Han er Mancinis største problem

Balotelli er Roberto Mancinis personlige projekt - og derfor er han også City-managerens største problem lige nu

Mancini og Balotelli. To italienere, men angriberen er lige nu en møllesten om halsen på Mancini. (Foto: AP)
Mancini og Balotelli. To italienere, men angriberen er lige nu en møllesten om halsen på Mancini. (Foto: AP)

Mario Balotelli har vel været sæsonens mest omtalte spiller i Premier League.

Lige siden sin ankomst til Manchester City i august 2010 har den mørklødede italiener formået at skabe overskrifter som ingen anden. Der har været de pinlige med dartpilekast efter klubbens egne ungdomsspillere som det bizarre lavpunkt.

Der har været de grinagtige, som da manden brugte halvandet minut på at finde ud af, hvordan han skulle tage en overtræksvest på.

Se også: TV: City-stjerne til grin - fumler med trøjen

Der har været de rørende, som når manden deler rundhåndet ud af sine midler til Manchesters hjemløse. Der har været de sportslige højdepunkter som dobbelt-scoringen mod Manchester United på Old Trafford.

Og endelig har der været de alt for mange røde kort.

Se også: TV: Balotellis sidste kamp for City?

Den seneste udvisning mod Arsenal var tilsyneladende dråben, som fik bægeret til at flyde over for Manchester Citys manager Roberto Mancini, som i første omgang meldte ud, at nu var det definitivt slut med City og Balotelli. For derefter tilsyneladende at vende rundt på en tallerken og melde ud, at Balotelli er i spil til Citys kamp mod Manchester United, når karantænen er overstået. I modsætning til for eksempel tilfældene Craig Bellamy og Carlos Tevez er Mancinis tålmodighed med Balotelli nærmest uden grænser. Og hvorfor nu det?

Svaret er enkelt: Fordi Mario Balotelli er Roberto Mancinis personlige projekt. Det var på Mancinis anbefaling, at City betalte i omegnen af 200 millioner kroner for den allerede dengang kontroversielle Mario Balotelli. Mancini havde selv trænet Balotelli i Inter og mente på den baggrund, at den unge italiener ville kunne udvikle sig til en superspiller i Premier League.

Premier League - 12. apr. 2012 - kl. 09:59 TV: Se Manchester City slagte WBA

Balotelli har bestemt også haft sine øjeblikke, men de er bare i den grad blevet overskygget af de mange uheldige episoder, og lige nu er han mest af alt en møllesten om halsen på Mancini. Sådan var det ikke i samme grad i en lignende sag med Carlos Tevez, som netop ikke var hentet til Manchester City af Mancini.

Men sådan er det i den grad med Balotelli. Man må spørge sig selv, hvordan han med sit kendskab til mandens personlighed har kunnet hente ham til en storklub som Manchester City.

Ledelsen må undre sig. Fansene må undre sig. Og mon ikke også rigtigt mange af Balotellis holdkammerater undrer sig. Jeg havde engang en træner, der om en lignende spillertype udtalte, at det i den sidste ende er medspillerne, der bestemmer, hvor lang disciplinær snor, en spiller skal have.

Se også: City-stjerne: Derfor stikker United af

Fodboldspillere kan leve med meget i forhold til en kollega, der skaffer succes på banen, men der er grænser for alt. Og den synes nu at være nået i Manchester City, hvor vi på det seneste har set flere eksempler på, at Balotellis holdkammerater næsten ikke kan holde ham ud længere.

Hvis Roberto Mancini endnu engang vælger at holde hånden over sin øjesten, kan det i mine øjne blive begyndelsen til enden på hans tid som manager for Manchester City.

0 kommentarer
Vis kommentarer

Skærm

Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere