Tøffe om Brøndby-ambition: De er milevidt fra guldet

Stig Tøfting kigger lidt på Brøndby-holdet, der ifølge klubbens bestyrelsesformand skal vinde guld senest i 2018

Brøndby tabte i sidste weekend for tredje gang i sæsonen til Hobro. Stig Tøfting tager Brøndby-holdet under kørlig behandling. (Foto: Jens Dresling)
Brøndby tabte i sidste weekend for tredje gang i sæsonen til Hobro. Stig Tøfting tager Brøndby-holdet under kørlig behandling. (Foto: Jens Dresling)

DE ER IKKE kede af det ude i Brøndby. Guld i 2018, hedder den ambitiøse målsætning. Det er da en udmelding, der vil noget. Store armbevægelser længe leve!

Brøndby er i den nuværende forfatning milevidt fra guld og skal være glade, hvis medaljerne bare lugter lidt af bronze.

Jeg kan slet ikke se, at de skulle kunne udfordre det parløb, FCM og FCK kommer til at danne i næste sæson i kampen om mesterskabet. Ja, så skal der da ske en masse i det kommende transfervindue, og det hører jeg ikke, at der skulle være lagt op til. Tværtimod går rygterne på, at man vil sælge Mr. Cleansheet Lukas Hradecky …

Når jeg kigger på Brøndbys trup, ser jeg alt for mange ens spillere – og det blev helt tydeligt i søndagens 1-0-nederlag til Hobro.

Thomas Frank havde brug for at ændre kampen og gå efter det udlignende mål, men bænken var slet ikke til det. Man satte præcis den samme spillertype ind, som man tog ud. Ferhan Hasani for Andrew Hjulsager, Patrick Da Silva for Riza Durmisi og Lebogang Phiri for Alexander Szymanowski.

Hurtige, teknisk dygtige spillere alle sammen, men ikke spillere, der for alvor gør ondt på modstanderne.

SÅ ER DET ligegyldigt, at de sikkert alle sammen er fremragende i træningsøvelser, hvor man ikke skal score, men holde bolden i gang. Det bringer ikke guldet til Brøndby.

Der findes ikke en plan B for Thomas Franks Brøndby, der virker 100 procent tro mod eget system. Det kan selvfølgelig være fint, men også naivt. De er jo ikke Barcelona, som bare VED, at de på et eller andet tidspunkt får brudt modstanderne ned.

For Hobro var det alt for let at sætte sig fysisk på kampen, og når så typer som Christian Nørgaard og Lebogang Phiri spiller alt for langsomt og omstændeligt på den centrale midtbane, så blev det ufarligt.

Samtidig spillede man nogle lange raketter op til Johan Elmander, og det kommer der sjældent noget godt ud af.

Jeg savner også, at Brøndby leverer et ordentligt genpres og måske får erobret flere bolde på modstandernes banehalvdel. Det er en mangelvare og kunne måske give nogle flere Brøndby-kasser.

I DET HELE taget har Brøndby kæmpet med målscoringen. 27 mål i 25 kampe er ikke imponerende – og klubben risikerer at slutte turneringen med en topscorer, der ikke engang når ti mål på en sæson. Teemu Pukki er noteret for seks, men kun et i de seneste 12 kampe og derefter et spring ned til Ariel Nunez med tre.

Johan Elmander er en skygge af sit gamle jeg, og et mål i 16 kampe er jo vanvittigt lidt for den hårdtarbejdende svensker. Ganske enkelt for ringe af Brøndbys spidser.

Thomas Kahlenberg betyder selvfølgelig en del for Brøndbys offensive spil, men omvendt er det også noget, alle hold er opmærksomme på og gør alt for at lukke ned. Derfor er hans betydning både en styrke og svaghed for Brøndby, når der ikke er andre til at sætte spillet op.

Nu er det ikke bare Brøndby, der kæmper med målscoringen. Det gør hele Superligaen med et rekordlavt scoringssnit på 2,33. De få mål trækker ikke ligefrem tilskuere til, og spørgsmålet er selvfølgelig, hvorfor det er endt sådan?

Her er mit bud: I fodbold er det altid nemmere at forsvare end at score, og alt for mange hold har ikke fået deres spil til at fungere gennem hele sæsonen. Når man ikke har det, så fokuserer man først og fremmest på, hvordan man kan holde modstanderne fra at score.

I MIN VERDEN er der kun tre hold, der har haft held med den plan, de har lagt for deres spil, hvis du kigger over hele sæsonen. FCM, FCK og Hobro. Resten har kæmpet med større eller mindre kriser, og så falder man tilbage til at forsvare. Måske lige med undtagelser af netop Brøndby, som bare spiller, spiller og spiller …

Ser man bort fra FCV’s opadgående formkurve, så må det være en ønskemodstander, der gæster Brøndby Stadion i morgen. FCV er nemlig Superligaens dårligste udehold, Brøndby har aldrig tabt til dem, og så er hjemmeholdet også Superligaens tredjebedste hjemmehold.

Det lyder som en dårlig cocktail for FCV, og en katastrofestart på foråret har stort set sendt dem i 1. division, men der er sgu alligevel lidt liv i Michael Hansens tropper, hvor april har været en ren optur med syv point i tre kampe og det ene ben i pokalfinalen.

Helt afgørende for FCV har været Rasmus Festersen, der med sin målfarlighed, direkte spillestil og troen på egne evner har været prikken over i’et, men også Michael Lumb tilbage på venstre back har været en styrke.

ENDELIG SÅ HAR Osama Akharraz været udfordrende, givet holdet noget fart og uforudsigelighed. I de otte kampe, han har spillet – kun tre fra start – er han allerede den spiller i FCV, der er begået næstflest frispark på, nemlig 19. Kun Rasmus Festersen med 31 har måttet bide i græsset flere gange end Akharraz.

Det er under alle omstændigheder to klubber, der er pressede. Brøndby skal have vasket Hobro-pletten af, og Thomas Frank skal hele tiden bevise, at han også er Brøndbys løsning næste sæson.

FC Vestsjælland skal næsten i pointene hver gang, hvis de vil redde sig, så det kan kun blive en intens affære.

77 kommentarer
Vis kommentarer
Mest læste i sport
Seneste i sport
Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere