Spansk finale på vej til blodigt arabisk diktatur

Samme dag som Saudi-Arabien henrettede 37 personer tilbød de at købe den spanske Supercupfinale de næste seks år

Spanske klubber har før mødt hinanden uden for Spanien. Her er det El Clasisco i Miami i 2017. Og det var helt sikkert godt betalt. Foto: Ritzau
Spanske klubber har før mødt hinanden uden for Spanien. Her er det El Clasisco i Miami i 2017. Og det var helt sikkert godt betalt. Foto: Ritzau

SAMME DAG som Saudi-Arabien henrettede 37 personer, herunder tre under 18 år, kunne den spanske sportsavis, Marca, fortælle, at den spanske Supercup de næste seks år efter al sandsynlighed skal spilles i netop Saudi-Arabien.

I FØLGE det spanske medie har Saudi-Arabiens regering tilbudt årligt at betale 225 millioner kroner for at være vært for Supercuppen, som er et opgør mellem den spanske mester og vinderen af den spanske pokalturnering.

DET ER ikke første gang det blodige og menneskeforagtende styre i Saudi-Arabien er ude med den store pengepung for at lokke europæiske klubber til landet. I januar i år var det den italienske Supercup mellem Juventus og AC Milan, der blev afviklet på King Fadh International Stadium. Det betalte Saudi-Arabien angiveligt 150 millioner kroner for.

DE TO italienske storklubber havde ingen betænkeligheder ved at stille op, selv om det saudiske styre på det tidspunkt var under kraftig international kritik på grund af det brutale mord på systemkritikeren Jamal Khashoggi.

Artiklen fortsætter under billedet...

Jamal Khashoggi blev slagtet på det saudiarabiske konsulat i Tyrkiet. Foto: AP
Jamal Khashoggi blev slagtet på det saudiarabiske konsulat i Tyrkiet. Foto: AP
 

DET SPANSKE fodboldforbund tager i slutningen af denne måned endelig stilling til tilbuddet fra Saudi-Arabien. Forbundets præsident, Luis Rubiales, bekræftede i går forhandlingerne med saudierne, men det vil unægtelig klæde spanierne, hvis de vender tommelfingeren nedad.

SÅDAN TROR jeg desværre ikke det går. De store spanske klubber har i mange år plejet omgang med pengestærke kræfter i de mellemøstlige diktaturer, og der er da heller ingen spanske fodboldledere, som har protesteret, siden Marca lancerede nyheden i tirsdags.

DER ER ellers mange grunde til at sige nej. Amnesty International fortalte tirsdag om massehenrettelsen af 37 personer. Blandt de dræbte var Mutjaba al-Sweikat. Han blev arresteret i King Fahd Internationale Lufthavn, på vej til Western Michigan University i USA, hvor han skulle studere. Han var 17 år, han blev blev lagt i lænker, og dermed strider henrettelsen af ham mod alle internationale regler.

DET BLÆSER det saudiske styre på. Totalt har Saudi-Arabien henrettet 104 personer i år. I følge Amnesty er mange af sagerne fabrikerede anklager, hvor de nu henrettede har indrømmet deres skyld efter langvarig tortur. Flere af de dræbtes brøde er, at de har deltaget i demonstrationer mod regimet. I følge CNN blev en af de dømte korsfæstet, mens to af de henrettede i følge Al Jazeera efterfølgende blev hængt op på pæle til skræk og advarsel for andre.

Artiklen fortsætter under billedet...

Saudi-Arabiens kronprins Mohammed bin Salman, som her ses sammen med FIFA's præsident Gianni Infantino og Ruslands Vladimir Putin, er manden bag de saudiske fodboldplaner. Bin Salman kaldes både skør og farlig. Foto: Ritzau
Saudi-Arabiens kronprins Mohammed bin Salman, som her ses sammen med FIFA's præsident Gianni Infantino og Ruslands Vladimir Putin, er manden bag de saudiske fodboldplaner. Bin Salman kaldes både skør og farlig. Foto: Ritzau
 

DEN MULIGE alliance mellem Saudi-Arabien og det spanske fodboldforbund vil blot være seneste eksempel på at grådige europæiske fodboldledere er parat til at lade sig købe af mellemøstlige sheiker, som vil bruge fodbolden til at skaffe sig et bedre omdømme. 

VI HAR set det i flere tilfælde med Qatar, og vi har set det med De Forenede Arabiske Emirater, som sponserer mange klubber, og som ejer Manchester City. Saudi-Arabien vil have samme indflydelse, og der har længe verseret rygter om, at de er på udkig efter en stor engelsk klub i Premier League. 

OMVENDT ønsker de store europæiske klubber at udvide deres forretning til nye kontinenter. Om få år er det næppe kun Supercup-finaler der bliver spillet uden for Europa. Det vil sikkert også ske med Champions League-kampe.

I USA drømmer den 78-årige multimilliardær Stephen M. Ross, som ejer NFL-holdet Miami Dolphins, om at afvikle europæiske klubkampe på amerikansk jord.

SIDSTE ÅR lavede Ross en aftale med La liga-præsidenten Javier Tebas om at spanske ligakampe kan spilles i USA. Den første kamp skulle have været afviklet i år mellem FC Barcelona og Girona, men FC Barcelona har hidtil blokeret aftalen. Klubben vil dog ikke afvise at spille i USA på et tidspunkt. Det er sikkert, når pengene er store nok.

UNDER ALLE  omstændigheder har Stephen M. Ross de næste 15 år rettighederne til at markedsføre La Liga i USA og Canada. 

KLUBBER i Premier League har også vist interesse for at spille kampe i USA. Men efter kraftige protester fra fans trak de følehornene til sig. Nu kan man håbe, at spanske fangrupper vil reagere på samme måde i forhold til den spanske supercup i Saudi-Arabien.

Se også: Håbløst, DBU!

Se også: Nu begynder global fodboldkrig

Se også: Bestikkelses-skandale koster fodboldboss dyrt

39 kommentarer
Vis kommentarer

Skærm

Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere