Derfor er Kevin-nyhed så stor: - Danmark kan være stolte

Kevin Magnussen har med sin nye kontrakt hos Haas vist, at han er langtidsholdbar i Formel 1, mener Ekstra Bladets formel 1-ekspert, Jason Watt

Jonas Hüttel dækker Formel 1 på Ekstra Bladet og kigger nærmere på Kevins forlængelse her. (Producer: Martin Lorentsen)

UANSET OM alle pile pegede mod en forlængelse af samarbejdet mellem Kevin Magnussen og hans arbejdsgiver Haas, så var det alligevel en lettelse for undertegnede, da parterne for nylig endelig offentliggjorde kontraktforlængelsen.

Vi ved nu, at Kevin har fået en kontrakt med nye betingelser i forhold til den gamle, som blot gjaldt til og med 2019, og det er ganske velfortjent, synes jeg.

Kevins start på 2018-sæsonen var fænomenal, og han udraderede teamkammerat Romain Grosjean, som dog nærmest udraderede sig selv med afkørsler og smadrede racere. Men Magnussen fik sat rigtig mange VM-point ind på kontoen, og det faktum har sikret ham de næste år frem.

At K-Mag nu har en toårig kontrakt plus en option på forlængelse i baglommen, må være en dejlig følelse for ham.

Husk på, at vi her har at gøre med det ’brændte barn’, som gennem sin stormfulde Formel 1-karriere er blevet svigtet først af McLaren og derefter af Renault. Begge teams viste, hvilken rådden sport vi til tider har med at gøre.

MCLAREN TOG Kevin ind i 2014, og vi husker alle, hvordan Danmark gik amok i ekstase, da den unge roskildedreng stod på podiet i sin F1-debut, og vi vidste alle, at her var en kommende F1-stjerne netop født.

Klogere skulle vi blive, da interne magtkampe på bonede gulve på direktionsgangen hos McLaren – og mangelfuldt management hos danskeren - gjorde, at Danmark ved udgangen af året pludselig ingen Formel-1 kører havde.

I 2016 blev Magnussens karriere genoplivet hos Renault, da sponsor og investor Bestseller gik ind og betalte for sæsonen med et sponsorat til teamet.

Teamkammerat og F1-debutant Joylon Palmer skulle knuses for at komme tilbage på sporet, men virkeligheden blev en noget anden.

Teamet tilbød mod slutningen af sæsonen at forlænge med Magnussen, men kun for et enkelt år, og det takkede danskeren nej til. Den slags gør man ikke ustraffet mod arrogante franskmænd, og resten af sæsonen blev Kevins side af garagen slet ikke tildelt samme attention som Palmers.

Englænderen havde i dyre domme købt sig en forlængelse, og for teamet gjaldt det om, at han derfor skulle klare sig bedst i de resterende løb, og Magnussens karriere blev igen kørt i sænk.

DA DET SÅ sortest ud for Kevin Magnussen og hans Formel 1-fremtid, viste det sig, at knægten nærmest helt på egen hånd havde talt Haas varme på at hyre ham til 2017-sæsonen.

Og det vel og mærke som en lønnet kører helt uden betingelse af medbragte sponsorater.

Forløbet hos Haas begyndte ikke alt for optimalt, og Romain Grosjean viste sig at være noget af en hård nyser at bide skeer med.

Men efter et lidt lunkent 2017, ved vi, at bøtten er vendt i år, og det har stillet Magnussen i den bedste situation, han nogensinde har været i.

Hvis vi skal vurdere den interne status mellem kørerne på basis af deres nu offentliggjorte kontrakter, må man vel med rette kunne påstå, at Kevin Magnussen er teamets førsteprioritet, idet Grosjean blot har fået en forlængelse på et år.

Formel 1 er i den grad en sport, hvor hovedet og psyken hos køreren skal være i balance, for at tingene flasker sig.

Uden at fornærme nogen så synes jeg at kunne få øje på, at Kevin Magnussen - til trods for sin cool facon udadtil - alligevel er en kører, for hvem intern ro betyder en hel del, når der skal præsteres på banen.

Vi har set i år, at jo mere tingene går i koks for Grosjean, jo bedre kører K-Mag, og det omvendte gør sig også gældende.

Det har vi set de seneste to-tre grandprixer, hvor Grosjean har genfundet formen.

JEG HÅBER og tror, at Haas-aftalen med forlængelse og en ret stor lønforhøjelse er det mentale skulderklap, Kevin har brug for, når storformen fra tidligere i år skal findes frem igen.

Det ser ikke ud til, at de store hold som Mercedes, Ferrari og Red Bull de kommende år får brug for kørere, så Magnussen kunne komme i betragtning der.

Men jeg synes, at K-Mag, hans bagland og resten af Danmark kan være stolte af at have en godt betalt Formel 1-kører hos et hold, som kæmper med om det VM, som udspiller sig lige under topstriden.

Kevin Magnussen har som bekendt lige fået ny kontrakt - den kan du læse alt om her