Tøfting: Her er Superligaens varmeste sæder

Ekstra Bladets fodboldkommentator peger på fire + en superligatræner, der risikerer sparket i løbet af foråret

Viborg FF, AGF og FC Midtjyllands cheftrænere må leve med at være de mest udsatte i forårets Superliga. (Foto: Jens Dresling, Claus Bonnerup og Anita Graversen)
Viborg FF, AGF og FC Midtjyllands cheftrænere må leve med at være de mest udsatte i forårets Superliga. (Foto: Jens Dresling, Claus Bonnerup og Anita Graversen)

Temperaturen står stadig på vinter, men derfor kan man jo godt få brændemærker i røven.

Specielt hvis man er fodboldtræner!

Det gælder også i Superligaen, hvor jeg har kigget på de fire varmeste trænersæder og en enkelt joker.

Jeg er helt med på, at den nye struktur har udskudt nogle af trænerfyringerne og jeg siger heller ikke, at mine bud på de mest udsatte jobs i Superligaen rent faktisk ender med en fyreseddel.

Men tro mig: De vil være til hed diskussion i bestyrelseslokalet, hvis ikke de leverer.

Det vilde er faktisk, at de tre kandidater jeg har fundet frem til, aldrig har prøvet at få en fyreseddel – og vi vej jo godt, at blandet andet Morten Olsen har sagt, at man ikke er en rigtig træner, før man har prøvet at blive fyret.

Men lad os få kigget på de mest udsatte trænere i Superligaen som jeg ser det.

JOHNNY MØLBY, VIBORG

Foto: Jens Dresling)
Foto: Jens Dresling)
 

Gennem et stykke tid har jeg ment, at Mølby får for lidt ud af materialet i Viborg. Også sidste år, hvor det trods alt blev til en ottendeplads, var der mere potentiale i holdet som ikke blev udnyttet.

Ganske vist forlængede Viborg og Mølby kontrakten med hinanden sidste år, så den nu løber frem til 2019, så der er også et økonomisk aspekt, der skal tages højde for, men alligevel kan det blive et knaldhårdt forår for Johnny Mølby.

Viborg-ledelsen skal nemlig vurdere, om han er manden, der kan styre holdet gennem det nedrykningsspil, der venter.

Viborg mangler AGF, Esbjerg, Lyngby og AaB og det er måske ikke et vildt vanskeligt program, men lad os nu sige, at Viborg ikke vinder en eneste kamp, er man så villig til at lade Johnny Mølby være kaptajnen i de seks kampe i nedrykningsspillet, hvor Viborgs så vil være isoleret på en af de to sidste pladser i firholdsgruppen.

Så vil man måske hurtigt sige, at det ikke ser ud til, at Johnny Mølby – som ellers er både respekteret og vellidt – er manden, der kan hive Viborg ud af pointkrisen. Vi skal have ny gejst og nye impulser ind, så det kan virke inden de eventuelle playoff-knald-eller-fald-kampe om nedrykning.

En sejr i de sidste 13 kampe taler i hvert fald et temmelig tydeligt sprog.

GLEN RIDDERSHOLM, AGF

Foto: Claus Bonnerup
Foto: Claus Bonnerup
 

Når Glen Riddersholm kommer med på listen, så er det egentlig ikke fordi, at han sandsynligvis kikser slutspillet med AGF.

Det tror jeg sagtens ledelsen kan leve med, men til gengæld, så tror jeg også, at man havde forventet, at det nedrykningsspil, der venter, ville blive en rolig affære.

Altså, at AGF ikke skulle rodes ind i bundplaceringerne, så man stille og roligt kunne få spillet de mange relativt nye folk sammen, der er blevet hentet gennem de foregående to transfervinduer.

Glen Riddersholm mangler stadig at slå fuldstændig fast, at han kan vinde kampe med AGF.

Jeg tror gerne, at Glen Riddersholm ville have haft flere spillere ind i vinterpausen, men nu er det slut med at bytte spillere og trods lidt rigeligt med skader, så hænger det nu på Glen.

Fire sejre i de seneste 20 kampe er altså ikke noget, der overbeviser mange bestyrelsesmedlemmer eller sportsdirektører.

Viborg, SønderjyskE, Randers og OB hedder slutprogrammet og det står altså ikke skrevet nogle steder, at det bliver nemt – og ender det uden sejre, så kan AGF ligesom Viborg stå i den situation, at man nærmest skal vinde samtlige kampe i nedrykningsspillet for at undgå de frygtede playoff-kampe.

Ja, spillerne i AGF er alt for gode til at rykke ned, men det var de eddermame også tilbage i 2010, hvor jeg selv var assistenttræner, så jeg kender udmærket de mekanismer og reaktioner der også spiller med i sådan et nedrykningsslag.

Der er ingen tvivl om, at AGF stadig har stor tiltro til Glen, men hvis ikke debatten skal blusse voldsomt op om hans job, så ville jeg sørge for at vinde nogle kampe. Hurtigt.

JESS THORUP, FC MIDTJYLLAND

Foto: Anita Graversen
Foto: Anita Graversen
 

Kan en træner i top-fire lige pludselig sidde usikkert? Ja, det handler jo om forventninger og her har Jess Thorup ikke leveret knivskarpt i år.

Det er OK, at de er ude af guldkampen, men FCK’s forspring er for voldsomt med det antal kampe, der er spillet. FCM var 21 point efter FCK før denne runde og det er slet ikke godt nok, selvom sejren over Randers pynter noget på det samlede indtryk.

FCK er suveræne, men der er da intet der peger på, at FCM’s mandskab skulle være ringere end Brøndbys som man inden denne runde var 10 point efter. Eller for den sags skyld Lyngby som man var et point efter.

Man henter oven i købet det største navn Superligaen nogensinde har set, nemlig Rafael van der Vaart, støvsuger sidste års sølvvindere fra SønderjyskE for tre af deres profiler, så Thorup kan i hvert fald ikke klage over arbejdsbetingelserne.

Tilmed er problembarnet Martin Pusic, der var en stor mundfuld for Thorup og truppen sendt væk, så alt burde ånde fred og idyl.

Det kan ikke være tilfredsstillende for den selvbevidste midtjyske klub, at være så voldsomt hægtet af i sølv- og guldkampen.

Kikser medaljerne, så er jeg overbevist om, at Thorup er fortid.

ÓLAFUR KRISTJÁNSSON, RANDERS FC

 

Seks nederlag i træk kvalificerer ham uden problemer til at være med på listen.

Det, der kan friholde ham som favoritten, er, at det kan være nok med en enkelt sejr for at sikre sig en plads i mesterskabsslutspillet.

For seks runder siden stod Randers med muligheden for at skabe det bedste resultat i klubbens historie. Hidtil har klubben vundet bronze. Men efter 17. spillerunde lå Randers faktisk á point med Brøndby.

Nu kan Randers formentlig med én sejr over Silkeborg, AGF eller SønderjyskE sikre sig pladsen i top-6. Men er det nok til at tilfredsstille ledelsen?

PETER SØRENSEN, SILKEBORG

Foto: Claus Bonnerup
Foto: Claus Bonnerup
 

Sportsligt skulle han overhovedet ikke optræde på denne liste.

Det er vanvittigt imponerende, hvad han har præsteret i Silkeborg efter en katastrofestart. Blot to nederlag i de sidste 15 kampe er imponerende, og oven i købet er det kun Brøndby og FCK, der har kunnet besejre Silkeborg.

Tilliden til Peter Sørensen er gigantisk i Silkeborg, hvor han nu troner som en Ståle Solbakken light med ansvar for transfers også.

Når han risikerer, at få sparket, så hænger det selvfølgelig sammen med den anklage om vold mod ekskonen, der i fredags blev oprullet ved byretten i Aarhus.

Der er ingen tvivl om, at Silkeborg-ledelsen vil strække sig til det yderste for at beholde Peter Sørensen, men det afhænger sandsynligvis af en eventuel doms karakter, om det kan lade sig gøre.

Er du ikke helt stærk i Superligaens nye struktur? Så sætter Ekstra Bladet dig ind i den her

Christian Nørgaard og Uros Matic er begge to blandt de 30 bedst betalte i Superligaen. Foto: Polfoto Sport og Spil Eksklusivt: Her er de 30 bedst lønnede i Superligaen  

13 kommentarer
Vis kommentarer

Skærm

Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere