Arrig Tøffe: Det nærmer sig komiske Ali...

FC Midtjyllands selvforståelse er større end evnerne, mener Stig Tøfting, der påpeger, at midtjyderne førte an i den danske Europa-nedtur

FC Midtjylland skuffede fælt i Europa League mod Rangers, mener Stig Tøfting. Foto: Henning Bagger/Ritzau Scanpix
FC Midtjylland skuffede fælt i Europa League mod Rangers, mener Stig Tøfting. Foto: Henning Bagger/Ritzau Scanpix

DET HAR VÆRET en elendig uge for dansk klubfodbold.

FCK snublede ud af Champions League fra straffesparkspletten, mens Brøndby og FC Midtjylland blev smidt ud af Europa League på røv og albuer i henholdsvis Portugal og Skotland.

Dermed står Ståle Solbakken og FCK igen alene om at samle point sammen til dansk fodbold i Europa, som nordmanden så ofte før har pointeret …

Det var en hård aften for FCK, da man røg ud af Champions League mod Røde Stjerne efter et straffedrama. Foto: Anders Kjærbye/Ritzau Scanpix
Det var en hård aften for FCK, da man røg ud af Champions League mod Røde Stjerne efter et straffedrama. Foto: Anders Kjærbye/Ritzau Scanpix

Hvis jeg skal indlede med FCK, så var det utur, at det blev Røde Stjerne, der trak det længste og eneste strå, der var på straffesparkspletten i Parken. Men københavnerne havde sgu alle muligheder.

To matchbolde i straffesparkskonkurrencen og en lang periode i overtal, indtil Pep Biel dummede sig big time og fik rødt kort ti minutter før tid i den forlængede.

Jeg synes, FCK gjorde, hvad der skulle til for at afgøre kampen, men fem brændte straffespark betyder, at mestrene må tage til takke med Europa League. Her forventer jeg, FCK tager sit 13. gruppespil på 14 år ved at slå Riga.

Ståle Solbakken har stadig mulighed for at komme i et europæisk gruppespil, hvilket er essentielt for dansk fodbold. Foto: Lars Poulsen
Ståle Solbakken har stadig mulighed for at komme i et europæisk gruppespil, hvilket er essentielt for dansk fodbold. Foto: Lars Poulsen
 

IMPONERENDE STATISTIK! Men en sejr over letterne er pinedød nødvendig, hvis ikke dansk fodbold skal stirre ind i en direkte katastrofal, europæisk sæson!

Esbjergs europæiske eventyr, hvis man kan kalde det sådan, sluttede allerede efter to kampe. Her blev bronzevinderne ekspederet ud af hviderussiske Soligorsk. Godkendt? Nej. Forventeligt? Ja!

Jeg havde absolut ingen forventninger til Esbjergs trup i Europa, og det levede de op til …

Nu kan vestjyderne lægge alle kræfter i Superligaen – det bliver der brug for.

BRØNDBY GJORDE, langt hen ad vejen, det, de skulle i Europa. Man levede op til sin seedning og ekspederede Inter Turku og Lechia Gdansk ud. Så er jeg helt med på, at forsvaret var en stor gavebod mod Braga, og 7-3 ikke ser pænt ud.

Brøndby kunne ikke stoppe Braga. Tværtimod forærede man portugiserne sejren. Foto: Hugo Delgado/Ritzau Scanpix
Brøndby kunne ikke stoppe Braga. Tværtimod forærede man portugiserne sejren. Foto: Hugo Delgado/Ritzau Scanpix
 

Brøndby var trods alt massive underdogs mod Braga, og der var positive ting at spore i Brøndbys offensiv. Hvis Niels Frederiksen kan få luget ud i de mange defensive fejlaktioner, så skal Brøndby nok slutte i toppen af Superligaen.

Jeg har gemt det værste til sidst … FC Midtjylland. Den helt store skuffelse. Jo jo, Rangers var gode i begge kampe, men der burde ikke være så stor klasseforskel på FC Midtjylland og det næstbedste hold i Skotland.

Men det var der. Danskerne blev spillet ud ad brættet, og på Ibrox viste Rangers, hvordan ’two touch football’ skal spilles. Midtjyderne lignede miniputter, indtil Rangers trak sig lidt og lod danskerne komme til ved stillingen 7-2 samlet …

Også på Ibrox blev ulvene jagtet vildt. Foto: Russell Cheyne/Ritzau Scanpix
Også på Ibrox blev ulvene jagtet vildt. Foto: Russell Cheyne/Ritzau Scanpix
 

ER FC MIDTJYLLAND bare ikke bedre? Det mener de jo selv, de er.

Jeg kan godt lide, man har ambitioner i Herning. Det er fedt, man melder ud, man vil vinde mesterskaber, i europæiske gruppespil og have en Ballon d’Or-vinder. Men man er satme nødt til at bakke udmeldingerne op med handling, for at det ikke skal blive komiske Ali.

Og det er ved at blive tragikomisk, når man kigger i historiebøgerne og ser, at FCM senest havde europæisk succes i 2015/2016, hvor Manchester United blev endestationen i 1/16-finalen.

I år havde man linet op til det helt store. Holdet var tidligt på plads. Målmanden og forsvaret er det samme minus Kian Hansen. På midtbanen har man selv fravalgt Jakob Poulsen og Marc Dal Hende, og i angrebet har man fravalgt Paul Onuachu og fundet en fuldgod erstatning i Sory Kaba.

Truppen var angiveligt på plads, men Midtjylland fejlede alligevel. Foto: Henning Bagger/Ritzau Scanpix
Truppen var angiveligt på plads, men Midtjylland fejlede alligevel. Foto: Henning Bagger/Ritzau Scanpix
 

SELV IKKE SmartOdds eller selvforståelsen kunne forhindre to pinlige indsatser mod Rangers.

Det kan godt være, Gustav Wikheim er hurtig på Superliga-niveau, men i internationale kampe løber han altså ikke fra nogen som helst fra stående position.

Det er lidt det samme med Evander. Han er fantastisk i Superligaen. Mod skotterne blev hans mangler udstillet. Han var dårlig på bolden, varmede den for meget og kreerede alt for lidt.

Det helt store problem har været den centrale midtbane. Man traf tidligt i sommer en beslutning om, at Jakob Poulsen skulle parkeres på sidelinjen. Det har vist sig at være en klar fejl!

Jakob Poulsen har manglet i spidsen for midtjyderne. Foto: Lars Poulsen
Jakob Poulsen har manglet i spidsen for midtjyderne. Foto: Lars Poulsen
 

Først fandt man ud af, at Ayo Okosun ikke er god nok. Så viste Tim Sparv sig at være en elefant i en glasbutik hjemme mod Rangers, og torsdag spillede man så med Mikael Andersson ved siden af Frank Onyeka. Okay, man skulle satse offensivt, men korthuset faldt hurtigt sammen.

Jeg forstår ikke, hvorfor man ikke har holdt Jakob Poulsen varm ved at lade ham spille nogle kampe i Superligaen. Han er lige præcis den type, som FCM havde brug for mod Rangers. En dybdeliggende playmaker med en fod af guld.

I STEDET HAR FCM været stædig og holdt Poulsen væk fra banen. Ligesom man har truffet beslutninger om, at Onuachu og Dal Hende ikke har været aktuelle, fordi de skal sælges… Men er de solgt? Nej!

Jeg vil vove den påstand, at Marc Dal Hende kunne have bidraget med en masse fra sin wingback mod Rangers. Det samme kunne Jakob Poulsen fra den centrale midtbane…

Det er svært at skælde Kenneth Andersen, Claus Steinlein og resten af den midtjyske bande alt for meget ud, når de står med fem kampe og fem sejre i Superligaen.

Men FCM har igen-igen taget en europæisk maveplasker, og det koster dyrt. Både for dem selv og dansk klubfodbold!

Se også: Stjal svinedyrt ur: Så fik de tæv af Iman

247 kommentarer
Vis kommentarer

Skærm

Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere