Tøfting: Stop den hyldest til Kvist - det er hykleri!

Det er hyklerisk, at en af de mest udskældte landsholdsspillere pludselig skal gøres til en fantastisk spiller, mener Stig Tøfting

Få seneste nyt fra Ekstra Bladets udsendte i Rusland lige her

JEG SKAL DA LIGE love for, at VM-feberen har ramt Danmark. Der bliver set bold og fyret bajere ned i stride strømme – og det er fedt. Så er det ligegyldigt, hvordan Danmark spiller. Man vil bare have nogle sejre og noget optur.

Måske er det også derfor, at der er gået totalt Kvist-hykleri i den. Misforstå mig ikke, men hans fravær på det danske landshold bliver lige pludselig gjort til den største katastrofe siden bryggeristrejken i 1985 …

JEG HØRER TV-EKSPERTER rose ham til skyerne for den store betydning, han har for landsholdet, og hvor uundværlig han er. Ja, ligefrem at han var som en far for nogle af spillerne. Stop nu!

Jeg synes også, at det er pissesynd for William Kvist, at han måtte tage hjem til Danmark og dermed gå glip af VM. Jeg har også skrevet en sms til ham og ønsket ham god bedring, for det er en skæbne, man ikke ønsker for nogen, men at han lige pludselig skulle være blevet så fantastisk, som folkestemningen antyder, er ganske enkelt noget vrøvl.

WILLIAM KVIST er muligvis tidernes mest udskældte landsholdsspiller, og så er det hyklerisk, at han skal gøres bedre og mere vigtig, end han egentlig er. Jeg ved ikke, om det er typisk dansk, men jeg hopper ikke på den vogn – og nej, jeg tror ikke, han kommer tilbage for at spille. Jeg har selv prøvet sådan en gang ribbens-halløj, og bare et lille puf, så ser man sol, måne og stjerner.

Lasse Schöne afløste på udmærket vis William Kvist, og det gør han selvfølgelig også i morgen mod Australien. Jeg ser det ikke som en svækkelse af det danske hold. Han er en anderledes spiller end Kvist og har både fodboldhovedet og fødderne skruet godt på.

William Kvist er taget hjem fra VM grundet en skade. Foto: Lars Poulsen
William Kvist er taget hjem fra VM grundet en skade. Foto: Lars Poulsen

PERU-KAMPEN ER rundbarberet i samme grad, som danskerne blev det på banen, men resultatet gik Danmarks vej på grund af en fantastisk Kasper Schmeichel-præstation, så det er jo svært at være den sure, gamle mand.

Alligevel synes jeg, at min anke mod det danske landshold blev bekræftet. Vi har svært ved at være farlige i front – og det er også min bekymring før kampen mod Australien, der møder op med monsterfysik.

Deres styrke er et godt forsvar og en superstærk målmand i Mathew Ryan fra Brighton.

DET GØR EKSEMPELVIS, at jeg igen tvivler på, at Nicolai Jørgensen kan klare sig selv i front. Jeg tror, han bliver mast mellem de to australske midterforsvarere – og skal jeg trække en parallel tilbage til det VM-hold, jeg selv var en del af i 2002, så synes jeg, angrebet er den største forskel.

Resten er egentlig meget lige – selvom Gravesen måske er uenig – men oppe foran havde vi Jon Dahl Tomasson og Ebbe Sand og to hurtige kanter i Rommedahl og Grønkjær. Typer, der selvfølgelig også skulle serviceres, men også kunne klare sig på egen hånd og være farlige uden alt for meget støtte.

DET HAR NICOLAI JØRGENSEN og Yussuf Poulsen noget sværere ved, og der er et problem mere, nemlig Pione Sisto. Jeg synes, han er vippet helt ud over kanten i forsøget på at gøre alting lækkert og spektakulært. Kom nu, mand, en dribling, en aflevering og ny position. Det er ikke sværere.

Skal han have chancen igen? Det er jo svært at ændre et hold alt for meget, der i 16 kampe har vundet ni og spillet syv uafgjort. Men jeg må også konstatere, at i kampene mod Sverige, Mexico og Peru har han været ualmindelig bleg.

DET SÅ OGSÅ UD, som om spillerne var noget nervøse ved udsigten til den første VM-kamp og et kæmpe tryk fra tilskuerpladserne. Der er heller ikke meget slutrundeerfaring i truppen. Kun Simon Kjær, Christian Eriksen og William Kvist har prøvet en VM-slutrunde før, mens Kasper Schmeichel, Lasse Schöne og Michael Krohn-Dehli var med ved EM i 2012.

Ved VM i 2002 var det syv af os – og tilmed havde 13 af os prøvet en EM-slutrunde. MEN det er egentlig ingen undskyldning. De her spillere er vant til presset og de store arenaer, selvom VM godt kan være en mundfuld.

DET BØR GÅ UD over Australien, hvor et enkelt point kan vise sig at være nok, hvis Frankrig ordner Peru.

Selvfølgelig vil det være en kæmpe fornøjelse for mig, hvis jeg skal æde min forudsigelse om, at Danmark ikke går videre.

TV2-eksperten jokede - så svarede superstjernen

Kaos-billeder fra VM: Her skal der spilles kamp torsdag!

Danskerne under lup: 'Vi mangler ham jo'

Nu fødes de næste fodboldstjerner: De kan skrive sig ind i VM-historien

Intet tyder på ro i Dansk Folkeparti

Seneste nyt

Mit EB

Opret en gratis konto og få adgang til:
miteb-dagensvigtigste.jpg

Dagens vigtigste

Redaktionen udvælger dagens vigtigste artikler, så du altid er opdateret på det nyeste fra ind- og udland

miteb-lokalenyheder.jpg

Lokalt

Hold dig opdateret på vejr, trafik, bolig- og erhvervsnyheder i din kommune.

miteb-follow.jpg

Følg emner

Abonnér på de emner, der interesserer dig, så du aldrig går glip af noget.

miteb-saved.jpg

Gem artikler

Læst noget interessant? Gem artiklen til senere.