Vi er blot europæisk middelklasse

Det danske landshold skuffede endnu engang i aften i Armenien - her er fem ting, som faldt i øjnene i 0-0 kampen

Kampen mod Armenien blev endnu en flad fornemmelse. Foto: Lars Poulsen
Kampen mod Armenien blev endnu en flad fornemmelse. Foto: Lars Poulsen

Hvis vi troede, at den ringe indsats mod Albanien i Parken i fredags blot var en enlig svale, så tog vi desværre grueligt fejl. Faktisk formåede det danske landshold i perioder af kampen mod Armenien at falde yderligere i niveau. Til tider var det direkte pinligt at se på.

Spillerne virkede uengagerede og uden gnist. Tempoet var dræbende langsomt og boldomgangen var ikke en landskamp værdigt.

Armenien, som intet havde at spille for, kørte alligevel ofte rundt med os. Det var også hjemmeholdet, der havde de største muligheder, og på den baggrund skal vi faktisk være tilfredse med at slippe fra opgøret med et enkelt point.

Jep, vi lever stadig, men meget tyder på, at vi ender som treer i gruppen og derfor skal ud i de nervepirrende playoffkampe. For selvfølgelig er EM-slutrunden i Frankrig det helt store mål, selv om det kan være svært at se, at vi har ret meget at komme med.

Ser vi realiteterne i øjnene, er vi for tiden ikke andet end europæisk middelklasse.

Vi kan ikke magte hold som Albanien og Armenien. Vi har svært ved at skabe chancer, og vi formår ikke for alvor at sætte os på kampene, selv ikke mod de såkaldte små nationer.

Her er fem ting, som især faldt i øjnene i det matte og triste opgør.

Se også: Rystet veteran efter EM-fadæse: Det var rigtig dårligt

1) Vi forventer altid, at anføreren går forrest. Daniel Agger brænder for landsholdet. Ingen tvivl om det. Men han er altså ikke i form til at spille to kampe med så kort interval. Agger var decideret ringe. Tabte sine nærkampe og missede selv enkle afleveringer.

Han skal være glad for, at han havde en hårdt arbejdede Simon Kjær ved sin side. Det var Kjær, der tog de onde nærkampe med kæmpen Movsisyan, og det var Kjær der på den måde holdt sammen på midterforsvaret.

2) Alt er selvfølgelig ikke sort. De to kampe mod Albanien og Armenien har givet os en ny venstre back. Riza Durmisi har virkelig været imponerende. Han satser en del i det defensive, men det er trods alt gået godt, fordi han er så hurtig på benene. Bortset fra en episode kort før tid, hvor han gled og dermed gav armenerne en chance for at afslutte, ejede han sin zone.

Offensivt kan han stadig blive bedre. Indlæggene sidder ikke altid lige hvor de skal, og et par fejlafleveringer i anden halvleg trækker også en smule ned. Men Durmisi er en mand, der er kommet for at blive.

Se også: Landsholdet dumpede i Armenien: EM er langt væk

3) Pierre Emile Højbjerg er lige som Daniel Agger rød-hvid helt ind i sjælen. Men han vil alt for meget, og han har ikke fundet sin rette plads på landsholdet endnu. Når man nu tænker på, at han har fået sin opdragelse i Bayern München, som spiller noget af det bedste offensive fodbold i verden, så er det bedrøveligt at se unge Højbjerg spille så ukonstruktivt, som han gjorde i Jerevan.

Ofte er han for nonchalant og bringer dermed sit hold i farefulde situationer, andre gange spiller han blot tomgangsfodbold i et meget jævnt tempo. Der mangler målrettethed og bolde spillet i banens længderetning. Allermest savner jeg den galskab, som han bragte holdet i sidste sæson.

4) Vi ynder at sige, at vi kun har en angriber med international klasse. Desværre viste Nicklas Bendtner heller ikke formatet i Armenien. En kvalificeret afslutning blev det til. Resten af tiden havde han ryggen mod målet, og når han forsøgte at gå med i kombinationerne, prøvede han med hæl og tå. Det kan man gøre, når man fører 4-0, men ikke når det blot handler om at få prikket en enkelt bold i kassen.

Nicklas Bendtner er ikke til stede i 90 minutter. Vi så det samme med Albanien, hvor han ofte blev set slå opgivende ud med armene. Det skal siges til hans undskyldning, at han ikke får så forfærdelig meget at arbejde med i feltet, men så må han søge bolden, rykke og gøre sig fri.

5) Morten Olsens tid som dansk landstræner lakker mod enden. Og ærekær som han er, må han være forbandet over de to seneste kampe, hvor vi har smidt fire point. Men han er også nødt til at spørge sig selv om, hvorfor han ikke længere kan tænde ilden i sine spillere.

De første fem minutter så ellers lovende ud, men så faldt både tempo og intensitet. Det er et billede, som vi har set flere gange de seneste fire år. Spillerne siger, at de vil gøre alt for Olsen, men det bliver desværre ved snakken. I praksis var der ikke mange på det danske hold i Armenien i aften, der var parate til at dø for trøjen. Eller for Olsen for dens sags skyld.

Vi lever dog stadigvæk og Morten Olsen, som har tjent landsholdet næsten siden den spanske borgerkrig, fortjener at slutte af med en slutrunde. Men så må han altså se at få vækket sine spillere.   

      

43 kommentarer
Vis kommentarer