NU SIDDER der måske en flok spillere i Tarup-Paarup, Vanløse, Avarta og futsal-klubben i Gentofte og tænker ’fandens også – nu gik det lige så godt med min landsholdskarriere…’.
For os andre er den midlertidige fredsaftale mellem DBU og Spillerforeningen naturligvis godt nyt. Selvfølgelig skulle den fredspibe ryges, og det har da heller ikke skortet på opfordringer herfra.
Hvor sjovt og liret det end var med sekunda-landsholdets heroiske indsats i Slovakiet og det nådige nederlag, så ville en gentagelse have skubbet på en veritabel landsholdslede.
SÅ HERFRA en beskeden tak, men derfor er det stadig tilladt ikke at være imponeret over forløbet fra de to stridende parter.
Spørgsmålet ’Hvorfor hulen skulle det trækkes helt ud over kanten, før fornuften fik overtaget’ er stadig det eneste rimelige spørgsmål at stille.
Hvis DBU alligevel var villige til at give sig og tage den forlængelse af aftalen, hvorfor så ikke gøre det med det samme, så farcen i Slovakiet var undgået?
Ja, det er forhandlingstaktik – men åbenbart også en fejlvurdering af situationen.
NU TAGER CHRISTIAN Eriksen, Simon Kjær, Kasper Schmeichel og de andre rigtige landsholdsspillere altså turen til Aarhus for at møde Ryan Giggs walisiske mandskab med superstjernen Gareth Bale.
Fint, men heller ikke andet end rimeligt.
Her på pladsen har jeg tidligere opfordret til at sluge stolthed og stædige positioner – og det ser ud til, at DBU netop har gjort det.
Det som DBU-formand, Jesper Møller, hårdnakket har nægtet ville ske, nemlig at der skulle spilles videre på den gamle aftale, som DBU har forkastet, er lige præcis blevet resultatet.
DET KAN MAN naturligvis tolke som et stort nederlag for DBU og en sejr for Mads Øland og Spillerforeningen. Fair nok – og man kan undre sig over, at DBU kørte stålfaste blå øjne i Anders Samuelsen-style for så at folde kortene sammen præcis som partibossen fra Liberal Alliance.
Men det må også være rimeligt at sige, at det at række hånden ud og give sig på nogle punkter ofte er det, der skal til i fastkørte forhandlinger.
Artiklen fortsætter under billedet:
Superligaen indefra: Holdt rekordtransfer hemmelig i tre døgn
JEG OPFORDREDE allerede i lørdags til, at DBU’s holdopstilling i forhandlingslokalet var forfejlet. Claus Bretton-Meyer sad uden beslutningskompetencer og måtte hele tiden tilbage og spørge bestyrelsen om det ene og andet.
I går tog DBU-bestyrelsen endelig endelig ansvaret på sig og sendte formand Jesper Møller og de magtfulde næstformænd Thomas Christensen og Bent Clausen, der med modparten Mads Øland, Simon Kjær og William Kvist fandt en forståelse.
Bretton-Meyer stod i en vanskelig situation, men det kunne alligevel ligne det endegyldige nederlag til en direktør, der nu i flere omgange har fejlet med forhandlinger.
Omvendt, så kan Simon Kjær fejre en triumf, og den falder sikkert kærkomment, da ikke mindst hans aftale med Nordic Bet og reklamer i en rød trøje har skabt store stridigheder i forholdet mellem de to parter.
HVOR STILLER det så hele baduljen? Ja, det er jo ganske fint, at vi skal se det rigtige landshold på søndag, men det ændrer jo ikke en hujende fis.
Der skal stadig findes en længerevarende aftale, og knasterne er med garanti de samme. Kommercielle rettigheder og arbejdsgiver/lønmodtager-diskussion vil med garanti stadig være store stridspunkter, men man kan blot håbe, at begge parter trods alt har lært bare en lille smule af et dybt uanstændigt forløb.
Afsløring: Sådan kom landsholdsaftalen på plads
Fodbolden reddet: DBU og spillerne indgår aftale
Lær ALT om det nye landshold: Bartender, gymnasieelev og Bendtners største fan
Se vurderingen af den nye landsholdsaftale:
