Kuwait-konspirationen: FIFA-præsident brugte forkerte spillere i sin valgkamp

Den nyvalgte præsident, Gianni Infantino, har deltaget i en fodboldkamp med spillere, som ifølge FIFA’s cirkulære burde være straffet for at have forbrudt sig mod regulativerne

Hioldet med Beckham, Deco, Roberto Carlos og alle de andre stjerner, der stillede op i Kuwait. Foto:AP
Hioldet med Beckham, Deco, Roberto Carlos og alle de andre stjerner, der stillede op i Kuwait. Foto:AP

Den nyvalgte præsident har brugt en række verdensklasse-spillere samt trænerlegenden Fabio Capello fra Italien i sin valgkamp op til præsidentvalget i FIFA 26. februar.

Det er i forbindelse med FIFA’s suspension af Kuwait, at vi nu kan afsløre, at Gianni Infantino har bevæget sig i en gråzone i forhold til FIFA’s egne regler.

Forhistorien er som følger:

I cirkulære nummer 1506 fra 16. oktober 2015 skrev FIFA’s fungerende generalsekretær Markus Kattner til de 209 medlemslande i FIFA:

’Baseret på en beslutning i FIFA’s eksekutivkomité fra 25. september 2015 informerer vi jer hermed om, at Kuwaits Fodboldforbund er suspenderet indtil videre.’

Ifølge brevet var konsekvensen, at Kuwait mistede alle medlemsrettigheder, og at hverken klub- eller landshold kunne deltage i internationale kampe. Således kan Kuwait ikke deltage i kvalifikationen til VM i Rusland 2018. Endvidere blev det understreget, at ingen klubber eller spillere fra FIFA’s medlemslande måtte have sportslig kontakt med Kuwait.

Markus Kattner oplyser ikke nogen begrundelse, men henviser blot til artikel 14 i FIFA’s statutter. Den handler om regeringsindblanding i sportens anliggender.

Artiklen fortsætter under brevet.

Brevet hvor Markus Kattner fortæller, at Kuwait har fået det røde kort.
Brevet hvor Markus Kattner fortæller, at Kuwait har fået det røde kort.
 

I slutningen af året fik FIFA nys om, at der var arrangeret en kamp i oliestatens hovedstad mellem Kuwaits Football Stars og World Football Stars. Det fik igen Markus Kattner til at fare i blækhuset.

I cirkulære nummer 1515 fra 9. december 2015 skriver han, at han via medierne har erfaret, at kampen skal spilles 18. december på Jaber Al Ahmad International Stadium. Derfor minder han medlemslandene om, at de ikke må pleje omgang med et suspenderet land. Det gælder både klubber og de enkelte spillere.

Kampen blev til noget. Foran 30.000 tilskuere og med Fabio Capello som træner tabte World Football Stars 4-2. Holdet talte spillere som David Beckham, Roberto Carlos, Luis Figo, Carlos Puyol, Robert Pires, Deco, Del Piero og Andriy Shevchenko. Flere af dem er stadig aktive i fodboldens verden som enten ejere, spillende trænere eller managere.

Se også: Magtfuld FIFA-sheik beskyldes for at tage sporten som gidsel

Men ingen af dem er blevet sanktioneret for deres deltagelse i kampen, som stred mod FIFA’s regler.

Beckham gjorde ellers sit for at gøre opmærksom på begivenheden, da han efter kampen udtalte sig til engelsksprogede medier.

– Jeg nød virkelig kampen. Dejlig atmosfære, flot stadion.

Bemærkelsesværdigt er det, at flere af spillerne fra den ’ulovlige kamp’ i Kuwait deltog i Gianni Infantinos stort opsatte valgkamp-møde på Wembley i London 1. februar.

På det flotte græstæppe blev der stillet op til familiefoto, og her ser man Infantino omgivet af blandt andre Fabio Capello, Roberto Carlos og Luis Figo.

Præcis 26 dage senere blev den 45-årige Gianni Infantino valgt som præsident for FIFA på den ekstraordinære kongres i Hallenstadion i Zürich. Men inden vi nåede frem til præsidentvalget, måtte kongressen først igennem en anden afstemning. Jordan og De Forenede Arabiske Emirater havde stillet forslag om, at suspensionen af Kuwait skulle ophæves.

Forslaget faldt med et brag. Kuwait var fortsat ude i kulden.

Da Gianni Infantino senere på dagen blev valgt som ny præsident efter den skandaleramte Sepp Blatter meddelte han, at han arrangerede en fodboldkamp på banen ved siden af FIFA’s hovedkvarter på Zürichberg.

Infantino holdt sit ord og indkaldte en række fodboldpersonligheder til kampen mandag 29. februar. På banen var en række af de spillere, der ifølge brevet fra Kattner ikke skulle have deltaget i kampen i Kuwait godt to måneder tidligere.

Igen var Fabio Capello i en trænerrolle, og omkring sig havde han Robert Pires, Luis Figo, Deco, Shevchenko og Carlos Puyol. De hyggede sig alle gevaldigt med Gianni Infantino, som ikke lod sig mærke med, at han var omgivet af folk, som – hvis man skal tage Kattners brev for pålydende – havde forbrudt sig mod ordlyden i FIFA’s egne cirkulærer.

FIFA VIL UNDERSØGE Kuwait-kampen

FIFA vil ikke udelukke, at der er overskredet nogle grænser i forbindelse med kampen i Kuwait.

I en mail til Mail on Sunday og Ekstra Bladet skriver FIFA således:

– Når det gælder Football Champions Tour (som Kuwait-kampen var en del af, red.), blev FIFA forsikret om, at det var et privat arrangement, og at ingen aktive spillere, trænere eller dommere skulle deltage. Men efter jeres henvendelse er det noget, vi nu vil se nærmere på.

Hvis man virkelig er regelrytter og følge lovens bogstav til punkt og prikke, bør FIFA udelukke David Beckham fra al fodboldaktivitet, fordi han ejer en klub i USA. Det samme gælder Roberto Carlos, der er spillende træner i Dehli Dynamos, og Andrei Shevchenko, som er assistenttræner på det ukrainske landshold.

4 kommentarer
Vis kommentarer

Skærm

Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere