Vanviddet fortsætter: Flytter ind i luksuspalads

Sammen med Qatar-emirens kunstskatte indtager FIFA's præsident med sine nærmeste 100 medarbejdere et pragtpalads i byernes by

Værsgo. Paladset på Place de Concorde i Paris er gjort klar til FIFA og Emiren fra Qatar. Foto: Ritzau/Scanpix.
Værsgo. Paladset på Place de Concorde i Paris er gjort klar til FIFA og Emiren fra Qatar. Foto: Ritzau/Scanpix.

NI MÅNEDER tog det FIFA’s præsident Gianni Infantino at få styr på sin nye afdeling i Paris. Og det bliver selvfølgelig så luksuriøst og pompøst som overhovedet muligt. Egentlig blev FIFA skabt for at afvikle fodboldturneringer og sikre ens regler for spillet verden over. Men meget af glæden ved spillet er druknet i korruption, magtmisbrug og storhedsvanvid. Det ser kun ud til at fortsætte.

DER ER ingen naturlig forklaring på, at FIFA nu flytter 100 medarbejdere fra hovedkvarteret i Zürich til byernes ny. Her rykker FIFA-folket ind i det nyrenoverede palads, Hotel de la Marine på Concorde-pladsen. I øvrigt sammen med Infantinos bedste venner fra Qatar, som også betaler en anseelig del af huslejen.

DEN IMPOSANTE bygning har i flere hundrede år tjent som hovedkvarter for Flådeministeriet, men for fire år siden sejlede søens folk deres vej, og siden er paladset fra 1800-tallet blevet gennemrestaureret. En stor del er betalt af Qatars Emir, men også andre har spædet til. Således har danske Velux-Fonden stået for det imponerende glastag over paladsets gård.

Artiklen fortsætter under billedet...

Billedet blev taget i maj og viser, at de gamle sale er ved at ligne sig selv igen. Der må næppe spilles fodbold indendørs. Foto: Stephane De Sakutin/Ritzau Scanpix.
Billedet blev taget i maj og viser, at de gamle sale er ved at ligne sig selv igen. Der må næppe spilles fodbold indendørs. Foto: Stephane De Sakutin/Ritzau Scanpix.
 

ALLEREDE I oktober kunne Ekstra Bladet fortælle, at Infantino havde opsøgt den franske præsident, Emmanuel Macron, for at finde et egnet sted i Paris til det, der måske blot er begyndelsen til en permanent udflytning fra Zürich. Her plantede Infantinos forgænger Sepp Blatter ellers i 2007 en voldsom klods af et hovedkvarter i bjergene over byen.

Artiklen fortsætter under billedet...

Infantino og Macron har haft mange møder de seneste år. Til venstre ses FIFA's generalsekretær, Fatma Samaura. Foto: Jacques Demarthon/Ritzau Scanpix.
Infantino og Macron har haft mange møder de seneste år. Til venstre ses FIFA's generalsekretær, Fatma Samaura. Foto: Jacques Demarthon/Ritzau Scanpix.
 

BYGGERIET kostede den nette sum af 1,2 milliarder kroner, men så er der også seks etager under jorden, herunder det lydisolerede rum, hvor FIFA’s bestyrelse holder deres møder. Her kan intet hverken trænge ind eller ud. Heller ikke rævestregerne. Men de bliver nok pakket ned og følger med til Paris.

SAMTIDIG MED FIFA indtager Qatar en større del af Hotel de la Marine. Emir-familiens Al Thani-samling, som består af 6000 skatte og kunstværker dækkende en periode på 5000 år skal de næste 20 år udstilles i paladset.

IFØLGE den franske avis, Le Monde, skal emiren betale en årlig husleje på en million euro, 7,4 millioner kroner, ligesom entreindtægterne fra museumsgæsterne tilfalder paladsets ejere.    

DET FORLYDER, at FIFA vil bruge Paris til at holde møder med de fransktalende fodboldpræsidenter fra Afrika. Det lyder søgt, men der er næppe tvivl om, at Paris er sjovere at besøge end Zürich, som har lidt provinsbysnit over sig.

Artiklen fortsætter under billedet...

Stolene er klar til det afrikanske rykind. Foto: Stephane De Sakutin/Ritzau Scanpix.
Stolene er klar til det afrikanske rykind. Foto: Stephane De Sakutin/Ritzau Scanpix.
 

DET HARMONERER med, at FIFA selv oplyser, at organisationen har haft svært ved at tiltrække medarbejdere udenfor Europa til Zürich. Byen har ikke nogen magnetisk tiltrækningskraft. Og så er der langt flere direkte flyforbindelser til og fra Paris end fra Zürich.

EN TUNGTVEJENDE grund kan også være det anstrengte forhold, Infantino har fået til det flertal i det schweiziske parlament, som ønsker at få efterforsket de mange sager om korruption i FIFA, som har ligget stille siden 2015.

Infantino er/var under efterforskning af den særlige anklager, Stefan Keller, der mener, at Infantino muligvis har foretaget kriminelle handlinger.

DET LYKKEDES dog Infantino og hans folk tidligere på året at få fjernet Keller, og nu venter vi på, at der bliver udpeget en ny særlig anklager i sagen mod den tidligere statsanklager, Michael Lauber, Gianni Infantino og Infantinos barndomsven, Rinaldo Arnold, som også arbejder ved anklagemyndigheden.

Artiklen fortsætter under billedet...

Det lykkedes Infantino at få fjernet Stefan Keller fra sagen. Foto: Urs Flueeler/Ritzau Scanpix.
Det lykkedes Infantino at få fjernet Stefan Keller fra sagen. Foto: Urs Flueeler/Ritzau Scanpix.
 

Lauber har siden 2015 haft ansvaret for at efterforske de mange skandalesager i FIFA, men han har ikke formået at føre en eneste for retten. Hvilket er en skandale i sig selv, og som har givet Schweiz et ry for at være en bananrepublik.

NÅR DET er kommet så vidt som til en sag mod Infantino, skyldes det en række hemmelige møder mellem Infantino og Lauber tilbage i 2015 og 2016. Møder, som blev arrangeret af Arnold, og som der ikke findes referater fra. Møder som Infantino muligvis brugte til at sikre, at han ikke selv var under efterforskning.

INFANTINO ER altså i modvind, og det kan også være en årsag til ’flugten’ til Paris.

Det vil også betyde, at FIFA vender hjem. FIFA blev etableret i Paris i 1904, og blandt stifterne var Danmark. De øvrige var Belgien, Frankrig, Holland, Portugal, Spanien, Sverige, Schweiz og Tyskland. 

I 1932 flyttede organisationen til Zürich i det politisk neutrale Schweiz. Ud over neutraliteten var en af årsagerne, at Schweiz var centralt placeret midt i Europa, og at man kunne komme til Zürich med tog.

DET ER heller ikke nogen hemmelighed, at FIFA og mange andre internationale idrætsforbund valgte Schweiz på grund af de meget venlige skatteforhold. Hvilken aftale Infantino har lavet med Macron om husleje og skat er endnu uklart, men det ser ud til, at Qatar bærer en del af den økonomiske byrde.