Alt stritter på Tøffe: Det kan jeg slet ikke med!

'Good on paper, shit on grass?' Stig Tøfting er ikke ovenud begejstret for talentarbejdet i Farum, ligesom han sår tvivl om, hvorvidt at Flemming Pedersen er den rette mand til jobbet hos FC Nordsjælland

Mohammed Kudus er et af de mange talenter, der er et produkt af Right To Dream-projektet. Her scorer den talentfulde ghaneser mod Esbjerg tidligere på foråret. Video: Discovery Networks Danmark

JEG LÆSER JO OFTE, at FC Nordsjælland højlydt bryster sig af at være en talentfabrik, der investerer stort i deres akademier i Farum og Ghana. Her kommer så spørgsmålet til de 37 millioner kroner FCN spytter i talentarbejdet:

Hvad får de – og vi – egentlig ud af det?

De har tidligere brugt et motto, der hedder: Til kamp for bedre fodbold! Men hvad er det, og hvad er det, tilskuerne vil se?

Vi har en klub, der i de sidste ni sæsoner inklusiv denne kun en enkelt gang er endt uden for top seks, men med sølle 3451 tilskuere i snit i Farum er kun Hobro og Vendsyssel dårligere kørende på hjemmebane.

Det er helt indlysende ikke FC Nordsjælland, der er årsag til trafikpropper på ringvejene rundt om København!

Andreas Skov Olsen kunne meget vel være det næste FCN-talent, der sendes afsted til udlandet. Foto: Jens Dresling/Polfoto
Andreas Skov Olsen kunne meget vel være det næste FCN-talent, der sendes afsted til udlandet. Foto: Jens Dresling/Polfoto
 

Der er en masse pæne ord, og de gør en masse ud af at fortælle om ’Not-for-profit’ og ’Right to dream’. Der er en meget intellektuel og romantisk tilgang til tingene i Farum og omegn, men det må vel være tilladt at spørge:

Hvad er det lige, de giver dansk fodbold og dem, der skal se det?

Jeg har ledt og kan ikke finde en eneste spiller, der fra det ghanesiske akademi er kommet til Farum og derfra videre til en klub i Europa – endnu.

FCN KAN SIKKERT fylde en hel sektion med agenter og spillerformidlere til hver eneste hjemmekamp, men når man kigger sig omkring, er det svært at få øje på spilletid til dem, de senest har sendt afsted.

Hverken Marcondes, Ingvartsen, Emre Mor eller Mathias Jensen slider voldsomt på knopperne i deres klubber – de eneste, der spiller regelmæssigt, er Stanislav Lobotka i Celta Vigo og Andreas Maxsø i FC Zürich.

Stanislav Lobotka er en af FCN-talenter, der har formået at slå til i udlandet. Foto: Oscar del Pozo/Ritzau Scanpix
Stanislav Lobotka er en af FCN-talenter, der har formået at slå til i udlandet. Foto: Oscar del Pozo/Ritzau Scanpix
 

Det er da tankevækkende, at talenterne ikke kan klare sig i udlandet. Kunne man forestille sig, at de simpelt hen bliver solgt to år for tidligt trods alle de idealistiske forestillinger, de bryster sig af i Farum?

FOR MIG ER DET helt perfekt, at Kasper Hjulmand skal videre i karrieren. Han er ikke en træner, der skal udvikle talenter – han skal da vinde medaljer!

Ind kommer så Flemming Pedersen, og jeg kan med sikkerhed sige, jeg endnu ikke har mødt én person, der har haft noget skidt at sige om den 55-årige cheftræners kundskaber og egenskaber.

Han er formentlig den største fodboldprofessor i Danmark, men når en cheftræner i Superligaen begynder at citere filosoffen Ole Fogh Kirkeby og tale om, ’at spillerne skal gøres robust skrøbelige’, så må jeg blankt erkende:

Alt stritter på mig. Det kan jeg slet ikke med!

For mig lyder det som for meget hjerne og for lidt hjerte. Onde tunger vil sikkert påstå, det er helt modsat mig…

FCN-spillerne fejrer Jonathan Amons scoring mod FC Midtjylland, der dog endte med at vinde kampen 2-1. Foto: Lars Poulsen
FCN-spillerne fejrer Jonathan Amons scoring mod FC Midtjylland, der dog endte med at vinde kampen 2-1. Foto: Lars Poulsen
 

JEG SYNES, DET bliver for stereotypt, og jeg kan slet ikke forstå, at man fuldstændig følelsesforladt kan trække på skuldrene efter at have ført 2-0 i Odense og kun få uafgjort – eller med nullerten i Esbjerg at have deltaget i den måske kedeligste kamp i mands minde.

Flemming Pedersen omtalte første halvleg som ’fantastisk’. Altså… Det kan godt være, han prøver at indgyde sine unge spillere ro. Det er så lidt for meget ro efter min smag!

Hvor er den energi, motivation, glæde og gejst, der OGSÅ hører med til fodbold? Manden udstråler jo ingen begejstring overhovedet, han rejser sig næsten ikke fra bænken, og nu har vi lige set, Jürgen Klopp juble og omfavne spillere på sidelinjen og Mauricio Pochettino kure hen ad græsset.

FC NORDSJÆLLAND har hidtil i denne sæson spillet 17 kampe mod top 6-hold. De har ikke vundet en eneste! De har spillet ni uafgjort og tabt otte. Hvis vi tager sidste sæsons slutspil med i regnestykket, har de vundet to kampe ud af 27 – hjemme mod Horsens og AaB.

Det kan de da ikke være tilfredse med!

Flemming Pedersen har haft syv kampe som cheftræner, og han har ikke fundet sit hold endnu – dels på grund af karantæner og dels på grund af hans egne ændringer. Mit indtryk er helt klart: Holdet præsterer dårligere og dårligere, virker demotiveret, og nu er der oven i købet tegn på dalende disciplin, og de ligner det, de er: Et forstærket U21-hold.

Stig Tøfting er ikke overbevist om, at Flemming Pedersen er den rette mand til jobbet. Foto: Jens Dresling/Polfoto
Stig Tøfting er ikke overbevist om, at Flemming Pedersen er den rette mand til jobbet. Foto: Jens Dresling/Polfoto
 

Som spiller har jeg altid haft behov for at kunne SE og MÆRKE min træner. Det er jeg ret overbevist om, at spillerne i FCN ikke kan, når det gælder Flemming Pedersen, og så spørger jeg bare i al stilfærdighed: Hvad er det, de vil i Farum?

HVIS DET KUN handler om talentudvikling, så synes jeg også, at de skal overveje, om de gør det rigtigt. For der er ikke meget, der tyder på, at spillerne er klar til udfordringerne, når de bliver solgt.

Jeg synes også, de skal spørge sig selv, om de ikke har gjort Flemming Pedersen en bjørnetjeneste ved at udnævne ham til cheftræner, da han åbenlyst ikke befinder sig godt i rampelyset.

Good on paper, shit on grass?

Det spørgsmål er faktisk mere robust, end det er skrøbeligt.

Svaret koster kun omkring 37 millioner kroner …

Foto: Paul Ellis/Ritzau Scanpix Champions League - 10. maj. 2019 - kl. 10:23 Dokument afslører vilde Champions League-ændringer
Se også: Danmarks største stjerne trodser skade

27 kommentarer
Vis kommentarer

Skærm

Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere