Ungarsk nam-nam: Her kiksede Danmark

Der manglede tempo og timing, da landsholdet tampede Ungarn 24-21

Der kommer to danske brødrepar til VM. Det kan næsten ikke være anderledes efter dagens kamp. Foto: René Schütze
Der kommer to danske brødrepar til VM. Det kan næsten ikke være anderledes efter dagens kamp. Foto: René Schütze

VI FÅR to brødrepar med til VM i Frankrig. Brødrene Toft har der aldrig været tvivl om, men efter opgøret i Gigantium i Aalborg står det også klart, at banens bedste, Niklas Landin, får sin bror med til Paris i næste uge. Lillebror Magnus gjorde et overbevisende indtryk, da han fik chancen i anden halvleg. Han overstrålede klart de tre øvrige fløje. Men ellers var det småt med lyspunkter i en kamp, som alt for længe bar præg af at være en del af en træningsturnering. 

DET STOD ret hurtigt klart, at der stadig er en del, der skal finjusteres og øves, inden det går løs om en uge ved slutrunden. Timingen i angrebsspillet manglede i høj grad. En af fortidens synder dukkede igen op: Det manglende tempo. Alt for ofte modtog bagspillerne bolden, mens de stod på flade fødder. Det var nam-nam for det tunge ungarske forsvar, der havde let ved at nå frem og omklamre Mikkel Hansen og kompagni.

GUDMUNDUR Gudmundsson havde ellers givet genvalg til sin startsyver fra de glade dage ved OL i Rio. Morten Olsen som playmaker og med Mikkel Hansen og Kasper Søndergaard som backer. Men gnisten manglede, og der var alt for få eksplosioner i spillet, som i øvrigt blev skæmmet af umanerlig mange tekniske fejl. Også et tegn på at motivationen manglede.

DET KOSTEDE i første omgang Kasper Søndergaard pladsen som højreback, selv om han i første halvleg havde den korte tur til bænken. Men i stedet for at sætte GOG-talentet, den venstrehåndede Niclas Kirkeløkke ind som afløser, valgte Gudmundsson at spille med en bagkæde udelukkende bestående af højrehænder. Morten Olsen, som i glimt fik vist formatet, havde succes på pladsen som højreback, men det virker underligt, at vi ikke i situationen fik set Kirkeløkke i aktion. 

I ANDEN halvleg blev der sat mere tempo i spillet og her fik Michael Damgaard vist, at han er klar til VM, mens Lasse Andersson skuffede fælt. Barcelona-spilleren ville så gerne, men hverken skud eller forsvarsspil fungerede. Men vi ved, at der er mere i ham. Det må han vise i de kommende kampe, hvor vi forhåbentligt også får set Niclas Kirkeløkke i aktion.

Se også: Landin'erne viste VM-form i dansk test-sejr

Se også: Undrer sig over håndboldherrerne: Ærgerligt og forkert

1 af 2 Niklas Landin i målet var kampens bedste spiller, da Ungarn blev besejret i Gigantium. Foto: Rene Schütze
2 af 2 Der kommer to danske brødrepar til VM. Det kan næsten ikke være anderledes efter dagens kamp. Foto: René Schütze
3 kommentarer
Vis kommentarer
Mest læste i sport
Seneste i sport
Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere