Tøftings grundige plan: Sådan forhindrer Brøndby total fiasko

Fremtiden er ikke lys for Brøndby, men man kan stadig undgå total fiasko denne sæson, mener Ekstra Bladets fodboldekspert, Stig Tøfting

Hvem bliver Brøndbys nye træner, og hvornår træder han til?

POKALFINALEN skulle have været det, der reddede en svær sæson for Brøndby, men meget symptomatisk snublede man på målstregen ved at smide pokaldrømmen i straffesparkskonkurrencen.

Jeg ved godt, at en straffesparkskonkurrence kan være et rent lotteri, men fodbold handler sgu om at vinde pokaler, altså lige bortset fra hvis man spiller i FC Nordsjælland…

Se også: Alt stritter på Tøffe: Det kan jeg slet ikke med!

Ordet ’fiasko’ ligger forrest på tungen, og det er da også soleklart, at Brøndbys sæson langt fra har været god. Særligt når man kigger på, at Vestegns-klubben er dybt afhængig af andre resultater for at nå den fjerdeplads, der trods alt vil give en redningskrans med Europa-playoff.

BRØNDBY VINDER INGEN pokaler i år, Europa-målsætningen hænger i en tynd tråd, forsvaret har været hullet som en si, man har aldrig nogensinde indkasseret så mange mål i Superligaen og man skal tilbage til sæsonen 2011/2012 for at finde flere end de 14 nederlag, man har indkasseret i år.

Ingen pokal til Brøndby i år... Foto: Lars Poulsen
Ingen pokal til Brøndby i år... Foto: Lars Poulsen
 

Derudover aner man ikke, hvem der skal være træner i klubben, når den nye sæson sparkes i gang om et par måneder, ligesom Ebbe Sand og co. står over for den største udrensning i spillertruppen i nyere tid. Der er godt nok en del flere spørgsmål end svar…

Hvis jeg skal tage fat på spillertruppen, så er der trods alt enkelte lyspunkter i et ellers mørkt forår. Marvin Schwäbe har spillet sig op, og en ny målmand burde ikke længere være en prioritet i Brøndby.

Jeg synes også, Hjörtur Hermannsson har vist, han har farten til at spille i centerforsvaret. Placér en ledertype som OB's Jeppe Tverskov, der også kan føre bolden frem i banen, ved siden af islændingen, så kan det blive rigtig godt!

Den nye træner skal også have forløst den kvalitet, der MÅ ligge på Brøndbys midtbane. Kaiser har fået en lille pil op i min bog, og vi ved, at Lasse Vigen og Simon Tibbling er gode fodboldspillere, ligesom Simon Hedlund kunne tage over efter Hany Mukhtar. Men lad os nu se, hvem der er tilbage i klubben, når sommeren slutter. Måske bliver det endda til et kærkomment gensyn med Christian Nørgaard...

Marvin Schwäbe har været en af de få positive Brøndby-historier dette forår. Foto: Jens Dresling
Marvin Schwäbe har været en af de få positive Brøndby-historier dette forår. Foto: Jens Dresling
 

DEN KLARE FØRSTEPRIORITET for Ebbe Sand skal være at hente to nye backs. Anthony Jung har ikke været katastrofal på det seneste, men tyskeren har tydeligt vist, han ikke gider være på Vestegnen længere. Og Jens Martin Gammelby – han er ikke en Brøndby-spiller. Han gør sit bedste, men han har ikke det, der skal til for at spille i en klub, hvor det ydre tryk er så stort.

Ud med de to og ind med Karlo Bartolec og Marc Dal Hende i stedet for.

Endelig mangler Kamil Wilczek en makker til at tage noget opmærksomhed oppe foran. Her har jeg tidligere talt varmt om Marcus Ingvartsen - og det gør jeg gerne igen.

Jo, indkøbslisten er lang og pengene få. Med andre ord er der i mine øjne lang vej, før Brøndby igen er mesterskabsaspirant. Jeg håber, de formår at vende skuden hurtigere, end jeg har tiltro til, for Brøndbys store fanskare, der er i særklasse herhjemme, gør, at klubben hører til i toppen af dansk fodbold!

Og nej, jeg har ikke glemt de 50 kæmpeidioter, der ikke kunne tåle et pokalnederlag og både ville i slagsmål med ordensmagten og kastede med romerlys mod FCM-tribunen. Det er ærgerligt, der altid er et mindretal af Brøndby-fans, der skal ødelægge det for alle de andre…

Brøndbys fans var igen i fokus i pokalfinalen på godt og ondt. Her er de cirka 50 kæmpeidioter på spil. Foto: Lars Poulsen
Brøndbys fans var igen i fokus i pokalfinalen på godt og ondt. Her er de cirka 50 kæmpeidioter på spil. Foto: Lars Poulsen
 

NU HANDLER DET om at smide skuffelsen over pokalnederlaget hurtigst muligt. Det er stadig muligt at få fingre i fjerdepladsen, der kan give adgang til Europa League. OB har FCN i Farum, og Flemming Pedersen må da hige efter at få sin første sejr. I sidste runde mødes Brøndby og OB i det, der kan blive en altafgørende kamp om Europa.

Esbjerg er heller ikke i sikkerhed endnu. Ståle Solbakken har lovet sportslig fairness, så han vil stille i stærkest mulig opstilling i Esbjerg. Så har vestjyderne FCM ude i sidste runde, og det kan sgu blive både fugl og fisk.

Smid skuffelsen og gør selv arbejdet færdigt. Sådan lyder opfordringen fra Stig Tøfting til Kamil Wilczek (billedet) og co. Foto: Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix
Smid skuffelsen og gør selv arbejdet færdigt. Sådan lyder opfordringen fra Stig Tøfting til Kamil Wilczek (billedet) og co. Foto: Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix
 

Under alle omstændigheder bliver det vind eller forsvind mandag for Brøndby, når de skal tage revanche mod FCM. Måske har ulvene tømmermænd, men det ligger i hvert fald helt fast, at Brøndby har større motivation til mandagskampen end modstanderen.

Jeg tror stadig på, at Brøndby snupper fjerdepladsen og sikrer sig Europa-playoff mod AGF. En sejr i den kamp kan måske ikke redde sæsonen som helhed, men det vil i hvert fald forhindre en total fiasko!

--------- SPLIT ELEMENT ---------

Tøffes spåkugle – dagens kampe:

Søndag kl. 12.00

FC Nordsjælland – OB

FCN har ikke vundet med Flemming Pedersen som cheftræner, og OB skal bruge tre point for at sikre minimum en fjerdeplads. Derfor vil begge gå efter sejren på kunstgræsset i Farum i noget, der vil komme til at ligne en åben slagudveksling. OB har kun tabt en af de sidste seks kampe i Nordsjælland.

Mit bud: 2-2

Underholdning:

 

--------- SPLIT ELEMENT ---------

Søndag kl. 14.00

AC Horsens – Vendsyssel

Bo Henriksen fik på en eller anden måde vendt bøtten i Hjørring, og det var den bedste indsats længe af Horsens. Jeg tror på, de har krammet på nordjyderne og gør arbejdet færdigt. Ikke mindst fordi, Vendsyssel må undvære Kamara og Konaté.

Mit bud: 2-1

Underholdning:

 

--------- SPLIT ELEMENT ---------

Søndag kl. 16.00

Vejle – Hobro

Det kan blive rigtig underholdende, når man tænker på kampens enorme betydning. Endda på et propfyldt stadion i Nørreskoven. Jeg vover pelsen og holder på, at Hobro kan vende sagerne i en kamp, hvor der sagtens kan opstå en ond atmosfære blandt kampens aktører.

Mit bud: 1-2

Underholdning:

 

--------- SPLIT ELEMENT ---------

Søndag kl. 18.00

Esbjerg – FC København

Jeg går imod Esbjerg igen-igen-igen. Jeg bliver åbenbart aldrig klogere, men det er de nok glade for i det vestjyske, for det går altid den anden vej, når jeg tipper mod Esbjerg… Jeg tror, FCK stiller i stærkeste opstilling, og så er man bare stærkere end hjemmeholdet – også selv om det er tredjekeeperen, der skal i aktion.

Mit bud: 0-3

Underholdning:

 

Sport og Spil Veteraner tager tyren ved hornene: Det er skræmmende

Se også: 'Vandt den skide pokal for min lillebror'

Se også: Europa langt væk for Brøndby: - Det er tungt lige nu

Se også: Skuffer Tøfting: Brøndby-bomber skylder flaske vodka

123 kommentarer
Vis kommentarer

Skærm

Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere