Stig Tøfting: Zanka arrogant? Nej, da!

Ekstra Bladets Stig Tøfting hylder Mathias Zanka Jørgensen for at stikke ud i en grå Superliga - også selvom Brøndby-fansene sikkert er vildt uenige

Mathias Zanka bliver beskyldt for at være arrogant. Stig Tøfting er uenig. Foto: Lars Poulsen
Mathias Zanka bliver beskyldt for at være arrogant. Stig Tøfting er uenig. Foto: Lars Poulsen

HVIS DER ER en mand, som det klør i fingrene for Brøndbys fans at få fat i, så må det være Mathias Zanka Jørgensen.

Igen i onsdags til pokalderbyet, haglede det ned med skældsord mod FCK’s midterforsvarer, og pibekoncerten ned mod Zanka fortalte igen en historie om den mest udskældte og forhadte FCK-spiller.

Og Mathias Zanka Jørgensen bragte igen lidt brænde til bålet ved at takke Brøndby-fansene bagefter. Det styrkede bare koncentrationen, at blive kaldt homoseksuel, som han sagde bagefter.

Det synes jeg jo er god lir, og jeg kan da selv huske, at jeg heller ikke blev modtaget med klapsalver og åbne arme på Brøndby Stadion og i Parken, men det kun med til at sætte mig op.

I DET STORE hele synes jeg dog, at han lod støvlerne tale i onsdagens opgør - og selvom TV3 Sports kamera var i nakken på ham gennem hele kampen, så afslørede det ikke de vilde unoder.

Men holdningen til Mathias Zanka Jørgensen er gennemgående denne: Er han ikke bare en arrogant stodder?

Min holdning er helt klar: Nej, det synes jeg ikke.

Omvendt synes jeg faktisk, at han er en sød og stille knægt, måske lidt genert, men jeg kan sagtens forstå, hvorfor han kan få folk op i det røde felt.

Både hans måde at spille på og hans optræden udenfor banen kan virke megaselvsikker og dermed opfatter nogle det som arrogant.

HAN VIRKER tilpas ligeglad med, hvad andre tænker og er heller ikke bleg for at prikke til både modstandere og fans.

Ja, han deler vandene og stikker ud. Zanka er manden, de fleste elsker at hade og det lever dagens 26-års fødselar sikkert fint med.

Det sjove – eller triste – er, at jeg til denne klumme blev bedt om, at nævne 10 spillere, der adskiller sig fra mængden i Superligaen. Ked af at sige, men det kunne jeg sgu’ ikke. Jo, Kim Aabech i AGF, Kenneth Emil Pedersen i AaB og Ronnie Schwartz i Esbjerg har lidt. Nicki Bille havde, men han er smuttet – og så bliver det ellers en tynd kop te.

Derfor kommer Mathias Zanka Jørgensen også til at stikke endnu mere ud, men han skal være så velkommen, for uden typer som ham, ville fodbolden være helt farveløs.

Sport og Spil Alle hader Zanka - men han er ligeglad

SOM SPILLER HAR Mathias Zanka været en kende arrogant fra start og jeg tror, at svaret ligger i, at han altid har været den bedste i sin årgang, så er tingene kommet let til ham

I starten af karriere smed han de nemmeste bolde væk. Med en nonchalant attitude kunne han kikse en aflevering over fem meter, og det så ikke ud til at betyde noget for ham med den slags fejl.

Han lærte rigtig meget af den modgang han fik i PSV Eindhoven, hvor han så, at tingene ikke bare kommer af sig selv.

Tilmed bøvlede han med en alvorlig skade før skiftet til Holland og den ekstra modgang ser ud til at have styrket ham.

Det har i hvert fald været en meget mere moden og ansvarsbevist Mathias Zanka Jørgensen FCK har hentet hjem fra det kiksede ophold i Holland, og vi ser ikke rigtigt de helt store bommerter mere.

LIGE NU ER han den helt naturlige styrmand i FCK-forsvaret og sammen med Daniel Agger er Zanka den bedste midterforsvarer i Superligaen. Det vidste den seneste kampe mellem de to hold, hvor der blev gået til stålet i begge ender.

Zanka har da også lige præcis nogle af de samme egenskaber som Agger. Hurtig, nærkampsstærk, godt blik for spillet – og så kan de begge gå med bolden og finde hullerne op langs banen.

Jeg er da også sikker på, at Zanka er pisseirriterende at spille overfor. Det ser nemlig ud som om, at han har læst godt på den lille bog med de små tricks og på en eller anden facon, er der altid lidt ballade i området omkring Mathias Zanka Jørgensen.

NU HAR STÅLE Solbakken så anbefalet ham til Åge Hareides landshold, og selvfølgelig skal han være i spil.

Problemet for Zanka er, at han er havnet i en pulje af virkelig stærke midterforsvarere. Daniel Agger, Simon Kjær, Andreas Christensen og Jannick Vestergaard står foran, men til gengæld vil jeg til hver en tid vælge Zanka frem for Jores Okore.

På alle parametre er Mathias Zanka dog en gevinst for Superligaen – også selvom de med garanti ser noget anderledes på det ude i Brøndby…

Brøndby Johan Elmander følte sig provokeret af Zanka og ville meget gerne have fat i FCK'eren efter slutfløjtet på Brøndby Stadion (Foto: Lars Poulsen) DBU Pokalen - 20. apr. 2016 - kl. 23:37 Zanka efter pokalsejr: Tak for hjælpen, Brøndby-fans

Se - eller gense Thomas Kahlenberg og Mathias Zanka Jørgensen i infight.

204 kommentarer
Vis kommentarer

Skærm

Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere