Skuffet Tøffe rusker Guld-Glen: Røvsygt!

- Dit hold er røvkedeligt at se på Glen, mener Ekstra Bladets fodboldkommentator Stig Tøfting

Riddersholm skal finde de gode takter frem. Foto: Jens Dresling
Riddersholm skal finde de gode takter frem. Foto: Jens Dresling

Måske er der nogen, der kan hviske Glen Riddersholm i øret, at han er i underholdningsbranchen. Hvis ikke, så råber jeg det gerne her: Dit hold er røvkedeligt at se på, Glen!

Når jeg ser SønderjyskE spille, så sidder jeg stort set hele tiden med fornemmelsen af, at det er vigtigere IKKE at tabe, end det er at vinde, og det giver sjældent fede fodboldkampe.

Det er sådan set ikke for at save Glen Riddersholm over, men bare for at ruske op i den tidligere mestertræner, der er godt i gang med at skræmme både tilskuere og seere væk fra SønderjyskE’s kampe.

SønderjyskE tørner sammen med Brøndby søndag. Foto: Henning Bagger/Ritzau Scanpix
SønderjyskE tørner sammen med Brøndby søndag. Foto: Henning Bagger/Ritzau Scanpix
 

Med 5416 i snit til hjemmekampene, har SønderjyskE aldrig haft flere tilskuere på stadion i Haderslev, når man lige ser bort fra supersæsonen 15/16, hvor man havde 5848 i snit. Så det er absolut godkendt, men de bliver sgu da ikke hængende, hvis de præsenteres for den omgang kedelige fodbold, Riddersholm serverer.

SYV KAMPE i træk uden sejr taler sit tydeligere sprog – og tager vi 3-3-kampen mod Silkeborg ud, så har SønderjyskE kun scoret to (!) mål i seks kampe. Kigger man på de sidste tre hjemmekampe, så er SønderjyskE gået fra banen uden at score.

Selvfølgelig vil Glen Riddersholm sige, at ja, ja, det er godt med mig. Vi har altså kun tabt til FCK og FCM i denne sæson, så otte kampe ud af ti uden nederlag er stærkt for en klub som SønderjyskE.

SønderjyskEs Mart Lieder mod Hobros Rasmus Minor Petersen. Foto: Henning Bagger/Ritzau Scanpix
SønderjyskEs Mart Lieder mod Hobros Rasmus Minor Petersen. Foto: Henning Bagger/Ritzau Scanpix
 

Bestemt, men når jeg kigger på kampene, så tænker jeg:

Kunne man ikke prøve med noget genpres? Bare en gang i mellem – i stedet for at spurte tilbage og stille sig i kæderne.

Kunne man ikke prøve at spille bolden frem på førsteberøringen, når man havde erobret den, i stedet for at trille den til siden.

Kunne man ikke slå nogle indlæg i stedet for at trille den bevidstløst tilbage som hjemme mod Horsens, hvor man ved stillingen 0-0 ellers skulle tro, at man gerne ville jagte det afgørende mål.

Kunne man ikke forestille sig, at de ellers dygtige offensive spillere kunne udfordre en-mod-en i stedet for den sikre aflevering bagud.

ER DET SÅ spillerne eller træneren, der er den skyldige? Ingen kan sige sig fri, men det starter jo med træneren. Det er ham, der skal sætte kursen – også den offensive, hvor det lige nu ser ud til, at der er dikteret livrem og seler til hele holdet.

Riddersholm har ovenikøbet fået markante forstærkninger i Rilwan Hassan, Mads Albæk og Patrick Banggaard. Spillere han kender og stoler på.

Mads Albæk i duel. Foto: Henning Bagger/Ritzau Scanpix
Mads Albæk i duel. Foto: Henning Bagger/Ritzau Scanpix
 

Så kan man selvfølgelig sige, at Silkeborg er indblandet i den ene underholdende kamp efter den anden – og de ville sikkert gerne bytte med SønderjyskE’s placering, men SønderjyskE er ikke længere den nye dreng i klassen og den evige underdog.

Vi bør kunne forvente noget mere – også af Glen Riddersholm.

DA JEG FORUD for sæsonens første kamp skulle spå om den endelige placering i grundspillet, havde jeg SønderjyskE på en syvendeplads, men med den helt klare forventning, at de bestemt burde spille med om en top seks-placering til det sidste.

Den forventning er ikke ændret, og når jeg kigger på truppen, så burde det være muligt. Det kræver dog, at nogle af de mange uafgjorte bliver forvandlet til sejre.

Glen Ridersholm holder fast i sit 4-1-4-1-system, men det kræver altså nogle kanter med fart og evner til at udfordre – og det har vi endnu ikke set.

Riddersholm selv – som jeg synes fortsat er en gave til Superligaen med sin ærlige facon – må vel også selv være interesseret i at løfte sit pointgennemsnit.

I FCM hed det 1,74, i AGF 1,20, og nu er han så raslet ned på 1,08 i SønderjyskE.

Så kom nu. Ud af busken, Riddersholm.

Vi bør kunne forvente noget mere – også af Glen Riddersholm.

Det er ham, der skal sætte kursen – også den offensive, hvor det lige nu ser ud til, at der er dikteret livrem og seler.

--------- SPLIT ELEMENT ---------

Tøffes spåkugle - dagens kampe

 

SØNDAG KL. 12.00

AGF-FC Nordsjælland

Et brag af en kamp. Formstærke AGF skal bevise holdbarheden – og nu skal forsvarsklippen Niklas Backman også vise, at han er skarp med den indvendige side af hovedet. FCN har ligaens hurtigste stænger foran – og de skal stoppes med intelligens.

Mit bud: 2-2

 


SØNDAG KL. 14.00

AaB-Randers

AaB leder efter melodien efter to nederlag i træk, men Kasper Kusk viste dog vejen med fem kasser på en halvleg  i pokalturneringen. De møder dog et Randers-hold, der er svære at spille imod og som må have masser selvtillid efter tre sejre i træk, så det lugter af et kryds.

Mit bud: 1-1

 


SØNDAG KL. 16.00

FC Midtjylland-OB

Superligaens i øjeblikket bedst spillende hold, FCM, var en skygge af sig selv i pokal-fiaskoen mod Fremad Amager, men maser og udspiller OB. Det er mere end fem år siden, OB har fået point i Herning og det sker heller ikke i dag.

Mit bud: 3-0

 


SØNDAG KL. 18.00

SønderjyskE- Brøndby

SønderjyskEs fornemste opgave bliver igen at forhindre et nederlag. Brøndby har dog den fordel, at de kun skal håndtere en SønderjyskE-angriber – og derfor bør de kunne hive en smal sejr i land.

Mit bud: 0-1

 

 

39 kommentarer
Vis kommentarer

Skærm

Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere