Værre end under Blatter: Kører FIFA ud over kanten

Efter blot 100 dage som præsident er situationen værre end under Sepp Blatter

Her forlader Domenico Scala FIFA-kongressen i Mexico City i vrede. I baggrunden ser Infantino iskoldt til. Foto: Getty Images
Her forlader Domenico Scala FIFA-kongressen i Mexico City i vrede. I baggrunden ser Infantino iskoldt til. Foto: Getty Images

HVAD SEPP Blatter trods alt var 16 år om at gøre, har FIFA’s nye præsident, Gianni Infantino præsteret på blot 100 dage. Han har kørt FIFA’s troværdighed helt ud over kanten, og samtidig har han afsløret et utroligt begær efter magt og penge.

To millioner schweizerfranc eller omkring 13,5 millioner kroner i årsløn er ikke nok for den 46-årige schweizer. Han vil have meget mere, fremgår det af lækkede referater fra det bestyrelsesmøde, som FIFA afviklede før kongressen i Mexico i midten af maj måned.

Senest har interne FIFA-e-mails afsløret, at Infantino havde givet FIFA’s juridiske chef Marco Villiger ordre til at slette referaterne fra selvsamme bestyrelsesmøde, samt ordre om at referaterne ikke måtte udskrives.

EN SÅDAN ordre strider med FIFA’s egne regler, og står oplysningerne til troende, risikerer Infantino at blive suspenderet i 90 dage. Sker det, er manden færdig som FIFA-præsident, hvilket ingen bør beklage. 

FIFA erkender, at der er slettet lydoptagelser, men hævder samtidig, at den originale lydoptagelse fra mødet ikke er blevet slettet. Men hvem tror efterhånden på FIFA? Da historien om de lækkede referater dukkede op første gang, afviste FIFA dem som latterlige. Tonen fik straks en anden lyd, da beviserne kom på bordet.

DET ER DEN TYSKE avis Frankfurter Allgemeine Zeitung, FAZ, der har fået fingre i de interne papirer. Her fremgår det, hvordan Infantino personligt gik i krig for at få fjernet Domenico Scala, som var chef for den uafhængige revisionskomité i FIFA. 

Scala var manden, der skulle forhandle løn med Infantino. Men da den nye præsident hørte udspillet om de 13,5 millioner kroner, takkede han nej og besluttede i stedet at skaffe Scala af vejen. 

PÅ GANSKE kort tid har Gianni Infantino samlet meget mere magt hos sig selv og sin inderkreds, end Sepp Blatter og kompagni nogen sinde formåede.

Artiklen fortsætter under billedet

Den skaldede præsident har på ganske kort tid sat sig tungt på magten i FIFA. Foto. AP
Den skaldede præsident har på ganske kort tid sat sig tungt på magten i FIFA. Foto. AP
 

Og hele Infantinos optræden er så langt væk fra indholdet i de taler, han holdt, inden han blev valgt på kongressen i Zürich i februar. Tilliden til FIFA skulle genoprettes, nu skulle det igen handle om fodbold, og især skulle der være gennemskuelighed i alt, hvad FIFA foretager sig. Også omkring præsidentens løn.

Inden han blev præsident, havde Infantino siddet i et reformudvalg med Domenico Scala. Og det er ikke mindst Scalas fortjeneste, at FIFA formåede at strikke et reformprogram sammen til kongressen i februar. Det er også i Scalas tid i FIFA, at sagerne mod Sepp Blatter og Michel Platini blev rejst. De er begge udelukket fra al fodbold på grund af en korruptionslignende udbetaling fra Blatter til Platini i 2011.

Nu stivner smilet. Platini er færdig. Foto: AP Jan Jensen - 10. maj. 2016 - kl. 07:38 'Råddenskaben består i UEFA'

IFØLGE de lækkede dokumenter i FAZ røg Infantino og Scala i clinch straks efter valget i februar. Scala satte spørgsmålstegn ved Infantinos brug af FIFA’s penge til repræsentation og lignende, og han stillede sig undrende over for Infantino-familiens planer om at købe et hus i Zürich til 25 millioner schweizerfranc, eller 168 millioner kroner.

Ifølge dokumenterne tyder meget på, at Scala havde en fornemmelse af, at Infantino var korrupt eller medvirkede til pengevask. Derfor ville Scala have FIFA’s såkaldte uafhængige undersøgelseskammer, ledet af schweizeren Cornel Borbely, til at undersøge Infantinos pengeforbrug.

Uafhængigt er måske så meget sagt, for i hvert fald orienterede Borbely straks Infantino om Scalas ønske. Resultatet blev, at Infantino ville af med Scala, og det skulle bestyrelsesmødet i Mexico bruges til.

HER SAGDE Infantino ifølge FAZ: ’I dag har jeg ikke nogen kontrakt med FIFA. Jeg underskrev ikke den kontrakt, som blev forelagt mig af formanden for revisionskomitéen (Scala tilbød to millioner franc, red.). Jeg accepterede ikke hans forslag. Det var et forslag, jeg fandt fornærmende. Det er situationen. Det er mit problem. Måske bliver jeg på et tidspunkt nødt til at bede nogle af jer om et lån.’

Efterfølgende fortalte Infantino bestyrelsen, at han følte, at Scala sad på nakken af ham, og at Scala havde henvendt sig til Cornel Borbely for at få iværksat en undersøgelse.

’Nu har formanden for undersøgelseskammeret, (Borbely, red.) fortalt mig, at klagen er blevet smidt direkte i skraldespanden, fordi det er komplet nonsens. Der er ingen efterforskning i gang, der er intet i den her sag.’ 

DET FREMGÅR ligeledes af referaterne, at det amerikanske medlem af FIFA’s bestyrelse, Sunil Gulati, var blevet sendt i byen af Infantino for at forsøge at købe Scala ud. Scala havde afvist tilbuddet.

Derfor bad Infantino bestyrelsen om at komme med gode idéer til, hvordan man kunne tvinge Scala væk. Kun én rømmede sig. Englænderen David Gill sagde, at han ville have svært ved at forklare sit bagland, hvorfor Scala skulle smides på porten. Men ellers klappede han som resten af bestyrelsen hælene sammen.

Det blev dog Marco Villiger, den juridiske chef, der fik idéen til at jorde Scala. Bestyrelsen skulle få kongressen til at vedtage et forslag, som fjernede Scalas magt. I det kommende år skal det alene være bestyrelsen, som kan ansætte og fyre lederne af de såkaldt uafhængige komitéer i FIFA.

Se også: Dette håndtryk indikerer magtskifte i fodboldverdenen

PÅ DEN MÅDE tiltog Infantino sig diktatorisk magt. Forslaget blev selvfølgelig vedtaget af kongressen, og som det ses af det store billede, skred Domenico Scala øjeblikkeligt ud af salen, mens Infantino iskoldt så til i baggrunden. 

Marco Villiger, som også under Blatter flere gange lavede det beskidte arbejde for præsidenten, fik i denne uge sin belønning af Infantino. Marco Villiger blev forfremmet til vicegeneralsekretær i FIFA.

GIANNI INFANTINO har vist sig at være præcis, som jeg havde forventet. Han er oplært i et system, hvor alt for meget handler om penge og magt og alt for lidt om fodbold. Han adskiller sig på ingen måde fra hverken Blatter eller Platini, for hvem han egentlig blot er stedfortræder. 

Han rydder alle, han ikke bryder sig om, af vejen, og han ansætter i stedet sine egne lakajer. Helt uden nogen form for gennemskuelighed. Ansættelsen af den tidligere FN-diplomat Fatma Soumara som generalsekretær er det bedste bevis.

Ingen aner, hvem hun er, men hun har gode papirer, og det ser godt ud med en kvinde i spidsen for FIFA. Men hun bliver ikke andet end en kransekagefigur. Det bliver Infantino selv og Marco Villiger, der kommer til at køre løbet. Og det bliver ikke kønt.

Men Infantino har allerede lavet så mange fodfejl, at han selv kan ende med at få sparket. Ordren til Villiger om at slette optagelserne fra bestyrelsesmødet er i hvert fald langt over stregen. Selv i FIFA.

I TINGSTED LEVER FODBOLDEN AF FRIVILLIGE

Der er uendelig langt fra Zürich i Schweiz til Tingsted på Falster.

Og når FIFA’s præsident Gianni Infantino sidder i Zürich og taler om fodbold, så tænker han på penge. I Tingsted både taler, tænker og spiller Thomas Bonde fodbold. 

Den 50-årige er såmænd både spiller og træner, og det får han tid til ved siden af sit fuldtidsjob som administrationschef i DBU Lolland-Falster.

Artiklen fortsætter under billedet.

For Thomas Bonde handler det ikke om penge, men om fodbold. Privatfoto
For Thomas Bonde handler det ikke om penge, men om fodbold. Privatfoto
 

Her er der to fuldtidsansatte og to på deltid, og de deler en lønsum på godt en million kroner. Blot nævnt som en kontrast til de 13,5 millioner, som Infantino mener er for lidt i løn.

DBU Lolland-Falster har en bestyrelse på fem mand. De er alle ulønnede. Det her handler om kærlighed til fodbold. Det eneste, de får dækket, er telefonudgifter og kontorhold. Grænsen er godt 5000 kroner om året.

I Tingsted Boldklub spiller Thomas Bonde på mastersholdet. Derudover træner han U-15-pigerne. Træning og kampe tager omkring ti timer om ugen. Lønnen består i frit kontingent og en træningsdragt.

- Jeg gør det, fordi jeg synes, det er sjovt og spændende. Vi er tre ledere omkring holdet, og vi har det rigtig godt sammen. Det her handler ikke om penge, men om fodbold.

- Hvad tænker du så, når du hører at Infantino ikke er tilfreds med 13,5 millioner i løn som fodboldens præsident?

- Det har jeg meget svært ved at forholde mig til, siger Thomas Bonde.

DET TJENER VERDENS LEDERE

Da Sepp Blatter var præsident for FIFA, sammenlignede han sig ofte med verdens ledere. Han så sig selv som præsident for en fodboldnation, som var større end både Kina og Indien i antal. 

Og når det kommer til lønnen, er ingen større end FIFA. Alligevel er FIFA’s nye præsident, Gianni Infantino, ikke tilfreds med en løn på 13,5 millioner kroner om året. Han vil have mere. Men beløbet er langt støre, end hvad verdens ledere tjener. Her er en række eksempler.

Barack Obama, USA

– årsløn 2,6 millioner kroner

Angela Merkel, Tyskland 

– årsløn 1,5 millioner kroner

Jean-Claude Juncker, EU

– årsløn 2,1 millioner kroner

Abdul al-Sisi, Egypten

– årsløn 474.000 kroner

Recep Tayyip Erdogan, Tyrkiet

– årsløn 1,3 millioner kroner

Lars Løkke Rasmussen, Danmark 

– 1,4 millioner kroner

Blatter har beriget sig selv på bekostning af fodbolden. Foto: AP Sport - 3. jun. 2016 - kl. 16:53 Meldt til politiet: Blatter og hans lakajer scorede halv milliard

Nu stivner smilet. Platini er færdig. Foto: AP Jan Jensen - 10. maj. 2016 - kl. 07:38 'Råddenskaben består i UEFA'

53 kommentarer
Vis kommentarer
Mest læste i sport
Seneste i sport
Hent flere
Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere