Stop nu det brok, Ståle!

Ståle Solbakkens kritik af kampprogrammet klinger hult i Stig Tøftings ører

Ståle Solbakken har ved flere lejligheder langet ud efter programplanlægningen, men det har han slet ingen grund til, mener Stig Tøfting.

Lad mig starte med at slå fast: Jeg kan rigtig godt lide Ståle Solbakken. Jeg vil endda gå så langt som at sige, at han er min yndlingsnordmand!

Otte mesterskaber og fire pokaltitler siger alt om hans betydning for FCK. I dag runder han kamp nummer 600 for klubben! Når man samtidig tager københavnernes 13 europæiske gruppespil, med og uden Ståle Solbakken, de seneste 14 år, så er han og FCK ganske enkelt uvurderlige for dansk fodbold.

MEN … Hold nu kæft, hvor er det trættende at høre på FCK-managerens gentagne brok over kampprogrammet herhjemme.

Efter sejren over Hobro var han igen ude med kritik af, hvor ’vildt uretfærdigt’ det er for FC København, at man skal spille de store kampe i Superligaen efter Europa League.

Læs mere om Solbakkens kritik her:

Se også: Helt sort: - Det er vildt uretfærdigt

Siden er det så kommet frem, at FC København selv har ønsket at spille Superliga-topkampene EFTER Europa League-kampene. IKKE FØR.

Det betyder, at københavnerne ikke har haft mulighed for at spille topkampene lige efter landskampspauserne, fordi der har været en europæisk midtugekamp umiddelbart efter. Der har ellers været 14 dages kamppause i både september, oktober og november.

Derfor klinger Ståle Solbakkens kritik noget hult i mine ører!

Læs Divisionsforeningens svar her:

Se også: Efter Ståle-brok: - Vi har taget hensyn til FCK

DA FCK RØG ud af Europa League i fjor, havde man flere topkampe mod FCM og Brøndby INDEN Europa. Det er givetvis derfor, man har ønsket at få Superliga-topkampene EFTER i denne sæson. FCK har fået det, som de ville!

FCK har hvert evigt eneste efterår i en lang årrække været vant til at spille europæisk i midtugen og Superliga i weekenden. Det er der intet nyt i! Jeg hører heller ingen spillere klage deres nød over kampprogrammet.

Det er kun Ståle Solbakken, der klager sin nød over kampprogrammet. Foto: Jens Dresling
Det er kun Ståle Solbakken, der klager sin nød over kampprogrammet. Foto: Jens Dresling
 

Når turneringsudvalget sidder og planlægger programmet i maj måned, så aner de jo ikke, om FCK spiller Champions League tirsdag/onsdag eller Europa League torsdag. Eller om FCM og Brøndby for den sags skyld skulle spille i Europa om torsdagen …

Hvis nu FCK havde banket sig vej til det fineste selskab, og Brøndby var gået i Europa League, så havde københavnerne haft en stor fordel i derbyet.

FC København sørgede med 1-0-sejren ude over Lugano for, at Danmark strøg forbi Tjekkiet på den europæiske rangliste. Foto: Gian Ehrenzeller/Ritzau Scanpix FC København - 29. nov. 2019 - kl. 13:05 Efter FCK-succes i Europa: Danmark tæt på magisk plads

JEG VED GODT, det er et tænkt eksempel, men turneringsudvalget kan jo ikke vide det på forhånd, og derfor giver man klubberne medbestemmelse.

Når FCK så ovenikøbet har fået deres vilje, synes jeg, Ståle skal vende klubbens ønsker med Benny Olsen, der er bestyrelsesmedlem i Parken, inden han slår det stort op i medierne. Benny Olsen er nemlig også formand for programudvalget. Det kan man da kalde mangel på intern kommunikation …

For eksempel ville Solbakken gerne have flyttet pokalkampen mod FCN til 2020, men virkeligheden er, at FCK på højeste plan havde ønsket at spare græsset i Parken i februar og derfor frabedt sig hjemmekampe i februar, hvor pokalrunden senest skal være afviklet…

JEG FORSTÅR til gengæld godt nordmandens frustration over, at hverken FCM eller Brøndby trækker deres del af læsset i Europa. Når det er så vigtigt at fastholde den 15. plads på koefficientlisten, så er det sgu da for ringe, at det KUN er FCK, der bidrager med point år efter år.

FC København bliver heldigvis ved med at skrabe point sammen til Danmark på koefficientlisten. Foto: Gian Ehrenzeller/Ritzau Scanpix
FC København bliver heldigvis ved med at skrabe point sammen til Danmark på koefficientlisten. Foto: Gian Ehrenzeller/Ritzau Scanpix
 

I det hele taget må Ståle Solbakkens reaktion bunde i frustrationer. Der har været stor udskiftning på holdet, flere bærende kræfter har ikke slået til, og så har man kæmpet med et hav af skader.

Det kan også bare være, at Solbakken forsøger at fjerne noget fokus på et presset FCK-hold, der er tvunget til at levere resultater, fordi FCM bare kværner derudad og har syv points forspring. Det er vel reelt det eneste, Ståle Solbakken kan være knotten over.

FCM DUMMEDE sig i Europa igen-igen, og derfor har de haft evnerne og kræfterne til at trække 10 etmålssejre hjem i Superligaen.

Ståle Solbakkens brok har ikke noget på sig. Foto: Jens Dresling
Ståle Solbakkens brok har ikke noget på sig. Foto: Jens Dresling
 

Men faktum er, at Ståle Solbakkens brok ikke har noget på sig!

Når FCK går på vinterpause i år, har man altså spillet to kampe færre end sidste sæson på samme tidspunkt. Da hentede man 47 point i Superligaen, og dette efterår kan FCK komme på 46. Læg dertil, at FCK er videre i pokalen og står med meget gode kort på hånden i Europa League.

I seneste sæson blev FCK sidst i Europa League-gruppespillet og røg ud af pokalen. Men jeg husker ikke, at Ståle Solbakken så meget som nævnte kampprogrammet ...

Se også: Stort drama: FCK tæt på kæmpe triumf

TORSDAG KØRTE FCK en solid sejr hjem i Schweiz, hvor man samtidig sparede flere nøglespillere med henblik på dagens store derby. Hatten af for, at FCK har fundet en europæisk formel, der duer.

Jeg har ofte før kaldt Superligaen for porcelænsligaen, fordi ingen af mandskaberne kan holde til at spille i Europa, når de endelig står der. Det er sgu ikke sådan, FCK bør eller skal se sig selv. Deres europæiske resultater taler også imod det.

Men hvis min yndlingsnordmand bliver ved at beklage sig på forkert grundlag, så er FCK åbenbart ikke et klap bedre end de øvrige hold i porcelænsligaen …

--------- SPLIT ELEMENT ---------

Tøffes spåkugle – dagens kampe:

Søndag kl. 11.45

FC København – Brøndby

Dansk fodbolds største kamp i en udsolgt, international kulisse. Brøndby overbeviste mig aldrig helt på trods af deres fem sejre i træk. Nederlaget til AGF var også fortjent. Det er nu, tremandsforsvaret for alvor skal stå sin prøve, efter det tog vand ind i Aarhus.

MIT BUD: 3-1

UNDERHOLDNING:

Søndag kl. 12.00

Randers – Sønderjyske

Randers er inde i en halvskidt periode, men hvis top-seks skal være troværdigt, kræves der tre point. Dermed tvinger man Sønderjyske til at kigge nedad. Randers er favorit, da man kun har et nederlag i otte hjemmekampe.

MIT BUD: 2-1

UNDERHOLDNING:

 

Søndag kl. 14.00

AC Horsens – OB

Fynboerne skal bygge videre på de gode takter fra anden halvleg mod FCM. Selv om OB har tabt tre af de seneste fem Superliga-kampe, så har truppen kvaliteten til at tage sejren over Horsens, der endda mangler forsvarsstyrmanden Alexander Ludwig.

MIT BUD: 0-2

UNDERHOLDNING:

 

Søndag kl. 16.00

Esbjerg – AGF

Det er et formstærkt og underholdende AGF-hold, der møder Esbjerg, som man normalt har godt styr på. Aarhusianerne har ikke tabt til vestjyderne de seneste otte kampe. Det gør de heller ikke i dag.

MIT BUD: 0-2

UNDERHOLDNING:

 

Søndag kl. 18.00

AaB – Hobro

Hobro er uden sejr i otte kampe, og på trods af en fin indsats i Parken er de det næstdårligste udehold i Superligaen. AaB har derimod gang i en flot periode, og mod Hobro har aalborgenserne ikke tabt de seneste 11 opgør.

MIT BUD: 2-0

UNDERHOLDNING:

 

Foto: GONZALES PHOTO LASSE LAGONI/Ritzau Scanpix Sport og Spil Brøndby-fans i krig: Derfor tog de hævn

Det bliver særdeles svært at holde på Mustafa Amini. Foto: Jens Dresling Sport og Spil Superligaen indefra: AGF-profil kan ende i FCM

145 kommentarer
Vis kommentarer
Mest læste i sport
Seneste i sport
Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere