Stop benspændene og støt landsholdet

Landsholdet skal have de bedste betingelser frem mod EM - det er vores flagskib

Morten Olsen oplever en del forhindringer for tiden. Foto: Lars Poulsen
Morten Olsen oplever en del forhindringer for tiden. Foto: Lars Poulsen

Landsholdet er på vej til EM-slutrunden i Frankrig næste sommer, og vores U21-landshold imponerer i Tjekkiet, hvor det forhåbentligt bliver til en plads i finalen på tirsdag. Der er altså grund til at glæde sig over dansk fodbold, men der er en sten i fodboldstøvlen.

Morten Olsen får de dårligste forberedelser nogensinde, hvis vi skal til Frankrig om et lille år. De gode mennesker, som laver programmet for Superligaen, har ikke taget højde for, at Danmark kan kvalificere sig til EM-slutrunden. Derfor spilles sidste runde i Superligaen blot 12 dage før det går løs i det franske.

Det siger sig selv, at det ikke er optimale betingelser for vores landstræner. Aldrig før har han haft så kort tid til at ruste sig selv og sit hold til en slutrunde.

Hvorfor bliver det så ikke lavet om? Det kan ikke lade sig gøre, siger Claus Thomsen direktør i Divisionsforeningen. Han hævder, at der er mange datoer i foråret, hvor FIFA og UEFA dikterer, at der ikke må afvikles kampe i Superligaen.

Det argument køber jeg gerne, men selvfølgelig kan der findes en løsning, der tilgodeser alle parter. Det kræver blot noget velvilje, men det er mit indtryk, at Morten Olsen for tiden ikke møder meget af den slags fra lederne i dansk fodbold.

Se også: Olsen får historisk dårlige forberedelser til EM

Han har åbenbart pisset på nogens sukkermad. I hvert fald oplever han i sin sidste kontraktperiode en lang række benspænd fra fodboldens bosser. Blandt andet aflysningen af Ligalandsholdets tur. Men både i DBU og i Divisionsforeningen bør de skrive sig bag øret, at det ikke er Morten Olsens landshold.

Det er vores alles landshold, og nu hvor vi igen kan tro på, at holdet kan levere gode resultater, er det da tåbeligt ikke at yde den maksimale støtte.

I en tid hvor klubholdene har svært ved at begå sig internationalt, er det de to landshold, der er med til at fastholde interessen for spillet. Det er også via landsholdene, at klubberne i Superligaen for alvor kan få markedsført deres spillere.

Helt aktuelt kan jeg nævne navne som Rasmus Falk fra OB og Jens Jønsson fra AGF. Deres værdi er steget betragteligt efter kampene i Tjekkiet.

Ja, der bliver mange udfordringer næste sommer, hvor landsholdet forhåbentligt skal spille med om EM-titlen, og hvor U21-drengene i august skal til OL i Rio. Det er også en lang turnering og så i et land, hvor der kræves en række dage til akklimatisering.

Vi, der elsker fodbold, kan med god grund stille krav til alle parter om at finde de bedste løsninger for klubberne og for de to landshold.

Hvis vi skal til Frankrig, er løsningen ligetil. Superligaen kan begyndte forårssæsonen en uge tidligere, altså omkring den 20.-21. februar, i stedet som planlagt den 27.-28. februar. Sværere behøver det ikke at være.

OL i Rio afvikles fra 30. juli til 15. august. Med optimale forberedelser betyder det, at klubberne kommer til at afgive deres spillere i en hel måned, hvor Superligaen ellers vil være i fulde omdrejninger. Og i samme periode spilles det også kvalifikationskampe til de europæiske klubturneringer.

Jeg er sikker på, at Claus Thomsen og Divisionsforeningen i samarbejde med DBU og den tids landstrænere vil finde den bedste løsning for alle parter. Det skal de jo. Det er deres job.

14 kommentarer
Vis kommentarer
Mest læste i sport
Seneste i sport
Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere