Varm luft fra FIFA-præsidentkandidat

Chung Mong-joon fra Sydkorea er den første af mange kandidater, der har spillet ud med et program - og det er tyndt

Hyandai-milliardæren Chung Mong-joon byder kun på varm luft i sit valgprogram. Foto: AP
Hyandai-milliardæren Chung Mong-joon byder kun på varm luft i sit valgprogram. Foto: AP

TÆLLER VI de løse kanoner med nærmer vi os efterhånden 10 kandidater til posten som præsident for FIFA. Embedet bliver som bekendt ledigt, når den 79-årige Sepp Blatter går af 26. februar. Det er i hvert fald hvad han har stillet i udsigt.

De seneste måneder har en stribe kandidater meldt sig på banen. UEFA's præsident Michel Platini var første mand ude af startboksen, og han ligner stadig en favorit. Indtil videre ser hans hårdeste modstander ud til at blive den sydkoreanske mangemilliardær, Chung Mong-joon.

I feltet har vi også Zico fra Brasilien, Maradona fra Argentina, selv om han har været tavs længe, Musa Biility fra Liberia, Segun Odegbami fra Nigeria og David Nakhid fra Trinidad Tobago. Tokyo Sexwale fra Sydafrika og Prins Ali fra Jordan har stadig ikke endeligt besluttet, om de vil deltage i valget.

Kandidater kan melde sig frem til den 26. oktober, hvorefter de skal godkendes af FIFA. For at kunne deltage i valget skal den enkelte kandidat have støtte fra fem af FIFA's 209 medlemslande, og man skal kunne dokumentere, at man har haft tilknytning til et fodboldforbund i mindst to ud af de sidste fem år

PRINS ALI holdt tidligere i dag en tale på en fodboldkonference i Manchester. Her fortalte han, at han for tiden holder møder med en række fodboldforbund for at høre deres mening.

-- Vi har brug for en kandidat, som tænker fremad, som har nye ideer, og som ikke er mærket af fortiden. Hvis valget kommer til at foregå korrekt, rent og sobert, så er jeg sikker på, at jeg kan vinde, sagde prinsen.

Han benyttede lejligheden til at lange ud efter Blatter, som han mener burde være gået for længst, og Platini som i prinsens øjne blot et Blatters protegé.

Det lyder som om at Prins Ali ender med at stille op.

Se også: Er det aftalt spil? Nu er Blatter og Platini i 'krig'

I MELLEMTIDEN har Chung Mong-joon som den første af alle præsenteret et egentlig valgprogram. Og det er tyndt.

Han har lavet et 10-punkts program, men har kun udfyldt de otte. De to sidste opfordrer han alle fodboldelskere til at komme med forslag til.

Men han vil indføre en mere rimelig balance mellem præsidenten, eksekutivkomiteen og FIFA's juridiske afdeling.

Han vil gøre FIFA's kongres offentlig. Altså livedækket på tv.

Han vil  gøre præsidentembedet tidsbegrænset. Selv vil han kun sidde i en periode af fire år.

Han vil offentliggøre alle FIFA's regnskaber. Det bliver sjovt.

Han vil offentliggøre præsidentens løn, bonusser og forbrug. Det glæder jeg mig til.

Han vil indføre en ny metode til uddeling af FIFA's penge til medlemslandene. Det er lidt uldent.

Han vi have flere kvinder i FIFA's mange komiteer og udvalg.

Han vil løfte kvindernes VM til nye højder ved at indføre langt større præmiesummer.

Og DET ER sådan set, hvad han har i posen. Ikke et eneste ord om de skandaler der har kastet FIFA ud i fodboldhistoriens største krise. Og her tænker jeg selvfølgelig på valget af Rusland som vært for VM i 2018 og ikke mindst Qatar i 2022.

To afstemninger der stinker langt væk af bestikkelse og korruption, og som efterforskes af både schweizisk politi og af FBI.

I slavestaten Qatar dør migrantarbejdere på VM's byggepladser. Alene det faktum burde for længst have fået FIFA til at tage VM fra Qatar.   

Chung Mong-joon byder kun på selvfølgeligheder og går uden om den varme grød. Måske fordi han selv sad i FIFA's eksekutivkomite i december 2010, hvor Qatar fik tildelt VM. Med Chung Mong-joons stemme.

4 kommentarer
Vis kommentarer