Læger advarer: Kaos truer Premier League

Den engelske regering træder på bremsen - tidligst fodbold bag lukkede døre fra 1. juni 

Det er umuligt ar undgå den fysiske kontakt i fodbold, siger FIFA's medicinske chef. Foto: David Klein/Reuters/Ritzau Scanpix
Det er umuligt ar undgå den fysiske kontakt i fodbold, siger FIFA's medicinske chef. Foto: David Klein/Reuters/Ritzau Scanpix

Helt uden for diskussion er Premier League den økonomisk stærkeste liga i verden, og der er et voldsomt pres fra mange sider for at få spillet sæsonen færdig. 

Spørgsmålet er blot, om der overhovedet lader sig gøre inden for den tidsramme, UEFA har udstukket?

England er hårdt ramt af coronapandamien. Over 220.000 er smittet, og mere end 32.000 er døde, hvilket er det næsthøjeste tal i verden efter USA.

Fodbold er ikke lige det, der ligger først for, og Premier League blev end ikke nævnt, da den britiske premierminister, Boris Johnson, søndag talte til nationen. Her fortalte han om de første små skridt mod en genåbning.

Premierministeren sagde, det vil være muligt at dyrke idrætsgrene som golf, tennis og fiskeri, men kun alene eller sammen med medlemmer af husstanden.

Premier League har været suspenderet siden 13. marts, og selv om klubberne har udarbejdet et 45 sider langt dokument, ’Project Restart’, er det tvivlsomt, om det kan lade sig gøre at afvikle de sidste ni runder.

De engelske klubber får ikke megen støtte fra formanden for FIFA’s medicinske komite, den belgiske læge Michel D'Hooghe. Det er kun godt en uge siden, han stillede op i britiske medier for at fortælle, at man bør droppe den nuværende turnering og begynde på en frisk til september.

– Der er en risiko ved at spille nu. Det kan have konsekvenser for liv og død. Man kan ikke undgå fysisk kontakt, siger den belgiske læge.

Lægerne i Premier League har også reageret. I et brev, som Ekstra Bladet har læst, og som er underskrevet af lægerne fra de 20 klubber, bliver der stillet mere end 100 spørgsmål.

Der er alt fra hvem, der har ansvaret for at teste spillerne, lægernes egen sikkerhed, spillernes sundhedsrisiko, nye hygiejnetiltag, værnemidler og til spørgsmålet om hvorvidt spillernes familier skal isoleres, mens turneringen spilles færdig.

I ’Project Restart’ antages det, at alle spillere skal testes to gange om ugen. Der resterer 92 kampe, og det betyder i følge BBC, at der skal udføres 40.000 test. Det skulle igen betyde en udgift på 250.000 kroner hver uge. Det kan synes som småpenge, men det skal ses i sammenhæng med de øvrige hygiejnetiltag. 

Senest 25. maj skal Premier League meddele UEFA, om turneringen spilles færdig. Det forudsætter en godkendelse fra regeringen, og den er vist ikke lige om hjørnet.

Mandag meddelte den engelske regering, at der tidligst kan dyrkes professionel sport 1. juni. Uden tilskuere.

Ligeledes mandag havde formanden for det engelske fodboldforbund, Greg Clarke, møder med Premier League-klubberne. Her præsenterede han en plan for engelsk fodbold, hvis ikke turneringen kan spilles færdig. Detaljerne i planen kendes endnu ikke.

Ifølge ’Project Restart’ håber klubberne på at kunne genoptage træningen 18. maj, og at bolden igen kan rulle på et tidspunkt i juni.

Hele denne uge er sat af til møder mellem klubber, spillere, managere og den engelske regering. Det bliver et voldsomt kapløb med tiden.

Se også: Markant drejning i Premier League

Se også: Opsigtsvækkende spansk plan: Fodbold HVER dag

Se også: Premier League-klub IGEN ramt af corona

Se også: Dansk klub laver overskud i coronaperioden

6 kommentarer
Vis kommentarer