Stig Tøfting indrømmer: Det her er meget mærkeligt

Plæneklipperen fra Aarhus er ude på en underlig mission: Ros til AGF!

Simon Hedlund ser noget mismodig ud, efter AGF har bragt sig på 1-0 i Brøndby i august. Det skulle blive meget værre... Foto: Jens Dresling/Ritzau Scanpix
Simon Hedlund ser noget mismodig ud, efter AGF har bragt sig på 1-0 i Brøndby i august. Det skulle blive meget værre... Foto: Jens Dresling/Ritzau Scanpix

NU SKER DER NOGET MÆRKELIGT! Jeg kaster mig ud i noget, jeg godt vil tillade mig at kalde en hyldest til den klub, jeg nok altid har været hårdest ved. Jeg kan faktisk slet ikke huske, hvornår jeg sidst har rost AGF, så hvis folk spørger: Hvad fanden sker der, Stig?

Så kan jeg godt forstå dem.

Men jeg vil godt rose både klub og Superligaens hårdest prøvede fans for at bevare roen og begge ben plantet på jorden, uanset at der i en periode efter seks sejre i træk var grund til jubel og opstrakte arme.

Så tabte de 0-2 i Randers, inden de på en totalt udsolgt hjemmebane mødte bundproppen Silkeborg – og tabte 3-4.

Så kørte den gamle plade igen for fuldt drøn: Typisk AGF!

Patrick Mortensen og Mustafa Amini jubler efter 3-0 sejren i sensommeren. Foto: Jens Dresling/Ritzau Scanpix
Patrick Mortensen og Mustafa Amini jubler efter 3-0 sejren i sensommeren. Foto: Jens Dresling/Ritzau Scanpix
 

MEN LIGE NU ER DER faktisk meget, der IKKE er typisk AGF! I slutningen af september præsenterede klubben årsregnskabet, der viste et plus på 10 mio. kroner og dermed sorte tal for første gang siden 2008. Det var selskabets bedste resultat i over 40 år.

AGF har indtil nu holdt et snit på 11.382 tilskuere, og det er det tredjehøjeste i Aarhus siden indførelsen af betalt fodbold i 1978. Det er oplagt, at tilskuerrekorden på 12.071 tilskuere fra 95/96 står for fald, hvis AGF kvalificerer sig til top 6 og endnu engang kan se frem til besøg af FCM, FCK og Brøndby i slutspillet.

Hvis AGF i dag slår Brøndby foran flere end 15.000 tilskuere – og det tror jeg, de gør – når de op på ni sejre i 17 kampe, så leder det jo tankerne tilbage til 96/97-sæsonen, hvor de også havde ni sejre efter 17 kampe. Dengang fik de bronze!

DER ER ALTSÅ MEGET, der ikke er typisk AGF lige nu. Men det er fand’me også på tide, der sker noget!

I dag gælder det Brøndby på hjemmebane, og det er helt indlysende et opgør, der kommer til at definere, hvilken vej AGF skal kigge. Vinder de, er der to point op til gæsterne på tredjepladsen, et nederlag øger afstanden til otte point, og så er det i hvert fald ikke bronzemedaljer, de skal tale om i Aarhus de næste måneder.

David Nielsen er godt tilfreds med det meste, men hvorfor bliver hans situation i klubben ikke snart afgjort? Foto: Jens Dresling/Ritzau Scanpix
David Nielsen er godt tilfreds med det meste, men hvorfor bliver hans situation i klubben ikke snart afgjort? Foto: Jens Dresling/Ritzau Scanpix
 

TIL GENGÆLD ER DET NOK ret typisk AGF, at der skal herske uklarhed på trænerposten. David Nielsens kontrakt udløber 30. juni, og det helt store spørgsmål er, hvorfor sker der ikke noget på den front? Hvorfor er den ikke forlænget? Er ledelsen i AGF ikke sikker? Er det økonomi, der skiller? Vil David noget andet?

Med de briller, jeg kigger igennem, kan jeg kun sige: Sæt i gang og få det afklaret!

JEG HAR FLERE GANGE været efter David Nielsen, fordi jeg syntes, at angsten for at tabe vandt over lysten til at vinde. Når han skiftede ud, var det altid én til én. En angriber for en angriber, en kant for en kant. Men på en svær udebane i Farum skiftede han Nicklas Helenius ind ved siden af Patrick Mortensen, kørte med to angribere, og AGF vandt 1-0 på Patrick Mortensens træffer ti minutter før tid. På et straffespark begået mod Nicklas Helenius…

Mod FCK spillede AGF ren overfaldsfodbold og tabte vel kun, fordi løverne havde en veloplagt Dame N’Doye tilbage på holdet. Århusianerne er et frisk pust i Superligaen lige nu.

David Nielsen tager større risici med holdet nu, end han gjorde tidligere. Foto: Jens Dresling/Ritzau Scanpix
David Nielsen tager større risici med holdet nu, end han gjorde tidligere. Foto: Jens Dresling/Ritzau Scanpix
 

DAVID NIELSEN TAGER større risici med et mandskab, jeg synes er interessant. Jeg er ikke super begejstret for nogen af de to målmænd, men der er et godt forsvar, offensive backs, kanter, der vil noget, og en stærk central midtbane. Sådan kan man blive ved helt frem til Patrick Mortensen, der ved, hvor målet står.

Spørgsmålet er bare, om man så kan regne med AGF? Fansene skal helt tilbage til 1986 for at finde det sidste mesterskab og til 1997 for at finde en bronzemedalje. AaB har vundet fire mesterskaber i mellemtiden…

Niels Frederiksen har haft sjovere stunder end sidst, Brøndby tog imod AGF. Foto: Jens Dresling/Ritzau Scanpix
Niels Frederiksen har haft sjovere stunder end sidst, Brøndby tog imod AGF. Foto: Jens Dresling/Ritzau Scanpix
 

VI FÅR ET SVAR søndag aften, når AGF tager imod Brøndby i en duel, der for mig er en af de mest hæderkronede i dansk fodbold. Braget kommer, mens der blæser meget positive vinde over klubben, der økonomisk, tilskuermæssigt og måske også resultatmæssigt topper på samme tid.

Og så er det da god lir, at det er de to ’bonderøve’ fra Randers - Jacob Nielsen og Peter ’PC’ Christiansen - der er i gang med at vende hele butikken!

Se også: Tiden løber ud: Bendtner ude af FCK-truppen

DBU Pokalen - 22. nov. 2019 - kl. 15:30 Efter aflysning: Tager pis på Superliga-klub

64 kommentarer
Vis kommentarer
Mest læste i sport
Seneste i sport
Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere