Tøffe med klar besked til Priske: AGF vigtigere end Ajax

FC Midtjylland skal have fuld fokus på Superligaen fremfor de næste tre Champions League-kampe, mener Ekstra Bladets fodboldekspert

FC Midtjylland har indtil nu kun fået millioner ud af Champions League-eventyret. Tættest på point var hjemme på MCH Arena, hvor Ajax lynstartede. FC Midtjylland kom godt igen, selv om Pione Sisto og Jens-Lys Cajuste havde det svært mod Ajaxs Antony. Foto: Jens Dresling
FC Midtjylland har indtil nu kun fået millioner ud af Champions League-eventyret. Tættest på point var hjemme på MCH Arena, hvor Ajax lynstartede. FC Midtjylland kom godt igen, selv om Pione Sisto og Jens-Lys Cajuste havde det svært mod Ajaxs Antony. Foto: Jens Dresling

JEG SAVNER SGU allerede Ståle Solbakken i Superligaen. Hans engagement, provokationer, raseri, viden og holdninger. Men nu må jeg altså nøjes med at se ham i aften i Onside.

Ikke mindst i forhold til FC Midtjylland havde han markante holdninger. Klubben var en rød klud i hovedet på Ståle Solbakken, og det kastede ofte sylespidse kommentarer af sig.

Så lad mig da hive en af dem frem, nemlig den om, at FC Midtjylland ikke kunne klare både at spille europæisk og Superliga!

Havde Solbakken ret? Ja, hvis han med ’klare’ mente, at man også skulle hente point i Europa, der i FCM’s tilfælde er blevet langt sværere, fordi de som bekendt kvalificerede sig til Champions League.

5 nye påstande fra Tøfting

1 Mindst to Superliga-klubber har skiftet træner, når vi rammer 31. januar

Og alt tæller med, altså fyringer, ’salg’, frivillige aftrædelser, og hvad man ellers kunne forestille sig. Offensivt? Ja, for holder spådommen, så vil en tredjedel af Superliga-klubberne have skiftet træner inden forårssæsonen.

2 FCK er ikke i top seks, når Superligaen går på juleferie!

Frækt? Ja, sgu – ikke mindst fordi der sådan set kun er fire point til skillestregen for københavnerne, men problemerne stikker altså dybt i FCK, så det er ikke bare givet, at Jess Thorup kan rette op på det i de resterende fem kampe inden ferien.

3 Mindst en spiller når ti scoringer inden jul

Haji Wright står på seks mål, men er skadet. Så kommer en stribe med fem og fire kasser. Jeg tror, en af dem kan gøre det og ramme de ti mål.

4 Stillingen ved julepausen

Når efterårets sidste fem runder er spillet, så ser top tre sådan her ud:

1 FCM 2 Brøndby 3 AGF. Bum!

5 Transfervinduet

Jesper Lindstrøm, Jonas Wind, Lukas Andersen, Pione Sisto, Anders Dreyer, Alan Sousa, Kamaldeen Sulemana, Alexander Bah og Casper Højer. Varme salgsemner i Superligaen, men jeg hugger til og tror ikke på, at en eneste af dem bliver solgt i januarvinduet.

FCM HAR IKKE hentet et eneste point, men succeskriteriet blev nået ved at KVALIFICERE sig til Champions League og dermed en kæmpe check på godt 200 millioner kroner.

Man må også erkende, at det er en gruppe, hvor udsigten til point fra start var temmelig beskeden.

Til gengæld vil jeg sige, at Brian Priskes mandskab rent faktisk har klaret at håndtere Superligaen oven i det europæiske gruppespil. Langtfra prangende, men trods alt godkendt.

To knebne 1-0-sejre over Lyngby og Randers FC, en uafgjort mod Horsens og et nederlag til FC Nordsjælland har selvfølgelig budt på fire tabte point, men langtfra nogen katastrofe.

Jeg sætter ikke mange joints fra et af Amsterdams coffee-houses på, at FCM kan vinde

Samtidig er der et stort plus i karakterbogen for i samme periode at have kværnet FCK med 4-0.

Det endelig svar på Solbakkens udmelding findes selvfølgelig ikke endnu, fordi der stadig resterer tre Champions League-kampe, fem Superliga-kampe og en pokaldyst mod FCK, der alle skal afvikles på under en måned.

Brian Priske bør prioritere kampen mod AGF højere end Ajax, mener Stig Tøfting. Foto: Claus Bonnerup
Brian Priske bør prioritere kampen mod AGF højere end Ajax, mener Stig Tøfting. Foto: Claus Bonnerup
 

EN STOR MUNDFULD for FCM, der selvfølgelig skal gøre op med sig selv, om man går efter tredjepladsen i gruppen og dermed Europa League efter nytår, eller man skal satse pengene på Superligaen.

Der er ét skud tilbage i bøssen på den europæiske scene, nemlig kampen på onsdag mod Ajax på udebane. Vinder FCM den, så er chancen stadig til stede for europæisk fodbold efter nytår.

Den chance skal selvfølgelig forfølges, men helt ærligt: Jeg sætter ikke mange joints fra et af Amsterdams coffee-houses på, at FCM kan vinde.

Samtidig ved de i FC Midtjylland naturligvis ganske udmærket, at Superligaen er ekstremt vigtig, hvis gruppespil i Europa skal være hverdagskost for midtjyderne.

DERFOR ER DAGENS brag mod AGF ekstremt vigtig. For i min verden er AGF den største udfordrer til FCM’s gulddrømme – og tre indbyrdes point kan vise sig yderst værdifulde.

Derfor er AGF-kampen vigtigere end Ajax for FCM, hvis årets europæiske gruppespil ikke skal være en engangsforestilling, og derfor forventer jeg da også, at Brian Priske stiller med hele kavaleriet af de spillere, der nu er til rådighed.

Skal David Nielsen vinde guld med AGF, så skal det være i denne sæson. Foto: Jens Dresling
Skal David Nielsen vinde guld med AGF, så skal det være i denne sæson. Foto: Jens Dresling
 

For AGF’s vedkommende har David Nielsen og co. ganske vist ikke ramt topniveauet fra sidste år, men pilen peger alligevel på, at det kan være i år, at attentatet på mesterskabet skal sættes ind.

AGF ligger nu med et pointsnit på 1,87, og historien gennem de sidste 21 sæsoner viser ganske enkelt, at rammer du 2,1 point eller mere i gennemsnit, så var du blevet mester i 20 af sæsonerne.

Det var kun i sæsonen 2017/18, hvor Brøndby fik sølv med 2,25 point i gennemsnit, at 2,1 ikke rakte til guld.

KAMPEN MOD FCM vil under alle omstændigheder give et fingerpeg om AGF’s mulighed for at komme helt til tops.

Og hvem ved. Selvom jeg har langt større fidus til FC Midtjylland i dette opgør, så kan det jo være, at Ståle Solbakken kommer tættere på sin forudsigelse om FCM …

 

Sådan gik det

Du skal selvfølgelig ikke snydes for mine forudsigelser fra 18. oktober.

1 Sønderjyske er stadig ubesejrede hjemme

Ramt lige i røven. Ovenikøbet er de ubesejret i hele perioden.

2 Horsens lukker ti eller flere mål ind

Okay, tæt på, men det blev altså kun til otte. Jeg bliver fældet af FCN og OB, der kun scorede en enkelt gang hver.

3FCM får maksimalt to sejre

Jeg synes jo selv, jeg var tæt på. Tre sejre fik FCM, og den i Brøndby var endda et mindre mirakel.

4Mindst en træner har forladt posten

Jeg fik ret, men på en trist baggrund, nemlig Jacob Friis, der på grund af datterens sygdom trak stikket. Her ville jeg gerne have taget fejl.

5FCK vinder de næste fire kampe

Haha, ja, goddaw. To sejre fik de mod AGF og Lyngby, men FCK skuffede mig, som de har gjort det gennem stort set hele sæsonen.

55 kommentarer
Vis kommentarer