Tøffe vild med arrig træner: Sådan går det i CL-finalen

- Når jeg ser den spanske kongelige klub, så er problemet, at jeg ikke ser et hold, men en stribe blændende individualister, siger Stig Tøfting om Real Madrid forud for Champions League-finalen

Der er ofte aktion for alle pengene, når bysbørnene fra Madrid tørner sammen. (Foto: AP)
Der er ofte aktion for alle pengene, når bysbørnene fra Madrid tørner sammen. (Foto: AP)

’OLÉ’, SOM DE siger i Spanien, og man kan roligt påstå, at det er i Spanien, det ruller, når vi taler fodbold.

Tre ud af fire hold var spanske i Champions League-semifinalerne, Sevilla vandt Europa League for tredje gang i træk – og nu står vi så med en Champions League-finale mellem Real Madrid og Atlético Madrid.

SÅ OGSÅ i Champions League får vi en spansk vinder for tredje år i træk efter Barcelona i 2015 og Real Madrid i 2014.

Det er kun anden gang i historien, at to hold fra samme by mødes i en prestigefyldte finale – og sidste gang (i 2014) var det også de to hold.

JA, JEG SYNES OGSÅ, det er en smule kedeligt, når hold fra samme land tørner sammen i en Champions League-finale, og fodboldmæssigt kan jeg heller ikke lige se, at det skulle blive et festfyrværkeri af en finale.

Jeg glæder mig sgu alligevel, for vi skal nok få en intens og en lige fight om at løfte pokalen med de store ører.

Sergio Ramos udlignede til 1-1 i finalen for to år siden mellem de to Madrid-klubber. (Foto: AP)
Sergio Ramos udlignede til 1-1 i finalen for to år siden mellem de to Madrid-klubber. (Foto: AP)
 

DE FLESTE VIL nok mene, at Real Madrid er favorit, men der er jeg ikke helt enig.

Et kig på de seneste ti opgør mellem de to klubber afslører kun én (!) Real Madrid-sejr. Så er der fire uafgjorte, men altså hele fem Atletico-sejre.

De har altså krammet på bysbørnene, og man finder næppe et hold, der er sværere at nedbryde og spille mod end Diego ’Cholo’ Simeones løbestærke og defensivt velorganiserede mandskab, der også praktiserer det høje pres.

EN SPILLESTIL, DER kræver mange kilometer i benene, og Atletico Madrid har da også sæsonens rekord, nemlig 118,7 km tilsammen i en kamp i denne udgave af Champions League.

Et fuldblods omstillingsmandskab, der med et aggressivt pres prøver at fange modstanderen på det forkerte ben, og så ellers i fuld galop mod målet, hvor specielt fantastiske Antoine Griezmann har vist sig som en stærk afslutter.

NU KUNNE MAN så tro, at Atletico-spillerne flæskede modstanderne, men intet kunne være mere forkert.

Ja, vi husker tåbelige røde kort til Diego Godin, Filipe Luís og Fernando Torres, men generelt set vil Diego Simeone ikke ha’, at hans spillere laver frispark. Hvorfor? Jo, for laver man et frispark, så kan man altså ikke nappe bolden og gå i kontra.

Se også: Torres: Finalen bliver mit livs vigtigste kamp

MOD BAYERN i den første semifinalekamp i Madrid formåede hjemmeholdet eksempelvis at holde antallet af frispark nede på imponerende syv.

Seks i første og kun ét i anden halvleg. Det er eddermame ikke mange i en CL-semifinale, og det er blot for at illustrere, at der er masser af omtanke i Diego Simeones fodboldfilosofi.

Finalen er da også et møde mellem to fantastiske personligheder. Den iltre, barske, evigt gestikulerende macho-mand Simeone – og så den elegante, tilbagelænede, cool Zidane, der lagde verden ned med lækker fodbold fra de magiske fødder.

Tøffe har stor respekt for Real Madrid-træner, Zinedine Zidane. (Foto: AP)
Tøffe har stor respekt for Real Madrid-træner, Zinedine Zidane. (Foto: AP)
 

 

HAR JEG EN FAVORIT? Altså, jeg har kæmpe respekt for Zinedine Zidane, som jeg har været så heldig at møde flere gange i min aktive karriere. Ved VM i 2002 vandt vi ganske vist 2-0 over de franske verdensmestre, og det er stadig en kamp, der står klart i min erindring. Både på grund af sejren, men også mødet med Zidane.

Zidane havde en lårskade og spillede med en ordentlig forbinding, og vi havde lagt en ekstra mand ned på midtbanen, så Thomas Gravesen, Christian Poulsen og jeg selv skulle stoppe den geniale franskmand.

Gik det? Hm, trods sejren husker jeg stadig, at han nærmest gjorde, hvad det passede ham, og selv nærmest liggende fik han tørret os – og det var altså ikke, fordi vi ikke gik til vaflerne.

Se også: Ronaldo er vild med Zidane

ZINEDINE ZIDANE har ikke lavet store revolutioner på Real Madrids mandskab, men nu har spillerne i det mindste fået en træner, som de har kæmpe respekt for, og som de vil slås for.

Alligevel vælger jeg Diego Simeone som min favorit af de to. Jeg elsker simpelt hen hans udstråling, hans måde at angribe tingene på, hans måde at leve med i kampene på – og så den helt fantastiske facon, hvor hans person og det, han står for, så tydeligt smitter af på hans spillere.

Det er høj, høj klasse – og det ville have været en fornøjelse at spille under hans kommando.

HAN ER SOM taget ud af en gangsterfilm i sit sorte dress, og assistent Burgos har samme vilde attitude. Det er med andre ord et fantastisk skuespil, der udspiller sig på sidelinjen, når Atlético spiller.

Hvem står så med pokalen, når det hele er slut? Jamen, når man kigger på et angreb bestående af Cristiano Ronaldo, Karim Benzema og Gareth Bale, så ville man jo umiddelbart sige Real Madrid.

Når jeg ser den spanske kongelige klub, så er problemet, at jeg ikke ser et hold, men en stribe blændende individualister.

Det kan også være godt nok i mange henseender, men Real Madrid er aldrig blevet bygget op som netop et hold. Man har i højere grad bare købt de hotteste navne i verden og sat dem sammen.

Tøffe foretrækker Simeone fremfor Zidane. (Foto: AP)
Tøffe foretrækker Simeone fremfor Zidane. (Foto: AP)

HELT OMVENDT er det med Atlético, hvor spillerne er håndplukkede til at spille på den måde, Simeone vil ha’ det, og parate til at ofre alt for hinanden og fællesskabet. Som en fuldstændig sammentømret enhed.

Så individualisterne mod holdånd – og vi har ofte set, at det sidste rækker længst.

Peter Degn starter den jyske jubel i 1996 i pokalfinalen mod Brøndby. (Foto: Jens Dresling) Sport og Spil Her er AGF's pokalvindere fra 1996 i dag

Se også: Tøffe: Tør øjnene, Hjulmand!

Hvordan ser den stærkeste kombinerede start-11 for de to Madrid-hold ud? Sæt dit stjerne hold her

38 kommentarer
Vis kommentarer
Mest læste i sport
Seneste i sport
Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere