen i dag som repræsentant for Danmark, men hans tid løber ud nu.

MAN KAN roligt sige, at samlingen i den finske hovedstad bliver en form for store skiftedag. Der skal vælges hele otte medlemmer til ekskutivkomiteen, og 13 kandidater har meldt sig på banen. Heraf er kun tre gengangere. Og det er unægtelig en broget flok af blandt andet slyngler og lykkeriddere, som de 55 medlemslande kan vælge imellem. Samtidig er der lagt op til et storpolitisk opgør mellem øst og vest, hvor Rusland spiller en hovedrolle fra kulissen.

SIDSTE ÅR blev sloveneren Aleksander Ceferin valgt som ny præsident for UEFA som afløser for den korruptionsdømte Michel Platini. Ceferin blev båret frem af en særegen alliance bestående af de nordiske lande på den ene side og en russisk styret koalition på den anden.

AKTIONEN var nøje planlagt, således at de nordiske lande med DBU's formand Jesper Møller i spidsen først meldte deres støtte ud til Ceferin, hvor efter den daværende russiske sportsminister, Vitaly Mutko oplyste, at han havde 13 lande bag sig, som også støttede Ceferin. Og så var det valg afgjort. Modkandidaten, hollandske Michael Van Praag, fik ikke et ben til jorden.

Artiklen fortsætter under billedet

Aleksander Ceferin vandt en jordskredssejr ved UEFA-valget. Foto. Tariq Mikkel Khan
Aleksander Ceferin vandt en jordskredssejr ved UEFA-valget. Foto. Tariq Mikkel Khan
 

I FØLGE det norske fodboldmagasin Josimar, havde de nordiske lande forlangt noget til gengæld for deres støtte til Ceferin. Flere uafhængige kilder oplyste i september sidste år til magasinet, at den svenske fodboldpræsident Karl-Erik Nilsson skulle være blevet lovet en plads i UEFA's eksekutivkomite fra 2017.

NILSSON skulle også være stillet i udsigt, at han vil blive en af UEFA’s nye vicepræsidenter. Desuden var Norden blevet lovet fodbold-EM i enten 2024 eller 2028, hvis de ønsker det. Alt sammen som tak for at de var de første til at offentliggøre deres støtte til Ceferin. Beslutningen om hvem der skal arrangere EM i 2024 vil formelt blive taget på kongressen i Helsinki.

DET FORVENTES, at Tyskland løber med EM i 2024, mens et eller flere af de nordiske lande kan komme i betragtning i 2028. Men tilbage til Karl-Erik Nilsson. Jep, han er blandt de 13 kandidater til en post i UEFA's eksekutivkomite, og ja, han har også mulighed for at blive en af de nye vicepræsidenter.    

MEN svenskeren er oppe mod nogle kedelige typer, herunder folk, som har været en del af Michel Platinis entourage. Det gælder blandt andet Polens tidligere stjerne, Zbigniew Boniek. Han har været en ivrig forsvarer for Platini, også efter at det blev kendt, at Platini uretmæssigt havde modtaget et stort millionbeløb fra FIFA's daværende præsident, Sepp Blatter.

EN ANDEN kedelig person er cyprioten Marios Lefkaritis, som har sæde i både UEFA og FIFA. Lekaritis bliver undersøgt af det amerikanske forbundspoliti FBI  og af schweizisk politi for sin deltagelse i den afstemning i FIFA's eksekutivkomite, som i december 2010 betød, at Rusland fik VM i 2018 og slavestaten Qatar i 2022.

Artiklen fortsætter under billedet

Cyprioten Lafkaritis er en broget figur, som efterfoprskes af FBI. Foto: AP
Cyprioten Lafkaritis er en broget figur, som efterfoprskes af FBI. Foto: AP
 

LEFKARITIS stemte på Qatar som VM-vært i 2022. Efterfølgende solgte han et stykke land på Cypern til Qatar for det seksdobbelte af, hvad han selv havde givet for det. 250 millioner kroner lød salgsprisen på. Lefkaritis stemte på Rusland som vært for VM i 2018. Senere lavede han en god handel med den russiske energigigant, Gazprom. Hans russiske kollega i både UEFA og FIFA er Vitaly Mutko, og Cypern var et af de 13 lande, som stod bag Mutkos valgkampagne for Aleksander Ceferin.

HVIS cyprioten bliver genvalgt til UEFA's eksekutivkomite, kan det kun skyldes, at han bliver støttet af den russiske koalition. Det samme gør sig gældende for to af de øvrige kandidater i feltet. Det drejer sig om den kazakstanske oliemilliardær, Kairat Boranbayev og generalsekretæren i Aserbajdsjans fodboldforbund, Elkhan Mammadov.

RUSLAND stiller ikke selv med en kandidat til UEFA's eksekutivkomite. I stedet går russerne efter at få genvalgt Vitaly Mutko som en af UEFA's repræsentanter i FIFA's bestyrelse, det såkaldte Counsil. Det valg skal også foregå på kongressen i Helsinki, hvis altså Mutko bliver fundet egnet.

HAN ER i dag vicepremierminister i Rusland og samtidig præsident for det russiske fodboldforbund. Men han er også under anklage for som tidligere sportsminister at være en af hovedpersonerne i den store russiske dopingskandale, som er blevet afsløret i de såkaldte McLaren rapporter.

AT MUTKO ikke for længst er blevet smidt på porten er i sig selv en skandale. Men hvis han i Helsinki bliver genvalgt som UEFA's repræsentant i FIFA, så siger det alt om sundhedstilstanden blandt jakkesættene i international fodbold. Jeg frygter, at det står rigtig slemt til.   

Se også: UEFA og FIFA i beskidt magtkamp

Se også: DBU-formand overrasket over plads i FIFA

14 kommentarer
Vis kommentarer

Skærm

Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere