Tøffe tvivler: Er han den rette?

Stig Tøfting har intet at udsætte på Jess Thorup - men Plæneklipperen er stærkt i tvivl, om han er den rette cheftræner for FCK

Jess Thorup efter 3-2 sejren over AGF. Foto: Jens Dresling/Ritzau Scanpix
Jess Thorup efter 3-2 sejren over AGF. Foto: Jens Dresling/Ritzau Scanpix

STATISTIK ER ET vidunderligt værktøj, og når trænere og klubber nu har det med at klandre journalister og eksperter for altid og udelukkende at tegne et øjebliksbillede, så det er altid forrygende, når kloge folk kan forklare én, at virkeligheden ikke er - virkelig.

Det passede fint ind i den skabelon, at Jess Thorup inden kampen i Farum kunne grave ned i tallene og fortælle, at FCK målt på de foregående 19 runder faktisk førte Superligaen.

Til lykke med det!

Det klinger bare hult i mine ører!

Men jeg kan da oplyse FCK om, at det faktisk går endnu bedre! Trods 2-2 i mandags er FCK nu det bedste hold i de seneste 20 runder!

Og hva’ så?

Jess Thorup på job i Brøndby. Foto: Jens Dresling/Ritzau Scanpix
Jess Thorup på job i Brøndby. Foto: Jens Dresling/Ritzau Scanpix
 

JA, DET SKAL JEG SIGE JER! Jeg vil ikke slagte nogen, og jeg kan sagtens forstå, at Jess Thorup ligesom alle andre i hans position til enhver tid vil forsøge at fremhæve dét, der tæller plus.

For det er jo rigtigt, at FCK i de seneste 20 runder har holdt et snit på 1,95 point pr. kamp. Klap-klap! FCK er også det bedste hold i slutspillet med 14 point efter syv kampe – og det bedste hold i kalenderåret 2021 med et snit på 1,81 point pr. kamp.

Hvis man synes, 1,81 er flot, så har det siden 1995/96 kun rakt til et enkelt mesterskab. (Bonusinfo: Herfølge i 2000).

Personligt er jeg kæmpe fan af statistisk og bruger den tit og gerne, men den skal  underbygge dét, jeg ser – og jeg ser ikke et FCK-mandskab, der lige nu er i nærheden af at pløje modstanderne ned under grønsværen.

Det ’sjove’ er sådan rent statistisk også, at Ariël Jakobs i 2013 blev mester med FCK med et snit på 1,97 pr. kamp. Han blev fyret, da FCK efter de fem første kampe i den efterfølgende sæson stadig ikke havde vundet.

Roland Nilsson blev sæsonen inden kylet ud i vinterpausen trods et pointsnit på 2,17!

Her bliver er jublet igennem efter 2-1 sejren over AGF i Aarhus 25. april. Foto: Claus Bonnerup/Ritzau Scanpix
Her bliver er jublet igennem efter 2-1 sejren over AGF i Aarhus 25. april. Foto: Claus Bonnerup/Ritzau Scanpix
 

HVERKEN BELGIEREN ELLER svenskeren bliver husket som kæmpe succeser i FCK-historien, og jeg synes, det lyder som småklubs-mentalitet, når Jess Thorup begynder at massere statistikkerne.

Jeg kunne forstå det, hvis det var klubber som SønderjyskE, Vejle og lignende, der forsøgte at grave sig de positive historier frem, men sådan er virkeligheden ikke i FC København. Det er kun mesterskabet, der tæller!

FCK's cheftræner er godt til at massere statistikkerne. Foto: Jens Dresling/Ritzau Scanpix
FCK's cheftræner er godt til at massere statistikkerne. Foto: Jens Dresling/Ritzau Scanpix
 

I MIN VERDEN kan man ikke bruge Jess Thorups udlægning af virkeligheden til ret meget – og det kan han efter min mening heller ikke selv. Det kommer til at minde for meget om Komiske Ali.

Jess Thorup er en gentleman, han er helt sikkert en dygtig træner, han er tålmodig, og jeg kan i det hele taget ikke sige noget skidt om ham.

Men jeg tvivler på, han er manden for FC København!

Det er et dårligt match, jeg tror det er en forkert profil, man har valgt. I den klub skal man ikke lede efter andre statistikker end dem, der tæller danske mesterskaber.

Jess Thorup i Farmum i mandags, hvor han startede uden Kamil Wilczek - selv om han forventede at se sine folk udfolde sig flittigt i værternes straffesparksfelt. Foto: Liselotte Sabroe/Ritzau Scanpix
Jess Thorup i Farmum i mandags, hvor han startede uden Kamil Wilczek - selv om han forventede at se sine folk udfolde sig flittigt i værternes straffesparksfelt. Foto: Liselotte Sabroe/Ritzau Scanpix
 

HAN SKAL JO LIGE I GANG, vil nogen sikkert sige. Selvfølgelig! Og i de sidste 20 kampe ligger de nummer ét. Jeps. Er glasset halvt tømt – eller halvt fyldt?

Da han overtog efter Ståle Solbakken og Hjalte Bo Nørregaard, var FCK to point efter Brøndby og tre point efter FCM. Nu er de hhv. seks og syv point efter. Så vidt, jeg kan læse dén statistik, er han ikke kommet tættere på…

Men slår de Brøndby, og vinder de runden efter over FC Midtjylland, så kan man vel ikke undgå at sige andet, end at Jess Thorups start trods alt er godkendt.

Kamil Wilczek kom sent på banen i Farum - her sunder bomberen sig sammen med Mohamed Daramy efter kampen Foto: Jens Dresling/Ritzau Scanpix
Kamil Wilczek kom sent på banen i Farum - her sunder bomberen sig sammen med Mohamed Daramy efter kampen Foto: Jens Dresling/Ritzau Scanpix
 

JEG SYNES, FCK skal være et hold, der er meget mere på bolden, men Thorup spiller ofte med tre muskelmænd på den centrale midtbane, og jeg er heller ikke enig i målmandsskiftet. 48 indkasserede mål fortæller også sin helt egen historie om, at Jess Thorup endnu ikke har fundet konstellationen, der lukker af bagude.

Ydermere var jeg også noget forundret, da han inden kampen i Farum i mandags fortalte, at han forventede at spille meget på modstandernes banehalvdel – hvorefter han så stillede op uden Superligaens giftigste mand i feltet, Kamil Wilczek.

Jess Thorup er hentet ind til et svært job som Ståle Solbakkens afløser midt i en sæson, han har ikke haft afgørende indflydelse på truppen endnu, og alle kan for min skyld  rive og flå i alle de statistikker, de kan få fat i.

Men jeg tør godt at sige - og det er der faktisk også statistik på:

Han holder ikke til en dårlig sæsonstart! Så bliver der sateme pres på, og så bliver der nok snarere sagt NO – end Jess!

--------- SPLIT ELEMENT ---------

Tøffes spåkugle

Rundens kampe

 

FC Midtjylland - Randers

Søndag kl. 13.00

Fed kamp! De nykårede pokalvindere mod de kommende danske mestre! Der må være en markant forskel på motivation i FCM’s favør, og nu SKAL de mange midtjyske individualister præstere!

MIT BUD: 3-0

 

AaB – AC Horsens

Søndag kl. 14.00

Horsens lægger sig ikke ned, og det er faktisk kun Vejle, der har hentet flere point i nedrykningsspillet. Jeg tror, det bliver en målrig og underholdende affære.

MIT BUD: 2-2

 

FC København - Brøndby

Søndag kl. 16.00

Det er i hvert fald ikke her, Brøndby får noget foræret i guldjagten, og FCK skal også kæmpe for at bevare deres eget spinkle håb om at hente en - andenplads…

MIT BUD: 2-2

 

AGF – FC Nordsjælland

Søndag kl. 18.00

Gæsterne har slået AGF tre gange i sæsonen, men på et udsolgt stadion taber århusianerne ikke til ’ynglingene’ fra Farum.

MIT BUD: 3-1