Trist dag for international idræt: Hvad gør Kronprinsen og IOC nu?

Kronprins Frederik og IOC er på herrens mark, efter at 28 russere har fået annulleret deres livstidsstraffe

Kronprins Frederik sammen med IOC-præsidenten Thomas Bach. De har igen forpasset muligheden for at gøre op med det russiske dopingsvineri. Foto. Lars Poulsen
Kronprins Frederik sammen med IOC-præsidenten Thomas Bach. De har igen forpasset muligheden for at gøre op med det russiske dopingsvineri. Foto. Lars Poulsen

DET SKAL ikke udelukkes, at der stadig findes naive sportsledere, endda også med dansk pas, som tror, at kampen mod doping kan vindes. Hvem ved, måske vores royale medlem af Den Internationale Olympiske Komite, hører til de sidste dages troende? Og dog. Selv kronprins Frederik kan vel ikke lukke øjnene for sportens kræftbyld. Selv om han er god til at lade som om.

TORSDAG BLEV endnu en trist dag for international idræt og især for IOC, som igen befinder sig i uvejsomt terræn på herrens mark. Andre vil måske sige, at IOC er taget med bukserne nede. Den internationale sportsdomstol, CAS, annullerede sanktionerne mod 28 russiske vintersportsudøvere, som ellers af IOC var udelukket på livstid på grund af doping ved vinterlegene i Sochi i 2014.

CAS FANDT ikke beviserne mod de 28 stærke nok. Sagerne mod 11 andre russere blev dog opretholdt. De er stadig udelukket for livstid. CAS har behandlet sagerne individuelt, og har således ikke taget hensyn til de mange rapporter fra både IOC og WADA, Det Internationale Dopingagentur, om systematisk statsstyret doping i russisk idræt.           

I DET store billede har kendelserne fra CAS egentlig ikke den store betydning. Men fordi IOC i flere omgange desværre har undladt at gribe håndfast ind over for russerne, får sagerne fra CAS alligevel lov til at spille en rolle. IOC skulle selvfølgelig have udelukket Rusland fra OL i Rio i 2016. Præcis på samme måde som ingen russiske atleter burde have haft lov til at stille op ved de kommende vinterlege i Pyeongchang i Sydkorea.

DE RUSSISKE ledere, herunder præsident Putin, har aldrig erkendt eller indrømmet, at mere end 1000 russiske idrætsudøvere har været underlagt et systematisk og statsstyret dopingprogram. Og hvorfor skulle de også det? Svineriet for ingen konsekvens. IOC forhindrer ikke 168 russere i at stille op i næste uge i Pyeongchang. Der er stort set lige så mange russere, som deltog ved legene i Sochi for fire år siden. Denne gang må de ganske vist ikke stille op under det russiske flag, men alle ved jo, hvem de er. Og vi kan ikke være sikre på, at de ikke er dopede.

Artiklen fortsætter under billedet

Putin og hans daværende sportsminister Vitaly Mutko ved legene i Sochi i 2014. Mutko er senere blevet forfremmet til vicepremierminister. Foto: AP
Putin og hans daværende sportsminister Vitaly Mutko ved legene i Sochi i 2014. Mutko er senere blevet forfremmet til vicepremierminister. Foto: AP
 

DE SENESTE ugers afsløringer i tyske tv har vist, hvor let det stadig er at snyde med dopingprøverne. De forseglede flasker kan åbnes og lukkes igen, uden at nogen opdager det, og som altid lader det til, at snyderne er langt foran kontrollen. Det har den russiske whistleblower og tidligere leder at antidopingkontrollen i Moskva, Grigory Rodchenkov, også fortalt CAS i den aktuelle sag om de russiske vintersportsfolk fra Sochi.

RODCHENKOV har været en del af det russiske dopingprogram siden 1985, og i følge ham har det i hvert fald de seneste 10 år været styret af det russiske sportsministerium. Det er også, hvad de mange uafhængige rapporter og undersøgelser har påvist. Alligevel valgte CAS at behandle sagerne individuelt, og den russiske regering reagerede da også lynhurtigt efter annulleringen af livstidsudelukkelserne for de 28 atleter.

Artiklen fortsætter under billedet

Rodchenkov var i mange år involveret i det russiske dopingprogram. I dag lever han under vidnebeskyttelse i USA. Foto: AP
Rodchenkov var i mange år involveret i det russiske dopingprogram. I dag lever han under vidnebeskyttelse i USA. Foto: AP

PROPAGANDAKONONERNE blev kørt i stilling. Således sagde den russiske sportsminister, Pavel Kolobkov, straks efter CAS-afgørelsen, at de russiske atleter aldrig har været involveret i nogen former for dopingsvindel. Det siger han selv om bunkevis af russiske atleter er blevet taget for doping inden for de seneste år. Han mener i øvrigt også, at de 28 skal have lov til at stille op i Pyeongchang.

DET KOMMER dog næppe til at ske. I kendelsen fra CAS hedder det, at selv om de 28 har fået annulleret deres straffe, er det ikke ensbetydende med, at de er erklæret uskyldige. Og i følge IOC bliver de derfor ikke inviteret til legene i Sydkorea.

I USA tager Grigory Rodchenkovs advokat, Jim Walden sig til hovedet. Han mener, at kendelsen fra CAS er med til at opmuntre svindlere. Samtidig gør han opmærksom på, at materiale fra en hemmelig database fra et laboratorium i Moskva har afsløret, at tusindvis af positive dopingprøver er blevet skjult.

DET HOLDER aldrig op. I hvert fald ikke så længe at IOC og andre internationale sportsforbund som FIFA ikke for alvor gør op med det systematiske russiske dopingprogram. Det gøres ikke ved at udelukke enkelte idrætsudøvere. Ingen russerne skulle have haft lov til at stille op i Rio. På samme måde er det en historisk fejltagelse, at de får lov til at deltage i Pyeongchang. Men det vil kronprins Frederik eller nogen af hans kolleger i IOC næppe skrive under på.

Se også: Skandale før VM: FIFA freder russisk dopingbandit

Rodchenkov var manden bag Ruslands omfattende doping-program. I dag lever han i skjul i USA af frygt for repressalier. Foto: All Over Anden sport - 7. dec. 2017 - kl. 12:43 Tordner mod manden, der afslørede alt: Gid han var død

16 kommentarer
Vis kommentarer
Mest læste i sport
Seneste i sport
Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere