Han er Premier Leagues bedste

Fodboldeksperten Morten Bruun kalder Newcastles angriber Demba Ba 'årets handel i international fodbold'. Se her hvorfor

Demba Ba er den bedste angriber i Premier League, hvis man spørger Morten Bruun. (Foto: PA)
Demba Ba er den bedste angriber i Premier League, hvis man spørger Morten Bruun. (Foto: PA)

HVEM ER PREMIER Leagues bedste angriber?

Mange vil sige Robin van Persie, og det er fair nok.

Hollænderen har været absolut verdensklasse sæsonen igennem og fører topscorerlisten klart. Men der er en spiller, som følger ham helt til dørs og i den sidste ende overgår van Persie.

FOR ET ÅR siden blev han afvist i Stoke af helbredsmæssige årsager, for et halvt år siden skiftede han kom til Newcastle på en fri transfer, han startede sæsonen med at sidde på bænken, og i søndags lavede han sit 16. sæsonmål.

Han kommer fra Senegal og hedder Demba Ba.

Når man vurderer angribere i dag, så handler det rigtigt meget om kolde fakta fra statistikker. Og her er det kun marginaler, der skiller van Persie og Ba, som i øvrigt begge er langt foran alle de øvrige angribere i Premier League, som spiller regelmæssigt.

VAN PERSIE HAR scoret 22 mål på 2074 spilleminutter og skal således bruge 95 minutter pr. mål.

Ba har scoret 16 mål på 1541 spilleminutter og skal bruge 96 minutter til at score et mål.

Van Persie har lavet 48 procent af Arsenals mål.

Ba har lavet 44 procent af Newcastles mål.

Lille fordel til van Persie. Og alligevel foretrækker jeg i den sidste ende Demba Ba. På grund af hans fysiske styrke og hans defensive arbejde.

DET MÅSKE ALLERMEST imponerende ved Demba Ba - og den største kontrast til van Persie - er hans arbejdsraseri, når modstanderen har bolden.

Den slags plejer at koste en smule på effektiviteten, når chancerne opstår, men ikke i Bas tilfælde.

Et godt eksempel var det mål, han scorede i søndags mod Aston Villa, hvor han først ryger op i en hård hovedstødsduel og alligevel har åndsnærværelse nok til lynhurtigt at komme på benene og sparke en løs bold i nettet.

BA VAR NETOP kommet hjem fra de afrikanske mesterskaber, og hvis der var nogen i Newcastle, som havde frygtet, at han ville lide af rejsetræthed, så kunne de tro om igen.

Historien om Demba Ba og Premier League er i øvrigt ganske fantastisk.

For et år siden var alt på plads i forbindelse med Bas skifte fra tyske Hoffenheim til Stoke, men her sagde Stokes lægestab nej med henvisning til senegalerens skrøbelige knæ.

I stedet skiftede Ba til West Ham, hvor han nettede syv gange i 12 kampe. Det var dog ikke nok til at forhindre West Ham i at rykke ud, og så udnyttede Ba en klausul, som gjorde ham transferfri.

Det vil sige, at Newcastle hentede ham ganske gratis, hvilket vist må kaldes årets 'handel' i international fodbold.

Hvad er markedsværdien på Demba Ba i dag? Vel på 20-25 millioner pund!

0 kommentarer
Vis kommentarer