Er bekymret: Det har været røvsygt!

Ekstra Bladets fodboldkommentator Stig Tøfting er ikke synderligt begejstret for det danske fodboldlandshold, men håbet er intakt

Hvilke spillere skal udgøre Danmarks offensiv mod Schweiz? Allan Olsen giver sit bud. Producer: Lasse Brøndal

Har jeg skrevet masser af negative klummer om landsholdet? Ja. Har jeg ja-hatten på? Nix. Tror jeg, Danmark vinder over Schweiz: Desværre, men tager gerne fejl … Håber jeg, at Danmark kvalificerer sig til EM? Ja, for faen!

DET SKAL IKKE være nogen hemmelighed, at jeg ikke ligefrem er faldet på røven over det danske landshold.

Det er bestemt en fremragende statistik, Åge Hareide har banket sammen. Ubesejret i imponerende tre år og 30 kampe i streg, hvis man altså trækker vikarlandskampen ud – og accepterer VM-kampen mod Kroatien som uafgjort.

Det kan jeg godt forstå, at Åge Hareide og spillerne er stolte af, men når det gælder om at begejstre det danske fodboldpublikum, så er jeg lige som så mange andre pænt skuffet. Det har for ofte været røvsygt at se på.

I marts jublede danskerne efter vanvittige sidste 10 minutter i Schweiz, hvor landsholdet vendte 0-3 til 3-3. Foto: Lars Poulsen.
I marts jublede danskerne efter vanvittige sidste 10 minutter i Schweiz, hvor landsholdet vendte 0-3 til 3-3. Foto: Lars Poulsen.

NU VENTER DEN vigtigste EM-kvalifikationskamp nogensinde på dansk jord, FORDI vi for første gang nogensinde kan spille EM-slutrundekampe på dansk grund.

Parken er totalt udsolgt, så spillerne og trænerstaben får ikke en bedre mulighed for at underholde det danske publikum. Det er nu, man kan bevise, at kvaliteten, evnerne og modet matcher placeringen som nummer 14 i verden.

Med 0-0-kampen i Georgien i baghovedet så er jeg desværre bekymret. Her spillede Danmark uden energi, ideer, vilje, attitude, kreativ udfoldelse og skabte stort set ingen chancer imod et hold, vi slog 5-1 i Parken.

Danmark kan selv afgøre EM-skæbnen, og det kræver minimum et point mod Schweiz, men en sejr vil naturligvis være det fedeste og sender os godt på vej mod EM 2020.

Gentag bare kunststykket fra 1999, hvor vi vandt 2-1 over Schweiz i Parken – med Jon Dahl Tomasson som matchvinder …

Det får Danmark til at juble

1. Parken. I lidt over 16 år har vi – hvis man ser bort fra den taberdømte 3-3-kamp mod Sverige i 2007 – kun tabt en (!) EM-kvalifikationskamp i Parken. Det var mod Portugal i 2014, og der skulle en Cristiano Ronaldo til at sænke Danmark. Den hjemmebane er guld værd i aften.

2. Christian Eriksen. Ja, han spiller som en pose nødder i Tottenham for tiden, men på landsholdet plejer Eriksen at være leveringsdygtig. Det skal han satme også være, for det er ham, der er holdets vigtigste spiller. Forhåbentlig bliver landsholdet hans pusterum i en svær tid.

3. Defensiven. Vi er svære at score mod. Siden Danmark røg ud til Kroatien ved VM i Rusland, har Danmark kun lukket otte mål ind i 11 kampe. Tager man de tre ud mod Schweiz i det vanvittige 3-3-opgør i Bern, så er det voldsomt imponerende.

4. Skal vi tro på danske scoringer fra andre end Christian Eriksen, så er det positivt, at Christian Gytkær, Andreas Cornelius, Martin Braithwaite og Kasper Dolberg alle er i fin formfremgang. Vi har måske ikke killer-angriberen, men til gengæld har Åge Hareide gode muligheder for at blande kortene, og to deciderede angribere på toppen må gerne være et alternativ.

Det får Danmark til at græde

1. Schweiz. Det er et klassehold og nummer 11 på FIFA’s verdensrangliste. Gennem de første 80 minutter i den omvendte kamp, skilte de Danmark ad! Specielt Arsenals Granit Xhaka kørte Danmark rundt i manegen og ud af brættet. Til alt held pillede de ham ud efter 80 minutter ved stillingen 3-0 til Schweiz og troede, at sejren var hjemme.

2. Stamspillere i formdyk: Simon Kjær, Thomas Delaney, Christian Eriksen og Pierre Emile Højbjerg er blandt de stamspillere, der af den ene eller anden årsag slider med spilletid, et hold i krise eller en fodboldmæssig dårlig form.

3. Backerne. Det er sgu’ ikke verdensklassespillere på de pladser. Henrik Dalsgaard spiller i den næstbedste engelske række – og vi lider stadig under, at vi har en højrebenet på venstre back, nemlig Jens Stryger Larsen. Specielt i offensiven begrænser det Danmark.

4. Christian Eriksen. Sammen med et Tottenham i opløsning, er Eriksen desværre også ligbleg. Vi ved jo godt, at Eriksen ikke er en type, der ene mand hiver et hold i modgang frem, men hvis han tager modløsheden med på landsholdet, så ser det ualmindeligt svært ud for Danmark mod Schweiz.

Se også: Vanvittigt saksespark redder Danmark: Vil blive set igen og igen

Se også: Landsholdet rystet efter grusomt bedrageri: - Helt forfærdeligt

Danske stjerner jubler i Parken efter en scoring i VM-kampen mod Armenien i september 2016. Et syn, vi har kendt i årtier, men nu kan nationalarenaen få ny adresse. Foto: Jens Dresling Sport og Spil Brøndby og Parken slås om landsholdet

33 kommentarer
Vis kommentarer

Skærm

Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere