SÅ SKETE det. Det var i Danmark håndbold blev opfundet, og nu har det danske landshold gjort det umulige. Verdensmester tre gange i træk. Det er af en anden verden. Det er historie.
I den vidunderlige kulisse i Stockholm, hvor de danske fans drev deres helte frem, blev guldet hevet i land efter en fremragende finale mod de evige konkurrenter fra Frankrig. Det er to hold, som kender hinanden ud og ind, men denne gang var det Nikolaj Jacobsen, der var den store taktiske mester. Han trak indtil flere kaniner op af hatten, og han satte totalt sin modstander mat med indtil flere genistreger. Men lad os nu tage den fra begyndelsen.
FRANKRIG lærte Simon Pytlick på 22 år at kende på den hårde måde. Bonjour sagde han. Og tak. For franskmændene stod afventende på ham, og var tydeligvis en fejl. Inden de havde set sig om, havde han scoret tre gange og spillet Saugstrup fri på stregen. Den unge mand fra Sydfyn var absolut ikke tynget af nerver. Sikke en stjerne Danmark har fået i ham.
Det var et smart træk af Nikolaj Jacobsen at lade Niclas Kirkeløkke tage en periode på backen i angrebet. Han har før skudt de franske målmænd i stumper og stykker. Det skete senest ved EM i Ungarn i sidste år. Nu fik han to muligheder i første halvleg, som han begge pløkkede ind.
LIDT UFORSTÅELIGT at landstræneren ikke gav ham flere muligheder senere i halvlegen, hvor Frankrig havde godt fat i Mathias Gidsel og Pytlick, der ikke har samme skudkraft så langt udefra som Kirkeløkke. Hvorfor ikke fortsætte med noget, der virker, kan man spørge sig selv om. Da Danmark udraderede Frankrig i VM-semifinalen i 2019, spillede Nikolaj Jacobsens tropper det samme angrebssystem igen og igen. Fordi det virkede.
DENGANG var Rasmus Lauge med. Og han var fremragende. Måske lige der verdens bedste sammen med Mikkel Hansen. Og i aften i den sitrende Arena i den svenske hovedstad fik vi den ondenlyneme den gamle Lauge at se igen. Stakkels Frankrig. Da Lauge efter pausen endelig blev sluppet fri i angrebet, var han helt ustyrlig. Det var Lauge, som vi gerne vil se ham.
Artiklen fortsætter under billedet...
Det danske forsvar fik især i første halvleg lukket godt ned for de franske strege. Igen flot arbejde af Niclas Kirkeløkke, Magnus Saugstrup og Henrik Møllgaard. Til gengæld blev defensiven presset flad af de mange franske kryds, og det gav en del nærskud, som Niklas Landin ikke havde meget at stille op overfor. Efter pausen blev der taget meget mere håndfast på de franske bagspillere. Der var i perioder tale om, at de løb ind i en levende dansk mur. Det var eminent arbejde.
NIKOLAJ Jacobsen har hidtil i de afgørende kampe ved VM spillet meget smalt. Det gjorde han ikke denne aften. Det har også overrasket Frankrig, at Mads Mensah pludselig blev sat på banen. Og han leverede også varen med et par spektakulære scoringer. Mikkel Hansen blev på bænken i de sidste 30 minutter. Han havde spillet et rigtigt godt første kvarter i første halvleg, hvor han flot dirigerede spillet. Men han blev aldrig selv farlig, og tempoet faldt en del frem mod pausen.
Det blev ændret efter teen, hvor vi fik set, at Rasmus Lauge selvfølgelig kan gå ind i bagkæden og på samme måde som Mikkel Hansen gøre Simon Pytlick og Mathias Gidsel farlige. Og så er Lauge selv en mesterlig duelspiller. Han smadrede jo det franske forsvar.
Artiklen fortsætter under billedet...
DET VAR tredje gang, Danmark spillede VM-finale på svensk grund. Første gang var i 1967, hvor Danmark tabte til Tjekkoslovakiet. Danmark havde ellers slået storfavoritterne fra Sovjetunionen i en semifinale, hvor Erik Holst udrettede mirakter i det danske mål.
Anden gang var i Malmø i 2011, hvor Frankrig vandt finalen 37-35 efter forlængelse. Dengang spillede Mikkel Hansen, Niklas Landin og Nikola Karabatic også med. De har lang holdbarhed de håndboldspillere.
TREDJE gang blev så lykkens gang. Danmark har skrevet historie. Endda flere. Nikolaj Jacobsen har aldrig tabt en VM-kamp som træner. Det er blot en af de mange rekorder, der blev slået af det bedste danske landshold nogensinde. Og der er mange flere medaljer i mester Jacobsens guldtrup. Danmark sidder på håndboldtronen. Tak for underholdningen.