Vi er blandt de bedste hold i verden, men EM-lærte os også en anden ting

Danmark tabte 4-2 til Holland i en medrivende finale, hvor vi desværre forærede for meget væk

HOLLAND gik ubesejrede igennem EM-slutrunden og er fortjente EM-guldvindere efter en underholdende finale mod et dansk hold, som havde mulighederne, men som gav for meget væk undervejs.

De danske sølvvindere har for alvor bragt kvindefodbolden på dagordenen. Og sådan vil det fortsætte også efter EM. Der er meget mere potentiale i Nils Nielsens tropper, som i Holland har vist, at vi hører til blandt de bedste hold i verden.

KVINDERNE HAR haft tag i befolkningen, og indsatsen ved slutrunden må også give DBU anledning til at opruste på kvindefodbolden. Det er et smukt spil, som ikke skal sammenlignes med herrefodbold eller alt mulig andet, som tåbelige meningsdannere har brugt sommeren til. Kvindefodbold kan sagtens stå alene. Det viste finalen i Enschede også.

MAN KUNNE have frygtet, at finalen ville begynde nervøst og låst. Nerverne var der selvfølgelig, men begge hold havde en plan for, hvordan de ville spille, og for hollænderne handlede det om at sætte lyntoget på højrekanten, Van de Sanden, i scene. Hende kunne Cecilie Sandvej ikke følge med, og det gav generelt Danmark en taktisk udfordring.

Skulle Katrine Veje trække længere ned for at støtte Sandvej og på den måde svække vores offensiv? Det blev kun lidt en mellemløsning og heldigvis for det. Katrine Veje, som både kan drible og holde på bolden, blev i første halvleg en vigtig spiller i Danmarks offensiv. Hun var kvinden bag vores føringsmål, og i trængselstider var hun en boldfast opspilsstation.        

KVINDEFODBOLDEN har de seneste år især udviklet sig på det taktiske område. Det gav det danske hold et glimrende eksempel på. Da fartmaskinen Van de Sanden havde gjort ondt på os med oplægget til 1-1, fandt de to midtbanespillere Maja Kildemoes og Sofie Junge hurtigt ud af at bryde oplæggene til den hurtige fløj.

Og så havde vi egentlig i en periode godt styr på den kamp. Midtbanen arbejdede energisk, og der var gode muligheder for at løbe i ryggen på det hollandske forsvar. Men i stedet gjorde vi i flere tilfælde hollænderne bedre, end de er. Alt for passivt forsvarsspil førte til den hollandske føring i første halvleg. Seks danskere stod på linje ved straffesparksfeltet og kiggede fodbold, og så var det let for Martens at sparke bolden i kassen.

EFTER Pernille Harders pragtfulde udligning til 2-2, på et fornemt oplæg fra Maja Kildemoes, så det igen ud til, at Danmark kunne vinde finalen. Det var vel også det, den karismatiske Nils Nielsen fortalte sine spillere i pausen.

Men vi kom ud til anden halvleg med håndbremsen trukket. For mange tekniske fejl og usikkert forsvarsspil gjorde igen hollænderne gode. Usikkerheden smittede også af på Stina Lykke i målet, som var helt fejlplaceret, da Holland bragte sig foran 3-2 på et direkte frispark.

HVIS JEG må tillade mig en generel betragtning, så er målmandsspillet stadig et af de områder, hvor der er plads til forbedringer i international kvindefodbold. Det er sjældent, man ser en målmand eje sit felt. Stina Lykke er god en mod en, og så er hun ekspert i at redde straffe. Men hun har som mange andre kvindelige keepere besvær i luften og med at placere sig korrekt i forhold til skud fra distancen.

Under hele slutrunden har de danske kvinder imponeret ved at arbejde stenhårdt for hinanden. Det så vi igen i anden halvleg, da vi hang efter de hollandske EM-værter. Smukt blev det aldrig, men vi formåede trods alt at skabe en form for pres mod det et fysisk stærk hollandsk hold, som ikke spillede totalfodbold, men som kynisk lukrerede på danske fejl.

FOR første gang har Danmark vundet EM-sølv. Selv vil de nok sige, at de tabte guldet. Sådan skal det også være. Men tak for god underholdning og for at vise, hvor langt man kan komme med hårdt arbejde og sammenhold.