Læge i unåde igen: Hemmelig dopingcentral i Schweiz afsløret

En international journalistgruppe synes at have fået skovlen under en læge, der allerede for ti år siden var kendt i sportens verden for at drive en dopingcentral i den schweiziske by Bern

Ifølge en international gruppe af dybdeborende journalister har en schweisk læge i formentlig over ti år stået i centrum af et dopingnetværk i den schweiziske by Bern. Foto: All Over Press.
Ifølge en international gruppe af dybdeborende journalister har en schweisk læge i formentlig over ti år stået i centrum af et dopingnetværk i den schweiziske by Bern. Foto: All Over Press.

Allerede tidligt i 2009 blev den internationale cykleunion, UCI, gjort bekendt med, at et dopingnetværk var aktivt i den schweiziske by Bern, hvor en navngivet læge dopede atleter. Trods detaljeret dokumentation lykkedes det imidlertid ikke at blotlægge lægens ulovlige virke.

Nu har en international gruppe af dybdeborende journalister efter alt at dømme gjort, hvad politiet i Schweiz ikke formåede. Ved hjælp af en atlet, der var udstyret med skjult optageudstyr, og som arbejdede for journalistgruppen, står det klart, at lægen er specialist i doping.

Journalisterne kommer fra britiske avis Sunday Times, det schweiziske netmagasin Republik, den tyske tv-station ARD og den svenske tv-station SVT. Det er Republik, der søndag beretter detaljeret om afsløringen af lægen, hvis fulde identitet journalisterne har valgt at skjule.

Allerede ved atletens første besøg ved ’Doktor M’, som journalisterne nøjes med at kalde lægen, stod det klart, at lægen tilbyder sine klienter ganske særlige ydelser. Han forklarede uden videre, at han har erhvervet sin ekspertise på dopingområdet som teamlæge i cykelsporten, hvor ’alle tager noget’. Han skal have arbejdet for et kendt tysk cykelhold, skriver Republik.

Ligeledes ved det første møde med atleten, som udgav sig for at være langrendsløber, tog Doktor M en blodprøve for at klarlægge, hvad han havde at arbejde med. Senere konstaterede han tilfreds, at atleten har en naturlig hæmatokritværdi på 44.

Det vil sige, at mængden af røde blodlegemer er på 44 procent, hvilket kunstigt – og ulovligt – kan hæves betragteligt, så blodet kan transportere mere ilt rundt i kroppen og dermed øge atletens udholdenhed.

- Hvordan kan den hæves? spørger atleten på en skjult optagelse.

- Med epo. Epo eller testosteron. Det ville helt sikkert medføre en præstationsforøgelse, siger lægen.

Testosteron er det mandlige kønshormon. Stoffet er præstationsfremmende og dermed ulovligt, men lægen instruerer i detaljer atleten i, hvordan og hvornår han skal indtage stoffet.

Den senere stærkt udskældte UCI-præsident Pat McQuaid bad i 2009 schweizisk politi om at indlede en efterforskning af dopinglægen i Bern. McQuaid blev vraget som præsident i 2013. Her ses han som gæst i Tour de France 2016. Foto: Claus Bonnerup.
Den senere stærkt udskældte UCI-præsident Pat McQuaid bad i 2009 schweizisk politi om at indlede en efterforskning af dopinglægen i Bern. McQuaid blev vraget som præsident i 2013. Her ses han som gæst i Tour de France 2016. Foto: Claus Bonnerup.

Republik beretter, at rygter, formodninger og anklager i mange år har føget rundt i sportsverdenen, når det gælder Doktor M. Beviser har det imidlertid knebet med. Derfor førte en efterforskning i 2009 ikke til noget, selv om en kilde, som Republik nu har fat i, forsynede UCI med e-mail, hvormed lægen kunne forbindes med forbudte stoffer som epo og kortison samt med bloddoping.

Kilden, som angiveligt havde en slægtning, der var klient ved Doktor M, indsamlede også dopingredskaber som sprøjter og brugte ampuller og overlod beviserne til UCI.

UCI anmodede i juni 2009 de schweiziske myndigheder om at indlede en efterforskning af ’mistanken om et dopingnetværk i Schweiz’. UCI overlod al dokumentation til de schweiziske efterforskere, men det førte ingen vegne, idet kilden til historien insisterede på at forblive anonym.

Heller ikke de schweiziske antidopingmyndigheder formåede at løfte bevisbyrden mod lægen, skriver Republik. Netmagasinet afdækker videre, at Doktor M også med stor sandsynlighed har været involveret i den omfattende doping i Rusland i de senere år, og at han på russernes vegne har testet et nyt dopingpræparat, som han i en e-mail tilskriver ’signifikant positiv virkning’.

Ifølge Republik er sagen på ny under efterforskning i Schweiz, hvorfor landets anklagemyndighed ikke ønsker at kommentere afsløringerne. Doktor M har ikke reageret på journalisternes forespørgsel om en kommentar, hvorfor den internationale journalistgruppe har anonymiseret ham.

Se også: Sikke et cykelløb: 12 ryttere taget for doping

Se også: Trist dag for international idræt: Hvad gør Kronprinsen og IOC nu?

Se også: OL-farce mod nye højder: Nu får dømte atleter deres medaljer tilbage

Hooligans fra gruppen 'Landskrona', som slås for Zenit Skt. Petersborg. Gruppen er en af de mest kendte hooligangrupper i Rusland. Foto: Privatfoto. Sport og Spil Organiseret vold: Her er de vildeste russer-hooligans

Præmiepigen Martina Hingis charmerede først den ganske tennisverden, men så begyndte meget at gå galt. Foto: All Over Press Sport og Spil Kokain, utroskab og en alt for skarp tunge: Tennisdarling satte det hele over styr

8 kommentarer
Vis kommentarer
Mest læste i sport
Seneste i sport
Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere