Tøffe prygler AGF-træner: Hva’ fa’en foregår der?!

- Hvem har taget den David Nielsen, vi så i Lyngby, og gemt ham, spørger Ekstra Bladets fodboldekspert Stig Tøfting

David Nielsen og hans spillere kunne ikke give deres fans noget at juble over, da de mandag tabte til Lyngby. Video: Discovery Networks Danmark

DET KAN GODT VÆRE, at mine øjne er lidt slørede efter nogle dage på Smukfest, men altså ikke mere end, at jeg sagtens kan se, at der er et eller andet ravruskende galt i AGF.

Aarhus-klubben har efter fire kampe fået den dårligste sæsonstart i 12 år, men skal vi starte i den positive ende, så har de mødt rækkens to bedste hold, nemlig FCK og FCM, og tabt til begge.

Det var vel forventeligt, selvom netop de to kampe kunne have givet AGF point. De spillede vel sæsonens bedste kampe mod FCK og FCM – og specielt kampen mod FCM burde have givet udbytte efter en fremragende første halvleg.

Det ændrer bare ikke på, at det er en pinlig sæsonstart for AGF, der af stort set alle – også mig – er blevet tippet til en top seks-placering efter grundspillet.

Der er god grund til at klø sig lidt ekstra i skægget for tiden for David Nielsen. Foto: Anders Kjærbye/Ritzau Scanpix
Der er god grund til at klø sig lidt ekstra i skægget for tiden for David Nielsen. Foto: Anders Kjærbye/Ritzau Scanpix
 

Og lad os bare banke fast med en af de store teltpløkker fra festivalen, at David Nielsen på papiret råder over en trup, der burde kunne være et ret sikkert top seks-hold.

MAN KAN SELVFØLGELIG også se tilbage på de sidste 20 år, hvor AGF kun har formået at tilspille sig to (!) top seks-placeringer, nemlig i 08/09 og 11/12, og så kan det jo virke mærkværdigt, at man hele tiden mener, at AGF tilhører toppen af Superligaen.

Det holder jeg nu stædigt fast i – og når man har ligaens fjerde eller femtestørste budget, så kan det da for h... ikke være rigtigt, at man år efter år underpræsterer.

Det ligner en statistik, der må give panderynker hos AGF’s bestyrelse og så langtfra godkendt.

Lige nu peger pilen på David Nielsen – og selvom han stadig nyder stor opbakning hos fansene, så må tilliden til ham blive mere og mere tyndslidt. Jeg har skrevet og sagt det før, men gentager gerne: Hvem har taget den David Nielsen, vi så i Lyngby, og gemt ham?

Hvor er den vild- og galskab, vi så. Den glade, frække dreng i klassen med kække bemærkninger – og den træner, der var en top-top-motivator i Lyngby.

Er det AGF’s størrelse og mediebevågenheden, der tynger David Nielsen og i den grad lægger en dæmper på hans attitude og fremtoning?

Nicolai Poulsen får et trøstende klap på skulderen fra David Nielsen. Foto: Anders Kjærbye/Ritzau Scanpix
Nicolai Poulsen får et trøstende klap på skulderen fra David Nielsen. Foto: Anders Kjærbye/Ritzau Scanpix
 

Jeg ser desværre kun en David Nielsen light, og det var helt tydeligt i mandagens skuffende nederlag til Lyngby.

Her kommer spillerne slet ikke ud til anden halvleg, og det var i det hele taget en forestilling, hvor Lyngbys træner, Christian Nielsen, dræbte David Nielsen på taktikbrættet.

BLIVER VI VED DAVID NIELSEN, så savner jeg simpelthen noget mod og en evne til at ændre taktik og system undervejs. Og ikke mindst at kunne lukke kampene.

Tag sidste sæsons grundspil. Her formåede AGF kun i 46 procent af kampene at vinde en kamp, hvor de var kommet foran. Vi så det igen mod Lyngby, hvor man ikke formår at lukke kampen.

Da Lyngby så udligner og kommer foran, så skifter han Patrick Mortensen ud med Nicklas Helenius. Jamen, hvorfor så stædigt holde fast i én angriber, når man skal bruge et mål. Hvorfor tør han ikke spille med dem begge?

Her kunne David Nielsen passende kigge på FCM og deres kamp mod AaB. Nede 10 mod 11 på grund af Erik Sviatchenkos hjerneblødning af et rødt kort i 2. halvleg, så har Kenneth Andersen to muligheder. Holde 0-0-stillingen eller gå efter guldet. Han gør det sidste, skifter offensivt ind og bliver belønnet med tre point.

Det ser jeg ALDRIG i AGF.

SÅDAN SÅ STORE dele af sidste sæson også ud. En-til-en-udskiftninger. Ingen taktiske overraskelser eller finesser.

Er det så tabet af Jens Stage, der har været medvirkende til, at AGF er kommet så sørgeligt for land? Nej!

I Nicolai Poulsen har AGF fået en bedre fodboldspiller med samme arbejdsradius. Han er ikke lige så god på låget som Stage, men boldomgangen er bedre.

Hvad nu? Ja, mandag skal AGF til SønderjyskE og ud over, at de har fået en god sæsonstart og virker stærke, så står AGF nok i toppen over de klubber, som Glen Riddersholm virkelig gerne vil slå.

Jeg er da sikker på, at Glen Riddersholm mener, at han ikke fik nok tid i AGF og måske heller ikke de spillere, han gerne ville ha’.

Så AGF får virkelig kniven for struben – og hvis hverken den kamp i Haderslev eller den efterfølgende hjemme mod Horsens for alvor giver point på kontoen, så er David Nielsen for alvor presset.

AGF-spillerne tog sig til hovedet mandag aften i Lyngby. Foto: Anders Kjærbye/Ritzau Scanpix
AGF-spillerne tog sig til hovedet mandag aften i Lyngby. Foto: Anders Kjærbye/Ritzau Scanpix
 

MED TRE NEDRYKKERE i denne Superligasæson så kan AGF godt pakke alle jubelsalverne om, hvor fantastisk David Nielsen er, sammen. Så skal man nøje overveje, om han stadig er den rigtige for AGF eller ej.

Fansene bakker stadig op, men til dem vil jeg også lige sige: Hvad tror I egentlig selv, jeres selvvalgte stilhed i de første 45 minutter giver til holdet?

Her retter I vreden det forkerte sted hen over de mange hverdagskampe. Der er regler for antallet, og klubberne – også AGF – har skrevet under på aftalen, som de bliver godt betalt for.

Så lad nu være med at tude over det – og gør det, I er kendt for i hele Superligaen: Lav noget larm og støt holdet.

De har sateme brug for det!

Se også: Ny udvikling: Bandlyser kreative målspark
Se også: Frederik Rønnow overvejer fremtid efter køb af konkurrent
Besar Halimi - løntung og uønsket. Foto: Jens Dresling Sport og Spil Superligaen Indefra: Brøndby svinger øksen over dyre drenge

56 kommentarer
Vis kommentarer

Skærm

Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere