Ståles store hovedpine

- Hvordan skal han stille op, så holdet får bid i offensiven? Der kommer i hvert fald ikke nok gennembrud fra kanterne – et problem, som FCK aldrig fandt løsningen på sidste sæson, mener Ekstra Bladets fodboldekspert, Stig Tøfting

Ståle om søndagens opgør mellem FCK og Brøndby: Den kamp har intet med et derby at gøre. Video: Discovery Networks Danmark

Ståle Solbakken må gerne selv, men når eksperter og kommentatorer kritiserer FCK-spillerne for den rædselsfulde 1. halvleg i Odense, så er det over stregen.

'Vi har jo ikke tabt 38 kampe i træk, vi har kun tabt en', lød svaret på noget af den kritik, der var haglet ned over FCK efter kampen mod OB.

Gad vide, om det er fordi, nordmanden selv kunne se, at det ikke nytter noget at rive sine spillere fuldstændig fra hinanden i medierne – heller ikke selv om indsatsen retfærdiggjorde kritikken.

Se eller gense højdepunkterne fra FCK's nedtur mod OB. Video: Discovery Networks Danmark

Solbakken har trods alt brug for spillerne til at vende bøtten og komme tilbage på Superliga-tronen, så måske udskamningen alligevel var en tand for voldsom, selv for Ståle Solbakken, der måtte sætte gang i 100 meter rygcrawl inden Europa League-opgøret mod IFK Göteborg.

FC København bokser med mange af de samme problemer, som gjorde sidste sæson til en gedigen Superliga-skuffelse.

Backerne har ikke samme topniveau som tidligere i FCK, og generelt sniger der sig alvorlige fejl ind i defensiven, der koster mål.

Skidt indledning på Superligaen i Odense. Foto: Claus Fisker/Ritzau Scanpix
Skidt indledning på Superligaen i Odense. Foto: Claus Fisker/Ritzau Scanpix

Men det er på midtbanen, Ståle Solbakken har sin største hovedpine.

Hvordan skal han stille op, så holdet får bid i offensiven? Der kommer i hvert fald ikke nok gennembrud fra kanterne – et problem, som FCK aldrig fandt løsningen på sidste sæson.

Det er svært at pege på FCK-spillere, der bare sætter en modstander af og knalder bolden i kassen. Rasmus Falk er tættest på, men han har kun scoret sølle et Superliga-mål siden 6. maj 2019.

Jeg kan derfor ikke, at det bliver løst med et fingerknips med den trup, FCK har nu. Viktor Fischer i topform kan gøre det, men han mangler forståeligt nok en del på fysikken.

Jeg kan hjælpe så meget og sige, at Solbakken i hvert fald ikke skal spille med Zeca og Stage sammen på midten, hvis der skal spilles fremad.

De er alt for defensivt orienteret i deres omgang med bolden. Det er der ikke brug for i Superligaen, hvor FCK har bolden langt mere end modstanderen.

Så kan det godt ske, at Jens Stage fungerer som rugbrødsspiller ved siden af kaptajnen i de europæiske kampe, hvor FCK ikke SKAL skabe kampene. Det har tidligere fungeret rigtig fint for FCK med en opstilling i Superligaen og en i Europa.

Foto: Jens Dresling
Foto: Jens Dresling
 

Til derbyet ville jeg stille så offensivt på midten som muligt. Zeca skal nok klare de defensive opgaver, så stil da med Falk, Mudrazija (som fortjener en startplads efter sine to indhop i Odense og Göteborg) og Fischer på midten – i hvert fald hvis sidstnævnte kan spille fra start igen.

De to derby-trænere har pudsigt nok vidt forskellige opgaver på skrivebordet. Niels Frederiksen skulle i Brøndby finde ud af, hvordan han kunne lukke en en hullet defensiv, og det lykkedes med tre-mandsforsvaret.

Hos FCK har Ståle Solbakken som sagt skulle finde ud af, hvordan man skaber chancerne - og scorer på dem.

For at strø salt i såret, så mener jeg, at Pione Sisto var den brik i puslespillet, der kunne have tippet favoritværdigheden over i FCK-favør. Så tæt på – og alligevel så langt fra…

Sisto ville have passet perfekt ind på FCK-kanten. Han kan noget ekstraordinært, har gennembrudsstyrken og skaber plads til sine holdkammerater.

Lige nu er der ingen hold, der ryster i bukserne over at skulle stå over for FCK-offensiven. Med Sisto havde det været anderledes.

Wilczek ligner en mand, der allerede har funde sig til rette. Foto: Claus Fisker/ Ritzau Scanpix
Wilczek ligner en mand, der allerede har funde sig til rette. Foto: Claus Fisker/ Ritzau Scanpix
 

Til gengæld ser det ud til, at Solbakken har ramt lige i bulls eye med Kamil Wilczek. Det er det mest kontroversielle indkøb i Superligaens historie, men mon ikke FCK’s fans overgiver sig, hvis han laver 25 mål og mesterskabet ender hos FCK.

Det gør ondt på Brøndby-fansene at se deres forhenværende kaptajn rende rundt og score mål for ærkerivalerne. Det er klart med den status, Wilczek havde på Vestegnen.

Det kan godt være, det virker afstumpet for folk udenfor fodboldverdenen, når reaktionerne er så voldsomme mod Wilczeks skifte, men i min verden er det uundgåeligt, at der kommer reaktioner, fordi han var så vigtig en figur i Brøndby.

Læg hans udtalelse om 'En gang Brøndby, altid Brøndby' oven i - og det er ren benzin på bålet.

Lad mig dog i samme åndedrag slå fast, at det slet, slet ikke hører hjemme med trusler mod manden, så det kommer til vagter, politi og hvad ved jeg…

 

FCK og Kamil Wilczek virker til at være et perfekt match rent sportsligt. Pione Sisto kunne have lappet det sidste hul i FCK, men i stedet rejste han hjem til Heden, hvor mesterskabet også havner. I hvert fald hvis Ståle Solbakken ikke forstærker sit hold, inden transfervinduet smækker i…

--------- SPLIT ELEMENT ---------

Tøffes Spåkugle

 

OB - FC Nordsjælland

Det bliver en målrig affære, og jeg kan slet ikke se, hvordan FCN skal gå fra banen uden at score. OB overraskede positivt mod FCK og lykkedes med at overbefolke midten. Det klædte fynboerne, at de tre forreste virkelig ville noget frem ad banen.

Mit bud: 2-2

 

FC København - Brøndby

Søndag kl. 14.00

Brøndby har kun vundet to Superliga-kampe i Parken i snart 21 år, men jeg tror, de får noget med sig. Jeg er meget begejstret for den anden halvleg, Brøndby spillede mod FCN, og Niels Frederiksen skal bruge samme opskrift med energi og initiativ. Kamil Wilczek kommer til at score mod sin tidligere klub.

Mit bud: 2-2

 

Randers - AGF

Søndag kl. 16.00

Vi skal tilbage til marts 2014 for at finde den seneste AGF-sejr i Randers, og hjemmeholdet har virkelig krammet på aarhusianerne, der endda har kampen i Slovenien siddende i både benene og hovedet. Dette AGF-hold er dog så robust, at det får point med fra Kronjylland.

Mit bud: 1-1

 

Vejle - Sønderjyske

Søndag kl. 18.00

Vejle er et helt andet hold i Nørreskoven end på udebane. Derfor kommer oprykkerne på tavlen til trods for den slingrende sæsondebut i Aarhus. Sønderjyske kom godt fra land og skal top-seks-ambitionerne tages seriøst, så skal der noget med hjem fra Vejle.

Mit bud: 2-2

113 kommentarer
Vis kommentarer