DET ER kun i håndbold, at sådan noget kan lade sig gøre. Det er en sætning, jeg har hørt mange gange gennem de seneste år. Og nu er den dækkende igen. Således har en tv-station flyttet søndagens VM-finale en halv time.
Danmark og Frankrig er de seneste årtiers to bedste landshold. Ingen tvivl om det. Og hvor er det dejligt, at de nu efter 12 års venten endelig igen mødes i en VM-finale. Dengang i 2011 i Malmø vandt Frankrig efter forlænget spilletid 37-35. Mikkel Hansen, Niklas Landin og Frankrigs uopslidelige Nikola Karabatic er i aften gengangere fra finalen i Malmø.
DET VIDNER om fantastiske karrierer. Men vejen til finalen denne gang har været uskøn. Ikke på det spillemæssige plan, for der har både Frankrig og Danmark leveret på allerhøjeste niveau. Men turneringsplanlægningen har været noget hø. Alene Danmarks udflugt til Gdansk i Polen for at spille semifinalen mod Spanien var latterlig. Så sent som 48 timer før semifinalen vidste Danmark ikke, hvor den skulle spilles. Det gjorde de danske fans heller ikke, og derfor var der selvfølgelig ikke mange, der havde taget tuen til Polen.
Artiklen fortsætter under billedet...
Finalen søndag aften var programsat til 20.30. Det er sent for en finale en søndag, hvis man gerne vil have så mange seere som muligt. Det er i hvert fald ikke børnefamiliernes foretrukne spilletidspunkt.
NU ER kampen flyttet til 21.00, fordi det tidspunkt passer fransk tv bedst. Det vil sige, at en tv-station kan diktere, hvornår finalen skal afvikles. Det er hovedrystende, men jeg må så gå ud fra, at Det Internationale Håndboldforbund, IHF, tager sig godt betalt af fransk tv. Ellers giver det slet ingen mening.
Lørdag eftermiddag var der kaldt til pressemøde med det danske landshold, og her kan man ikke beskylde Dansk Håndbold Forbund for at løfte begivenheden til noget større. Vi taler altså om det sidste pressemøde, inden Danmark skal spille en VM-finale. Desværre dukkede ingen af de spillere op, som har haft en afgørende betydning for, at Nikolaj Jacobsen og hans tropper er nået til slutkampen med mulighed for at skrive historie ved at vinde tre gange VM-guld på stribe.
DER VAR ingen Mikkel Hansen, ingen Niklas Landin. Ingen Simon Pytlick. Ingen Mathias Gidsel. Ingen Magnus Saugstrup og heller ingen Henrik Møllgaard. De skulle hvile sig.
Artiklen fortsætter under billedet...
Alt foregik i foyeren til et Scandic hotel i en forstad til Stockholm. Og mens vi altså spejdede forgæves efter de danske stjerner, kunne vi se de tilsvarende franske slentre rundt for at lade sig interviewe af alle, der havde lyst. Der var Karabatic-brødrene. Dika Mem kiggede også forbi. I bunden af lokalet holdt Remili hof, og målmanden Gerard stillede sig også beredvilligt til rådighed. I øvrigt vadede alle mulige mennesker rundt mellem hinanden og de mange kameraer. Andre sad og spiste eller spillede kort.
DET HER skal ikke lyde som en kritik af de seks danske spillere, som var til rådighed ved det 30 minutter lange pressemøde. Men der manglede de spillere, der har markeret sig tydeligt under hele slutrunden. Og det kan være svært at forstå, at en halv times snak med pressen kan forstyrre den store opladning til finalen. Franskmændene virkede i hvert fald til at tage virakken i foyeren i stiv arm.
Artiklen fortsætter under billedet...
Nå, men der er jo en finale, der skal spilles, og går det, som det plejer, når de to lande tørner sammen, så får vi en håndboldoplevelse af de helt store. Frankrig dækker ikke nær så aggressivt, som Spanien gjorde i semifinalen, og det betyder, at Mikkel Hansen, Simon Pytlick og Mathias Gidsel igen kan få fart og tempo i det danske angrebsspil. Det kan blive en nydelse.
OG DA Frankrig også har ret meget at byde på rent offensivt, bliver det forhåbentligt den håndboldfest, som kan slette sporene efter en noget kaotisk turneringsafvikling. Og jeg tror stadig, at Danmark skriver historie og vinder det tredje VM-guld på stribe.
