Forkælede millionær-møgunger? Nu blander Tøffe sig i transfer-ballade

- Jeg er ikke forarget over, at der bliver indleveret ønsker om at blive solgt i en lind strøm, lyder det fra Ekstra Bladets fodboldekspert Stig Tøfting

ER KONTRAKTER IKKE det papir værd, de er skrevet på, og er nutidens fodboldstjerner en flok forkælede møgunger, der kun tænker på den næste million, der ruller ind på bankkontoen?

Ja, man kunne jo næsten fristes til at tro det efter nogle uger med masser af ballade på transferfronten.

Coutinho vil sælges fra Liverpool, selvom han lige har forlænget med fem år. Neymar lod sig friste af PSG’s sindssyge pengetank, og Dembele udebliver ganske enkelt fra træningen i Dortmund, da han fik besked på, at Barcelona var ude med snøren.

Diego Costa nægter at vende tilbage til Chelsea, og Virgil van Dijk vil væk fra Southampton.

Jeg er selvfølgelig grundlæggende fan af, at aftaler overholdes, men tager vi Coutinho som eksempel, så kan jeg sagtens forstå ham.

Det er hans liv, hans karriere – og når en klub som Barcelona kommer og vil ha’ en, så sker der noget i hovedet på spillerne. En ting er pengene, men i et kort fodboldliv så ved han, at med catalanerne kan han vinde noget. Få sat nogle aftryk og forfølge sine ambitioner. Det har jeg svært ved at kritisere.

JA, HAN KUNNE være blevet en legende i Liverpool, hvis han havde ført dem frem til et mesterskab, men skal vi ikke være enige om, at det er en usikker vej! Og han er jo ikke ligefrem indfødt som en Steven Gerrard, så de følelser er jo slet ikke i spil for Liverpool-stjernen.

Fansene er selvfølgelig frustrerede over udsigten til at miste deres største stjerne, og kritikerne vil også sige, at klubberne helt har mistet kontrollen over deres ansatte.

Liverpool kan selvfølgelig sende Coutinho til at løbe Melwood-anlægget tyndt, mens de andre træner, indtil han kommer på andre tanker, men hvem skulle det gavne?

doc6vwvw2q4tli15doskkx2.jpg
FOR MENS HANS SLIDER løbeskoene tynde, taber han i værdi, og grøfterne graves dybere mellem spiller og klub. En loose-loose-situation med tabere på begge sider.

Selvfølgelig kan Liverpool banke Coutinho på plads – som man faktisk gjorde med Luiz Suárez, da han ville sælges til Arsenal – men nu taler vi Barcelona, og det er altså bare et helt andet game, når de banker på døren.

Er Liverpool det store offer? Nej, jeg har i hvert fald ikke ondt af Liverpool og alle øvrige klubber. Det er ofte dem, der holder en spillers karriere i deres hænder, og de er ikke blege for at sende spillere ud på et sidespor, hvis ikke de leverer, eller sidste salgsdato er overskrevet.

Rafael van der Vaart er et glimrende eksempel og render nu rundt og bliver ydmyget ved at ikke at blive udtaget til kampen på Cypern og derefter skal træne med reserver og ungdomsspillere.

Eller hvad med Daniel Agger, der lader det være op til Liverpool, om de vil sælge ham til Barcelona, der stod klar med en femårig kontrakt. Liverpool sagde nej for blot et år senere at hente yderligere en midterforsvarer i Mamadou Sakho, og dermed fik Agger ikke det antal kampe, han havde regnet med.

Så skal vi også lige huske, at de mulige 120 millioner pund er en ordentlig slat penge for Liverpool, ligesom de 1,6 milliarder Barcelona fik ind for Neymar, var det. Det er sgu’ et pænt plaster på såret, selvom jeg udmærket ved, at mange klubber skruer prisen op, når Liverpool kommer og skal brænde nogle af pengene af.

BELØBENE BLIVER JO netop så store, fordi Coutinho og Neymar har og havde mange år tilbage af deres kontrakter, så jo, kontrakter betyder en masse. Ikke mindst for en eventuel salgspris.

doc6w3lcgbl7dcme3bia8x.jpg
Sådan er gamet. De store klubber køber i de mindre, og det fortsætter helt ned til Superligaen, hvor FCK også henter i de øvrige Superliga-klubber og sjældent får et nej.

Så nej, jeg er ikke forarget over, at der bliver indleveret ønsker om at blive solgt i en lind strøm. Sådan har det altid været, og sådan vil det fortsætte. Jeg tror bare, medieopmærksomheden er større nu – og beløbene vanvittige.

Jeg kan da roligt konstatere, at jeg blev født 15 år for sent…

Top og flop

TV: Coutinho sætter smukt Salah op til sin første Liverpool-kasse – Se målet her:

Nu sker det: Barcelona tæt på stjerne-afløsere for Neymar 

Topmøde i Premier League: Kæmpe ændring på vej

De var de 100 største talenter: Hvem toppede, hvem floppede og hvem endte i Superligaen?