Forarget over Parken-scener: - Irriterer mig grænseløst!

Raphael Onyedikas opførsel i Parken falder ikke i god jord hos Ekstra Bladets fodboldkommentator, Stig Tøfting

Forarget over Parken-scener: - Irriterer mig grænseløst!

FC Midtjylland vandt det udsolgte topbrag på trods af en tidlig Evander-udvisning. Se højdepunkterne her.

DER VAR RIGELIGT at tage fat på efter den seneste runde i Superligaen.

Brøndby tabte efter en tam indsats i Haderslev, FC Midtjyllands ti mand fik en fornem sejr i Parken og AGF kom tilbage på sporet med nu to sejre i træk.

Læs mere om FC Midtjyllands storstilede planer for fremtiden (+)

Alligevel har jeg valgt noget helt fjerde at bruge min spalteplads på denne søndag. Det er fordelen ved, at det nu engang er min klumme…

For Raphael Onyedikas opførsel i Parken irriterer mig grænseløst, fordi han kom helt ud på et overdrev! Det skal for øvrigt lige med, at han spillede en mega god kamp.

Raphael Onyedikas opførsel i Parken mod FCK irriterer Stig Tøfting. Foto: Lars Poulsen
Raphael Onyedikas opførsel i Parken mod FCK irriterer Stig Tøfting. Foto: Lars Poulsen

Den unge FCM-midtbanespiller virkede til at have rigtig ondt rigtig ofte i topkampen mod FCK. Men når man nærstuderede tv-billederne, så var det sgu svært at få øje på, præcist hvordan i alverden nigerianeren var kommet til skade.

For eksempel da han snublede over holdkammerat Henrik Dalsgaard og måtte ømme sig i græsset i et halvt minut og lignede én, der var ved at dø, inden han på mirakuløs vis kom på benene igen og fem-ti sekunder senere gik ind i tacklingerne for fuld smadder!

For at skrive tingene, som de er, så har jeg det stramt med den opførsel.

DET MINDER MIG OM PEPE, der kunne skrælle igennem, så gnisterne stod ud af fodboldstøvlerne for derefter at rulle 17 omgange rundt om sig selv, hvis han var blevet klappet på skulderen af en modstander…

Jeg stod selv for en del tacklinger i min karriere. Jeg kunne også ligge og ømme mig, hvis nogen var røget i flæsket på mig. MEN! Jeg rejste mig satme op uden at kny hver gang, hvis ikke jeg skulle bæres fra banen.

Én ting er film. Noget andet er, når en spiller konstant ligger sig ned uden at have slået sig. Bare for at bryde rytmen i en fodboldkamp. Og for at få tiden til at gå.

FC Midtjylland havde god tid, da ulvene var kommet foran i Parken. Her er det Erik Sviatchenko i græsset. Foto: Lars Poulsen
FC Midtjylland havde god tid, da ulvene var kommet foran i Parken. Her er det Erik Sviatchenko i græsset. Foto: Lars Poulsen

Det er klart, at jeg som objektiv seer af den fodboldkamp bliver irriteret, fordi jeg gerne vil have en god kamp med flow i.

Jeg forstår, FCM gerne vil smadre rytmen i fodboldkampen, men når de jubler over, at planen lykkedes og bræger op om, at man spillede internationalt… Så hopper kæden af. Det er en forkvaklet tankegang om, hvad international fodbold er.

SPILLER BAYERN MÜNCHEN, Manchester City eller Liverpool sådan? NEJ! Det, som i mine øjne lægger et internationalt snit i en topkamp, er, når dommer Jakob Kehlet tillader spillerne at gå til hinanden uden at fløjte kampen i stykker.

Jeg bryder mig ikke om at se fodboldspillere ligge i græsset på den måde. Jeg skammer mig som fodboldmand, når jeg ser på f.eks. speedway eller cykling, hvor de slår sig selv til lirekassemænd i det ene øjeblik, for så at sætte sig op på cyklen igen og fortsætte efter bedste evne.

Jeg accepterer fuldt ud, at der sidder nogle mennesker i det midtjyske og synes, det er det fedeste i verden at se på Onyedika ligge der, mens sekunderne tikker… Jeg kan konstatere, at de er kommet på andre tanker, siden Viktor Fischer har forladt Superligaen…

B-stuntmanden Jon Dagur Thorsteinsson lå mere ned, end han stod op i Silkeborg. Foto: Henning Bagger/Ritzau Scanpix
B-stuntmanden Jon Dagur Thorsteinsson lå mere ned, end han stod op i Silkeborg. Foto: Henning Bagger/Ritzau Scanpix
 

Jeg er fløjtende ligeglad med, om spilleren hedder Onyedika, Fischer, Dreyer eller Thorsteinsson.

For lad mig med det samme slå fast. Jon Thorsteinssons skuespil er lige så ulideligt at se på!

ISLÆNDINGEN er jo nærmest blevet specialist i at ligne en stuntmand i en dårlig B-film. Og så alligevel, for han smider sig så teatralsk, at han bliver opdaget i sit forsøg på snyd hver evig eneste gang.

Men Onyedikas opførsel i søndags når alligevel nye højder, fordi han tydeligvis ikke slår sig og rejser sig igen, inden han skal modtage behandling. På den måde kan han blive på banen.

I min bog skal sådan en opførsel straffes. Det er ikke forbudt for linjedommeren at holde øje med situationerne væk fra bolden, selv om jeg ved, de skal have øjnene mange steder…

Konsekvensen for spilleren er svær at få øje på, men det er i forvejen dikteret, at det er dommeren, der skal fløjte spillet af, når han synes – medmindre der er tale om en hovedskade.

Dommer Jakob Kehlet havde sit at se til i topkampen mellem FCK og FCM. Han lagde et internationalt snit over opgøret. Foto: Lars Poulsen
Dommer Jakob Kehlet havde sit at se til i topkampen mellem FCK og FCM. Han lagde et internationalt snit over opgøret. Foto: Lars Poulsen
 

OPFORDRINGEN HERFRA LYDER: Hvis der er behov for et spilstop, så klarer dommeren det, og som minimum må spilleren forlade banen for at 'få behandling'.

Jeg ved godt, det ikke er en vandtæt løsning, for vil man snyde, så kan man snyde. Spilleren kan egentlig bare tage sig til hovedet, og så er dommeren nødt til at afbryde spillet. Han er jo ikke synsk.

Men i første omgang skal der fokus på det, hvis det skal stoppes. Jeg kan ikke sige andet, end at jeg vil holde et vågent øje på Onyedikas opførsel imod Randers, selv om kampbilledet næppe bliver det samme som mod FCK.

Derudover vil jeg have ekstra fokus på Brøndby-AaB, som jeg selv dækker på stadion. Nummer tre mod tredjesidstepladsen… Det er et vigtigt opgør!

Brøndby fik tiltrængt opmuntring i pokalturneringen. Se alle ni mål fra kampen her.

BRØNDBY fik tiltrængt opmuntring med 8-1 mod Allerød, og jeg tror også, at AaB ligger godt til mestrene.

AaB går næppe på kompromis med deres opbygningsspil, og det er her, Brøndby skal slå til, når AaB smider kuglen væk, og kontrachancerne byder sig. Med endnu et nederlag begynder det for alvor at se kritisk ud på Vestegnen…

Jo, der bliver masser at holde øje med igen i dag, og selv om FCM-Randers ikke er rundens største brag, så har du min fulde opmærksomhed, Raphael Onyedika!

Læs mere om baggrunden for Brøndbys krise her (+)