Kyllingen om DCU: Syg ledelseskultur

Med sin forældede struktur og en nedarvet, syg ledelseskultur buldrer Danmarks Cykle Union ud ad en lige landevej, der erfaringsmæssigt ender i en afgrund

DCU-formand Henrik Jess Jensen har ikke skabt forandringer i unionen. Tværtimod. Foto: Ida Guldbæk Arentsen/Ritzau Scanpix
DCU-formand Henrik Jess Jensen har ikke skabt forandringer i unionen. Tværtimod. Foto: Ida Guldbæk Arentsen/Ritzau Scanpix

DER BLIVER NOK at tale om på dagens DCU-kongres i Horsens efter nogle turbulente uger for det gamle forbund, hvor formand Henrik Jess Jensens manglende evne til at skelne mellem cykelsportens bedste og sin datters cykelkarriere er blevet udstillet.

Hans hovedløse dispositioner til fordel for datteren er en logisk følge af en nedarvet, syg ledelseskultur i unionen. En kultur, som yderste konsekvens sender en organisation ud over afgrundens rand.

DET ER SET igen og igen i sportens verden, at egenrådige ledere udvikler sig til despoter og gør deres forbund til et økonomisk tag selv-bord og omfavner dopingbedrag, korruption og nepotisme.

Eksemplerne er mange: Det internationale atletikforbund, det internationale håndholdforbund, FIFA og den internationale olympiske komite for at nævne nogle få.

DANMARKS CYKLE UNION er ikke i samme kategori, men det er de samme mekanismer, som driver værket. Om man afpresser atleter for millioner af kroner under trussel om afsløring af positive dopingprøver, eller om man laver en økonomisk lokumsaftale med et cykelhold, som man så efterfølgende køber en billig cykel af, kommer ud på et.

Problemet for dansk cykelsport er, at DCU’s magtstruktur er forældet. Den er fastlagt engang i sidste århundrede, da Danmark var delt i øst og vest, og man skulle tage færgen over til de andre. DCU er ikke kommet videre.

Der skal ske ændringer i DCU, mener Michael Rasmussen. Foto: Claus Bonnerup
Der skal ske ændringer i DCU, mener Michael Rasmussen. Foto: Claus Bonnerup
 

UNIONEN HVILER STADIG på en struktur, der sikkert virkede, da alle var glade amatører og tænkte, at det hele sgu da nok skulle gå, når bare formanden holdt orden i geledderne. Verden har forandret sig, men DCU er ikke fulgt med. Unionen er fortsat enormt topstyret, og enhver erfaring viser, at det er den lige vej til nepotisme og korruption.

Hvad der forbløffer mig allermest ved den farce, der nu udspiller sig i dansk cykling, er, at der ikke er nogen, der har slået i bordet. Der er ingen, der har rejst sig og protesteret. Det er mig ubegribeligt, at dygtige og yderst erfarne folk i bestyrelsen bare stiltiende har kigget på, mens Henrik Jess Jensen har taget sig stadigt flere friheder.

DET ER PRISVÆRDIGT, at bestyrelsesmedlem Bo Belhage nu har sat sit mandat på spil i et forsvar for sine principper om åbenhed og gennemsigtighed. Om ret og rimelighed. Måske er det for sent, men han udviser et mod, som ingen andre i dansk cykelsport har.

Og det vidner jo i sig selv om en ledelseskultur - ‘management by fear’ - som ikke hører hjemme i en frivillig idrætsorganisation. Set udefra må tiden være inde til et opgør med amatørismen.

Jeg tror dog desværre, at det ser helt anderledes ud indefra.

Se også: Holdkammeraten løfter sløret: De knaldede 12 gange hver nat

Se også: Eriksens klub i sorg: Legende er død

Se også: Brøndby-profil deler stor nyhed

Foto: Tariq Mikkel Khan Spansk fodbold - 20. jun. 2020 - kl. 13:43 Braithwaite reagerer på skeptiske Laudrup

Styrmand Bech har taget hyre som lods på fodboldflagskibet i Esbjerg efter en ni måneder lang familietur på de syv have - og besøg på fem kontinenter. Foto: Sport og Spil Troels Bech: - Hvem fanden kan leve med det?

Ingen af holdene kom på tavlen, da Brøndby gæstede FC Midtjylland. Foto: Jens Nørgaard Larsen/Ritzau Scanpix Sport og Spil Træt af spillerne: Stop det så!

17 kommentarer
Vis kommentarer